Da, altså, jeg skal lige fortælle dig noget, som virkelig sidder fast hos mig. Da jeg var ti år, giftede min far sig for anden gang. Min stedmor blev ret hurtigt gravid og fik en dreng. Pludselig var jeg både gratis barnepige, kok og hushjælp, alt sammen i én person.
Familien kaldte mig bare Hey, du. Jeg gik i tøj, der for længst var blevet alt for småt til mig, mens min lillebror fik nyt legetøj cirka hver anden dag. Da han blev ældre, blev jeg også frataget mit eget værelse: Jeg blev rykket ind i stuen, og min bror fik mit gamle værelse.
Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg kun taknemmelig for én ting min far gjorde han stoppede hurtigt alle forsøg fra min stedmor på at straffe mig fysisk. Men ydmygelserne forbød han ikke. Jeg hørte dagligt, hvor grim jeg var at ingen ville have mig, og at jeg var dum jeg ville aldrig få en uddannelse og ende som rengøringskone.
Min stedmor mindede mig dagligt om, at jeg kun blev tolereret i huset indtil jeg blev atten, og at hun på min fødselsdag ville smide mig ud på gaden.
Alle mine ferier tilbragte jeg hjemme hos min farmor. Men hun så mig også som familiens sorte får. Skældte ud over den dag, hendes søn giftede sig med min mor, og jublede da min egen mor flyttede væk.
Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg egentlig ikke bare blev sendt på børnehjem.
Da der var seks måneder til jeg fyldte 18, overhørte jeg en samtale mellem min far og stedmor, og så fandt jeg ud af, hvad det hele egentlig gik ud på. Min stedmor sagde, at jeg aldrig ville gå med til det, og min far sagde, at han nok skulle få mig overtalt til at omregistrere lejligheden til dem hun skulle ikke bekymre sig om det.
Ha, hun skulle faktisk bekymre sig. For nu havde jeg fået nok. Jeg var ikke længere ked af at blive hånet og prikket til af min lillebror.
Tidligere frygtede jeg min 18-års fødselsdag, men nu glædede jeg mig til den.
Til min fødselsdag var alle samlet: Far, stedmor, farmor og så stedmorens forældre.
For første gang i otte år fik jeg en rigtig fødselsdagsfest med te og kage, og bagefter sagde de, at jeg skulle gøre mig klar til at tage afsted. Da jeg spurgte hvorhen, svarede min farmor:
Du er voksen nu. Fra i dag er du selv ansvarlig for dine handlinger. I dag skal du også takke familien for alt det, de har gjort for dig. Nu skal du gå med din far til notaren og give ham lejligheden. Du har arvet den fra din mor, men det var ikke meningen. Hun lovede, hun ville give den videre til min søn. Nu gør du din pligt, gør dig klar.
De så så højtidelige ud, at jeg næsten ikke kunne holde latteren tilbage.
Okay, farmor. Jeg skal nok takke familien for alt de har gjort… Som tak lader jeg jer ikke smide ud allerede i dag I får en uge til at pakke sammen. Tiden er udløbet.
Ja, så gik det ellers løs. Jeg blev råbt ad for at være utaknemmelig, min stedmor hylede over at have opfostret en slange, min far gav mig en på kassen. Stedmorens forældre begyndte at snakke om, at de havde advaret hende mod andres børn, og farmor gik smækkende ud af døren.
De flyttede ud. Hjem til farmor.
Efter et par dage kom min far forbi. Han rakte mig et stykke papir og sagde, at nu jeg ikke ville give ham lejligheden, måtte jeg betale for min gæld. Så gik han.
Jeg foldede papiret ud, og der var en lang liste:
Mad 324.000 kroner
Tøj 54.000 kroner
Skoleudstyr 14.000 kroner
Toiletsager 2.660 kroner
Hvidevarer 4.620 kroner
Kommunal boligstøtte 64.800 kroner
I alt: 464.080 kroner
Hvad med at forældre faktisk har pligt til at forsørge deres mindreårige børn? Det var min far åbenbart ligeglad med.
Så jeg tog mig et job, og de sidste seks måneder har jeg givet en tredjedel af min løn til min far hver måned for den gæld.
Det kommer nok til at tage mig syv-otte år at betale det hele af. Og så så er jeg endelig fri.
