Bedstemor på timebasis
Undskyld, Bent, men jeg er nødt til at gå lidt tidligere i dag. Mit barn er blevet syg må jeg få lov?
Mille lagde de forberedte dokumenter og morgendagens mødeliste på chefens bord. Der var stadig en god time tilbage af arbejdsdagen, men børnehaven havde ringet to gange allerede, og nu tog hun chancen og spurgte. Hun var forholdsvis ny i det store byggefirma og havde egentlig fået stillingen mod alle odds, for erfaring med sekretærarbejde havde hun ikke, og de udvendige kvalifikationer, der stod i stillingsopslaget, havde hun heller ikke ligefrem et overflod af. Da hun stod foran spejlet inden jobsamtalen, havde hun rystet på hovedet:
Nå ja, det punkt er i hvert fald ikke om mig.
Den slidte, men velholdte uldcardigan hun passede ekstra meget på, så stadig nogenlunde pæn ud, men nederdelen havde set bedre dage. Den havde hendes mor, Birgitte, syet i sin tid stoffet var udvalgt med største omhu og endeløse timer var brugt ved symaskinen.
Den bliver ikke dårligere end en købt sagde moren.
Selvfølgelig ikke, mor. Håndarbejde slår alt svarede Mille, og hun vidste, hvor stor betydning det havde for Birgitte at høre det.
Der var ikke mange penge at gøre godt med derhjemme. Mille kunne endnu huske, da hendes far levede, og der var råd til fine kjoler, men efter han gik bort, havde alt ændret sig. På en sygeplejerskeløn var der dårligt til de mest basale ting, især da mormor blev syg. Forholdet mellem Birgitte og hendes svigermor, Gudrun, var mildest talt anstrengt.
Birgitte! Du mangler enhver forståelse for familieansvar. Det overrasker mig næppe, med din baggrund. Men nu er du altså en af vores, og her tager vi hånd om hinanden!
Dengang forstod Mille ikke helt, hvad bedstemor mente. Det lød flot, men senere fandt hun ud af, at ansvaret kun gik én vej. Birgitte skulle betale broderparten af sin løn og tage sig af sin svigermor, mens Gudrun kun tilfreds modtog og aldrig gav noget igen nærmere tværtimod, hun serverede den ene bebrejdelse efter den anden.
Mor, hvorfor svarer du aldrig tilbage? spurgte Mille, da hun blev ældre og hørte endnu en svada fra bedstemor. Birgitte tog sjældent Mille med, men Gudrun krævede det nogen gange.
Fordi, Mille, jeg ved hun tager fejl. Og jeg ved hun er syg og meget alene. Udover os har hun næsten ingen. Søsteren taler hun ikke med, og niecerne er ligeglade. Og så har jeg lovet din far, at jeg passer på hende. Et løfte skal man holde.
Mille blev ofte vred på bedstemor og ville sige sin mening, men Birgitte standsede hende altid med et blidt, men bestemt blik.
Du skal ikke tage det ind. Det vigtigste er, at jeg gør, hvad der er rigtigt, og din bedstemor mangler ingenting.
Mille vidste nu, at bedstemor langt fra var nogen fattig slægtning. Hun havde en stor lejlighed på Frederiksberg, en ekstra lejlighed i Vanløse udlejet på langtidsbasis, pænt med pension og en opsparing fra bedstefar. Alligevel blev der raget penge til sig.
Hvorfor tager hun penge fra dig, mor? Mangler hun noget? spurgte Mille, mens de regnede husholdningsregnskabet sammen.
Mille! Hold nu op det er ikke noget, vi skal tænke over. Alt, hvad din bedstemor har, er hendes alene. Det har aldrig været vores, og det bliver det sandsynligvis heller ikke, sagde Birgitte lavmælt, mens hun satte kopperne på plads.
Mille forstod først rigtigt, da bedstemor døde, og de fandt testamentet i natbordsskuffen. Da Birgitte læste det, knugede hun papirerne sammen og lagde dem væk.
Lad os gå, Mille. Vi har gjort, hvad vi skulle her.
Det viste sig siden, at hele boet gik til Gudruns niecer, og moren nævnte aldrig afskedsbrevet, heller ikke da Mille spurgte ud.
Hun gav dem alt, fordi de var hendes egne. Mere er der ikke at sige, Mille. Glem det og lad fortiden hvile.
Tvivlede hun på, at jeg var hendes barnebarn? spurgte Mille alligevel.
Nej, hun syntes bare, du lignede mig for meget, og ikke din fars side. Men Mille, du er din far ud af et! Både i sind og sjæl. Tag det gode med, glem resten. Det er bedst sådan.
Mille lod det ligge, selvom hun ikke altid forstod morens ro.
Tiden gik. Mille blev student, læste matematik på universitetet, forsvarede sin kandidat i den selvsamme hjemmesyede nederdel og fik job på instituttet. Det var i nederdelen hun også mødte sin søns far. Hun betragtede den som lykkenederdelen og iførte sig den til samtaler jeans var jo ikke lige sagen.
På HR havde de smågrinet, men således lærte Mille, at rette ryggen og holde fast i det, Birgitte havde lært hende.
Uden erfaring, med et lille barn hvorfor denne stilling? spurgte HR-chefen.
Jeg underviste på universitetet, men vil prøve noget nyt.
De talte hende lidt forbi i gangen bagefter men alligevel blev hun tilbudt jobbet.
Jamen, hvad skal Bent med hende? spurgte en kollega.
Han kan lide kvikke kvinder. Hun skal bare have rettet til, klaret frisuren og lidt pænere tøj så giver hun jer baghjul!
Forholdet til chefen blev fra start godt. Mille blev hurtigt betroet mere og mere, for hendes ordenssans og hukommelse gjorde, at hun kunne koordinere møder og aflyse dem, så alle var tilfredse. Det eneste kritikpunkt var, at hun ofte måtte gå for at hente Palle, sin søn, pga. sygdom.
Mille, jeg forstår godt, det hele kan være svært, men hvis det fortsætter, står jeg snart uden sekretær, sukkede Bent.
Måske burde jeg finde en barnepige, men det er svært for tiden Min mor lever ikke mere, og vi har ingen andre.
Måske kan en barnepige så hjælpe. Overvej det, Mille.
Hun gik hjem tung i sindet. På vejen hentede hun Palle, købte medicin på apoteket ved Nørrebro og udvekslede et par ord med naboen, Signe.
Han er syg igen? Signe nikkede mod barnet. Har du overvejet barnepige?
Det er dyrt, Signe. Jeg har ikke råd endnu.
Ærgerligt, din mor ville have elsket at hjælpe.
Ja, det savner vi svarede Mille stille og gik ind.
I køkkenet skænkede hun sig te, mens Palle sov, og søgte barnepiger på nettet. Pludselig bankede det stille på døren. Mille havde ikke ventet gæster og gik ud for at åbne.
Godaften, Mille.
Det var fru Karen, en ældre dame fra stueetagen. De sås mest i opgangen.
Går du ikke invitere mig ind, eller skal vi tale her i trappen?
Forlegent bød Mille hende indenfor, og Karen gik direkte mod køkkenet.
Det er barnepige du søger, ikke?
Undskyld? Mille blev forvirret.
Ja, altså, en bedstemor på timebasis. Jeg kan hjælpe, hvis du vil. Signe fortalte mig, hvad du manglede.
Mille tøvede, men Karen satte sig og begyndte at fortælle om sit liv: født og opvokset på Østerbro, fabriksarbejder, gift, to drenge, manden død tidligt, børnene rejst fra byen og sit eget pensionistliv, hvor det kneb med kontakt til børnebørn. Nu savnede hun børn omkring sig.
Jeg kræver ikke meget. Tænk over det, svare mig i morgen, sagde Karen.
Mille bad om betænkningstid. Samme nat lå hun søvnløs, vejede tillid og frygt, men besluttede sig.
Karen, jeg siger ja. Kom i morgen.
Samarbejdet between Mille og Karen som de begyndte at kalde det blev hurtigt til mere end et arbejde. Karen trivedes med Palle, kendte alle gamle husmorråd, bagte boller og fortalte historier. Med hendes hjælp lærte Palle at læse og spille skak, og Mille kunne overkomme mere, også på sit arbejde.
Mille, du burde overveje at videreuddanne dig, for du har mere potentiale! sagde Bent en dag.
Med firmaets hjælp tog Mille nye kurser, blev forfremmet, og økonomien lettede. Palle blev større, Karen blev en del af deres familie.
En dag opdagede Mille, at Karen ikke havde givet lyd fra sig. Ingen vidste, hvor hun var. Mille ledte på hospitaler hun havde jo ingen familie i nærheden til hun fandt Karen på Bispebjerg med hukommelsestab efter en ulykke.
Hvem er du? spurgte Karen.
Jeg er Mille. Vi skal nok få det hele på plads bare rolig.
Sønnerne svarede ikke på opkald, kom aldrig, men Mille tog Karen hjem. Hun og Palle passede hende, gamle bånd blev knyttet endnu tættere. Karen begyndte igen at kalde Mille for datter og Palle for sit barnebarn, og sådan blev det.
Først et halvt år efter dukkede Karens søn, Anders, op til Palles fødselsdag.
Hvordan har hun det? Kan jeg tage hende med hjem? spurgte han.
Nej, du lod vente på dig for længe. Hun har brug for ro og det har hun her, svarede Mille fast.
Anders nikkede og forstod, at båndet nu var stærkere mellem Mille og Karen, end det nogensinde havde været til ham. Da han gik, rystede Mille på hovedet. Familie var noget man valgte, ikke kun noget man var født ind i.
Så, Palle, sæt vand over til te nu skal vi fejre dig!
Mor, kan bedstemor få kage?
Det skal hun da! Den største bid det skal hun have lov til. Ligesom hun plejede at sige, når du skulle forkæles: Skal vi ikke lige have lidt sødt? Og det trænger vi jo alle til ind imellem.
Dér, ved det gamle egetræsbord i den sollyse københavnerlejlighed, sad de sammen Mille, Palle og Karen og mærkede, hvordan livet havde givet dem hinanden. Familiens bånd voksede der, hvor kærlighed og omsorg fik lov at slå rødder.
