Bedstemor på timebasis
Undskyld, hr. Jørgensen, men kan jeg få lov til at gå lidt tidligere i dag? Min datter er blevet syg i børnehaven…
Signe lagde de forberedte papirer og morgendagens mødeliste på skrivebordet. Det var stadig en time til fyraften, men nu havde de ringet to gange fra børnehaven, og hun tog chancen. Hun var ikke specielt længe i denne entreprenørvirksomhed og havde fået jobbet nærmest ved et tilfælde, på trods af sin manglende erfaring inden for sekretærarbejde og de kvalifikationer, de ellers havde efterspurgt i stillingsopslaget. Da Signe stod foran spejlet, før jobsamtalen, rystede hun let på hovedet:
Ja, det er vist ikke mig, de tænker på med det punkt…
Den gamle cardigan, hun holdt så meget af, var stadig præsentabel, men nederdelen var ikke, hvad den havde været. Det var hendes mor, Eva, der havde syet den, omhyggeligt udvalgt stof hun havde siddet flere dage med symaskinen, samlet modet til sig for hver eneste ny søm.
Den bliver ikke dårligere end en købenederdel.
Mor, det er håndværk! Selvfølgelig bliver den god og ikke mindre fin. Signe lod lidt, som om hun troede på det, men hun vidste, hvor vigtigt det var for hendes mor at høre det.
Der var aldrig ekstra penge til tøj i deres familie. Signe kunne tydeligt huske, hvordan det var, da hendes far levede dengang var det ingen sag at få noget nyt til garderoben. Men efter han forlod dem, blev alt anderledes. Eva arbejdede som sosu-assistent og lønnen strakte ikke langt. Men de klarede sig, indtil bedstemor Ellen blev syg. Forholdet mellem Evas svigermor og hende havde aldrig været særligt nemt.
Eva! Du har slet ikke sans for familieliv. Men, det kan man jo ikke forvente med din baggrund. Nu er du en del af vores familie, og sådan er det. Du bærer ansvaret for os andre.
Dengang var Signe for lille til at forstå alt, hvad bedstemor sagde. Det lød flot, men i virkeligheden vidste hun nu, det kun gik én vej. Eva plejede svigermor, brugte størstedelen af sin løn på at hjælpe, mens bedstemor tog imod uden nogensinde at give noget den anden vej.
Mor! Hvorfor svarer du ikke igen? spurgte Signe senere, da hun blev ældre, og havde overværet endnu en opsang til Eva. Eva tog sjældent Signe med, men bedstemor kunne kræve det.
Fordi, Signe, jeg ved, hun tager fejl. Og jeg ved, hun er syg og meget ensom. Udover dig og mig har hun næsten ingen tilbage. Hun har skændtes med sin søster, og nevøerne vil ikke have med hende at gøre. Eva lagde det sammenfoldede vasketøj i skabet. Og jeg har lovet din far, jeg aldrig ville efterlade hende. Jeg må holde mit løfte.
Signe var vred på bedstemor, men Eva stoppede hende altid, inden hun nåede at sige noget.
Der er ingen grund, Signe. Jeg tager det ikke personligt. Lad hende tale. Det vigtigste er, vi gør det rigtige. Din bedstemor har ikke manglet noget.
Hun havde ikke manglet noget alligevel! mumlede Signe nu, hvor hun forstod meget mere.
Hun vidste også nu, at bedstemor næppe var en fattig pensionist. Den store lejlighed, hun boede i og så én til, hun havde arvet efter sin mor og nu lejede ud. En god folkepension og en fin konto efter farfar. Alt det betød, at hun kunne opretholde sit vante liv.
Hvorfor tager hun så penge fra dig, mor? Signe udregnede forsigtigt deres udgifter og indtægter i husholdningsbogen.
Signe! Eva smed viskestykket på bordet.
Hvad nu?
Lad nu være… Du skal ikke blive sådan.
Blive hvad, mor?
Lige meget. Vær dig selv! Tag ikke alt dette til dig. Du har ikke brug for det. Husk nu: Det, der er farmors, er hendes. Ikke vores. Har aldrig været og bliver det nok heller ikke. Eva satte kopperne på plads. Signe blev stille. Hendes mor var altid rolig, men det krævede også sit. Tænk ikke over det og tag det ikke til dig, selv ikke i tankerne. Ellers fortryder du det.
Signe forstod først, hvad moren mente, da bedstemor døde. Testamentet og et afskedsbrev lå i skabet. Da Eva læste det, kneb hun munden sammen, smed papirerne i skraldespanden og sagde blot:
Kom, vi har ikke mere at gøre her. Min gæld til hende er betalt.
Signe spurgte ikke mere. Senere opdagede hun, at bedstemor havde testamenteret alt til sine nevøer. Hvad der stod i brevet, fik Signe aldrig at vide, bortset fra én gang, hvor Eva sagde:
Hun gav dem det, fordi de var hendes blods familie. Spørg ikke mere, Signe. Den slags skal vi lade blive i fortiden.
Tvivlede hun på, jeg var hendes barnebarn?
Nej. Eva sukkede. Hun syntes bare, du lignede mig for meget. At du ikke havde nok fra din far fremmed blod.
Var det sandt? Lignede jeg ikke far?
Signe, du ligner ham på mange måder. Ikke mindst på sindet. Jeg har ikke mødt et bedre menneske. Derfor siger jeg: Tag det gode fra familien og glem resten. Lad det forsvinde.
Signe diskuterede aldrig mere. Hun forstod ikke alt, men hun kunne se, at det var vigtigt for hendes mor.
Tiden gik. Signe afsluttede gymnasiet, kom på universitetet. Det var også der, den berømte nederdel blev syet. Hun var til eksamen i den, underviste i denog mødte Pias far i den. Det blev hendes held og lykke nederdel. Så på jobsamtalen trak hun også i den. Hun ejede ikke så meget andet. Hun kunne da ikke tage til samtale i jeans?
På personaleafdelingen hørte hun de små fnis bag hendes ryg, men huskede Evas råd og rankede ryggen.
Frøken, er du sikker? Uden erfaring og med en lille pige… Hvor har du arbejdet?
Jeg underviste på universitetet.
Hvorfor vil du noget andet nu?
Trænger til forandring, sagde Signe nervøst.
Hun regnede med at få et afslag, men overraskende nok gik det godt. Hun fik stillingen som sekretær, dog på prøve. Hvad de sagde om hende, da døren lukkede, kunne hun kun gætte sig til.
Fru Larsen, hvorfor dog hende? Skal hr. Jørgensen have sådan en grå spurv?
Jørgensen kan godt lide kvikke piger. Lad os nu se, hun bliver nok bedre end I tror. Hun skal bare have lidt pænere tøj så skal I se…
Med chefen havde Signe det nemt fra start. Da hun stod og bladrede i vejledningen til kaffemaskinen, lo han:
Første gang jeg ser en kvinde, der faktisk læser vejledningen i stedet for at trykke på alle knapper! Vi skal nok få det godt sammen.
Arbejdet var ikke svært. Han var vant til kontrol, men opdagede, at Signe havde styr på tingene og en usædvanlig god hukommelse. Hun kunne finde folk, planlægge møder, ændre kalenderen uden problemer. Hun var en gevinst. Kun det, at hun jævnligt måtte gå før pga. Pia, brød han sig ikke om.
Signe, jeg forstår, men det nytter ikke, du skal have bedre styr på det. Hvem kan hjælpe dig? Har du ingen farmor eller mostre?
Nej. Jeg har kun Pia. Min mor gik desværre bort, og andre har jeg ingen af.
Øv. Hvad med en barnepige?
Lige nu har jeg ikke råd. Men jeg lover at finde en løsning. Du har ret, det er mit problem.
Signe nikkede og gik. Humøret var i bund. Pia havde feber og ventede i børnehaven, og alle de daglige pligter… Signe havde lyst til at sætte sig ned og tude. Hvorfor skal det være så svært?
Men svaret kendte hun jo. Som hendes mor engang sagde:
Der er ikke mange gode mennesker på ens vej og derfor er de ekstra vigtige, og man må ikke gå glip af dem. Og, Signe, ikke alle mennesker er dårlige. De fleste tænker bare først på sig selv og sådan er de fleste nok.
Da Pia blev født, havde Signe endnu hårdere brug for sin mor, som var død året før. Hjertet svigtede hende på jobbet. Der var masser af sygeplejersker, men ingen kunne redde hende. Signe forbød sig selv at græde.
Senere, mor. Når Pia er født…
Men bagefter blev der aldrig tid. Pia var skrøbelig, krævede Signe nat og dag. Hun måtte forlade universitetet og tage, hvad hun kunne få rengøring på en skønhedsklinik om aftenen. Det var en kamp at holde ud.
Tankerne kredsede, mens hun hentede sin datter i børnehaven. Efter en tur i apoteket hastede hun hjem. På trappen mødte hun naboen Maria.
Hej Signe!
Hej! Pia er syg igen… Signe balancerede med tasken og lille Pia.
Du burde finde en barnepige. Du har da lidt mere at gøre godt med nu?
Ikke rigtigt. Signe trak på skuldrene.
Ja, det koster dyrt i dag. Bare ærgerligt, du ikke har en bedstemor.
Det gad jeg godt, mumlede Signe, da de var indenfor.
Hendes lille datter satte sig på gulvet, og hurtigt kom Signe til sig selv igen. Hun lagde Pia i seng, lavede te og begyndte at lede efter løsninger på nettet.
Der bankede forsigtigt på døren. Signe undrede sig over, hvem der var så forsigtig.
Hej, Signe.
Det var fru Mathiesen fra naboopgangen. Signe kendte hende kun af udseende.
God aften, er der noget galt? Signe så undrende på den lille, rynkede dame.
Egentlig ikke. Må jeg komme ind, eller skal vi stå her?
Undskyld, selvfølgelig.
Fru Mathiesen trak sine støvler af og bevægede sig ind i køkkenet.
Mangler du en bedstemor på timebasis?
Hvad for noget? Signe måbede.
En bedstemor, der træder til, når du har brug for det hvis Pia er syg eller lignende.
Ja, det kunne jeg virkelig bruge, men hvor finder man lige sådan en?
Nu behøver du ikke lede mere. Jeg har selv tid og lyst vil du høre historien?
Signe viste hende ind. Hun hældte te op og satte lidt småkager på bordet.
Fru Mathiesen fortalte. Hun var født i Odense, begge forældre på Langelandsbanen. Efter folkeskolen arbejdede hun på fabrik, blev gift, fik to sønner. Da hun blev alene, holdt sønnerne sig væk de havde deres eget liv. Børnebørn havde hun, men kun set dem sjældent svigerdøtrene havde deres mødre tættere på, og hun var aldrig rigtig blevet brugt.
Jeg savnede sådan et lille hoved tæt ved. Maria, din nabo, nævnte, du mangler hjælp så tænkte jeg, vi måske kunne hjælpe hinanden. Jeg tager ikke meget for det, tænk over det til i morgen.
Signe var skeptisk, men også taknemmelig. Hun overvejede det hele natten.
Næste dag: Fru Mathiesen, hvis tilbuddet står ved magt, siger jeg gerne ja.
Derfra gik det kun lettere. Pia knyttede sig hurtigt til hende, og snart lærte hun barnet både at spille Ludo og læse! Fru Mathiesen kom med hjemmebagt boller, og Signe kunne efterhånden få passet både job og barn.
Det havde aldrig kunnet lade sig gøre uden hende, sagde Signe til Maria. Jeg skylder dig tak!
Det var da kun så lidt men pas på, jeg låner hende, når min lille Astrid er større!
Pia voksede. Hjælpen skulle bruges mindre og mindre, men nu kunne de ikke forestille sig livet uden hinanden.
En dag sagde hr. Jørgensen:
Signe, du er alt for dygtig til bare at være sekretær. Du skulle have chancen for at videreuddanne dig som matematiker.
Det gik slag i slag. Signe fik ny stilling, bedre løn, og økonomisk blev det endelig nemmere.
Sikke herligt, Signe! sagde fru Mathiesen glad for hendes skyld.
Da hun pludselig forsvandt, blev Signe urolig.
Maria, hun har ikke sagt et ord. Jeg har ringet til hospitalerne jeg kan ikke få svar, for jeg er ikke i familie.
Og børnene?
De siger bare, de ikke ved noget. Tænk at hun er deres mor…
Det er kun os, Signe. Vi må selv finde hende.
Efter flere dage fandt Signe hende kommet ind uden papirer på sygehuset, havde mistet hukommelsen.
Hvordan har du det?
Hvem er du?
Jeg er Signe. Det skal nok komme. Bare hvil dig.
Børnene kom ikke. Signe hentede hende hjem, og Pia fik besked:
Fru Mathiesen kan ikke huske noget, Pia. Så bare vær sød, kald hende Bedste som altid.
Skal hun bo her nu?
Ja, og det er som det skal være.
Nu blev det Pias tur til at passe Bedste. Pia varmede mad, læste lektier og bagefter spillede de brætspil.
En dag, et halvt år senere, stod fru Mathiesens søn pludselig i opgangen. Signe var på vej ind med fødselsdagskage.
Er du Signe?
Ja.
Jeg er Anders, fru Mathiesens søn. Må jeg se min mor?
Selvfølgelig. Men jeg siger dig hun bliver her. Havde I villet hende noget, var I kommet forlængst.
Jeg ville bare… tage hende med. Hvis jeg nu kunne…
Det kan du ikke. Hun har brug for ro nu.
Kan vi besøge hende?
Selvfølgelig. Hun er jo din mor.
Pia åbnede døren med store øjne.
Sikke en stor kage!
Tillykke, min pige! Sig hej til Anders…
Hvem er det?
Fru Mathiesens søn.
Fru Mathiesen genkendte ham ikke. Han sagde farvel til Signe:
Hvad nu?
Hun har det bedst her. Kom, hvis du vil.
Da han var gået, sukkede Signe. Nogle ting bliver, hvad de er. Så længe vi har hinanden.
Pia, sæt vand over! Vi skal fejre dig!
Mor, må Bedste få kage?
Selvfølgelig! Det har hun fortjent.
Og jeg lærte: Man vælger ikke sin familie, men man kan altid vælge at give nogen en plads i sit liv og tage imod, hvad man selv får givet.
