Bedstemors splittede hjerte: Familien Jensens drama
Rikke stegte frikadeller på køkkenet i deres hyggelige lejlighed i Aarhus, da hoveddøren smækkede, og hendes døtre stormede ind i gangen, hjemme fra bedstemor.
“Åh, mine piger! Hvordan var det hos bedstemor?” Rikke tørrede hænderne i forklædet og smilede imod dem.
“Bedstemor elsker os ikke!” råbte Freja og Mette i kor, deres stemmer dirrede af fornærmelse.
“Hvad? Hvorfor siger I det?” Rikke stivnede, en isnende følelse bredte sig i hendes bryst.
“Bedstemor gjorde noget frygteligt i dag…” begyndte pigerne og så på hinanden.
“Hvad gjorde hun?” Rikkens stemme blev skarp, og kulden i hendes krop voksede.
Freja og Mette, der knap nok kunne holde tårerne tilbage, fortalte alt. Rikke lyttede, og med hvert ord stivnede hendes ansigt af rædsel.
“Bedstemor elsker os ikke!” gentog pigerne, så snart de var kommet indenfor.
“Hvorfor tror I det?” Anders, pigernes far, så op fra avisen med rynkede bryn. Rikke kiggede på ham og ventede på svar.
“Hun gav Gustav og Ida alt det lækreste—jeg så det!” sagde Freja og nappede nervøst i sin trøje. “Og os? Ikke en skid! De måtte løbe rundt og være larmende, men vi skulle sidde stille. Og da de skulle hjem, fyldte hun deres lommer med slik, gav dem hver en chokolade, krammede dem og fulgte dem til busstoppestedet. Men os…” Mette hulkede, “…hun smækkede bare døren efter os!”
Rikke følte blodet forlade hendes ansigt. Hun havde længe bemærket, at sin svigermor, Birthe Margrethe, var mere optaget af sin datter Lises børn end af deres egne døtre. Men så åbenlyst? Det var for galt. Hendes forhold til svigermoren havde altid været neutralt—ikke varmt, men uden skænderier. Alt ændrede sig, da Lise og hendes mand fik Gustav og Ida. Så viste Birthe Margrethe sit sande ansigt.
Når hun ringede, kunne hun bruge timer på at rose Lises børn:
“Så kloge, så rare—alt fra deres mor, ægte englebørn!” gassed svigermoren.
Rikke håbede, at deres egne piger også ville få en smule af den kærlighed. Men da Freja og Mette blev født, reagerede Birthe Margrethe køligt:
“To på én gang? I må da være skøre! Jeg har ikke kræfter til at passe dem.”
“Det har vi heller ikke bedt om,” sukkede Anders. “Vi klarer det selv.”
“Det skal I også!” fnøs svigermoren. “Lise har brug for mere hjælp. Hendes børn er så tæt på aldersmæssigt!”
“Er vores børn ikke også børn?” snappede Rikke. “Du sagde jo selv, at Lises unger var så nemme at have med at gøre.”
Birthe Margrethe skulede til sin svigerdatter og hissede:
“En bror skal hjælpe sin søster. Han er hendes eget kød og blod—ikke som dig.”
Efter den samtale vidste Rikke og Anders, at de ikke kunne regne med svigermoren. Tvillingerne krævede en masse tid, men Rikkes mor var altid der. Hun kørte gennem hele byen for at hjælpe og klagede aldrig. Birthe Margrethe så kun Lise og hendes familie. Om Gustav og Ida kunne hun snakke i timevis, men når det kom til Anders’ døtre, trak hun på skuldrene:
“De kommer sig nok…”
Rikke og Anders boede langt fra svigermoren og besøgte hende sjældent. Med Lise undgik Rikke at ses—fire børn i én lejlighed var kaos. Så snart børnene legede, klagede Birthe Margrethe over hovedpine og bad dem om at gå. Men Lise og hendes børn blev altid.
Når de endelig kom på besøg, var der altid kritik: Freja og Mette spiste slik uden at spørge, fældede ting eller lavede for meget larm. Og igen: hovedpine, dårligt humør, og en anmodning om at gå. Imens roste svigermoren Lises børn:
“Sådan nogle børnebørn min datter har givet mig! Stille, lydige, søde—altid ‘bedstemor, bedstemor’!”
Gustav og Ida fik tøj næsten hver uge, slik, legetøj. Freja og Mette fik kun gaver til jul og fødselsdage—og selv da var det halvhjertede ting.
Vennerne var de første, der lagde mærke til uretfærdigheden. Da de spurgte, hvorfor Birthe Margrethe favoriserede Lises børn, svarede hun stolt:
“De er mine egne!”
“Og Anders’ piger?”
“Hvordan skulle jeg vide, hvem de tilhører? De står i hans pas, ikke?”
De ord, som gift, nåede Anders og Rikke gennem gode mennesker. Anders eksploderede og konfronterede sin mor. Efter det blev Birthe Margrethe tavs—men ikke længe.
Lise boede tæt på sin mor og besøgte hende ofte. Anders tog sjældent sine døtre med, men pigerne elskede at lege med deres fætre. I starten. Men snart opdagede selv Gustav og Ida, at bedstemor behandlede dem anderledes. Naturligvis begyndte de at skylde skylden på Freja og Mette, og bedstemor troede villigt på sine yndlinge.
Det sidste strå var historien, pigerne fortalte. Birthe Margrethe havde proppet Gustav og Ida med slik, givet dem chokolade, krammet dem og fulgt dem til busstoppet. Men Freja og Mette blev simpelthen smidt ud, mens hun klagede over “hovedpine”. Deres bus stoppede langt væk—en ti-minutters gang gennem en øde mark.
“I gik alene?!” gispede Rikke, iskold af rædsel.
“Ja,” nikkede Freja og snøftede.
“Der løber løse hunde derovre… Vi var bange,” tilføjede Mette, hendes øjne blanke af tårer. “Vi vil ikke til bedstemor igen!”
Rikke og Anders så på hinanden. De støttede pigernes beslutning, men Anders ringede alligevel til sin mor:
“Mor, var du virkelig så dårlig?”
“Hvordan mener du?” lød den forbavsede stemme.
“Hvorfor lod du pigerne gå alene? Du vidste, hvor deres bus stoppede! Du kunne have ringet til mig eller Rikke.”
“Stop med at overdrive—de er ikke små. De kom jo hjem! De skal lære at klare sig selv.”
“Mor, de er seks år! De gik over en mark med løse hunde! Men Lises børn lader du aldrig gå alene. Hvorfor?”
“Hvad? Anklager du din egen mor? Det er den svigerdatter af din, der har fyldt dit hoved med løgn!” Svigermoren smækkede røret på.
Anders så forvirret på Rikke. Hun sukkede. Igen var hun den ondeOg fra den dag af så Freja og Mette aldrig deres bedstemor igen.
