BEDSTEMORS VINGE EN BESYNDERLIG DRØM
Stella kunne ikke huske sine forældre. Faren havde forladt moren, mens hun stadig gik med hende under hjertet, og der blev aldrig snakket mere om ham. Moren forsvandt, inden Stella var ét år gammel kræften brændte hende op som et stearinlys, hurtigt og stille.
Det var Bedste Astrid, mors egen mor, der havde opdraget hende. Astrids mand døde ung, og hun brugte hele sit liv på at tage sig af datteren og lille Stella. Der opstod, nærmest fra fødslen, et ualmindeligt smidigt og varmt bånd imellem Bedste Astrid og Stella. Astrid vidste altid uden ord, hvad Stella trængte til, og der var aldrig nogen mellemregninger mellem dem.
Bedste Astrid var elsket af hele nabolaget selv postbuddet og folkene i Brugsen hilste ekstra på hende. Lærerne på skolen så frem til forældremøderne, for Astrid kom altid forbi med en kurv af hjemmebagte hindbærsnitter. “Der er ikke nogen grund til at sidde sulten, når man kommer direkte fra arbejde,” sagde hun, og smilet smittede. Hun sladrede aldrig; det var altid folk, der kom til hende med deres små og store bekymringer, for Astrid kunne altid finde de rigtige ord. Stella følte sig heldig, hver gang hun betragtede sin bedstemor.
Stellas eget kærlighedsliv snoede sig ikke rigtigt til noget. Skole, universitet, job altid på farten, altid ting, der skulle klares. Der havde været fyre, bevares, men aldrig noget rigtigt. Astrid sukkede bekymret indimellem:
Nå, Stella-pige, render du stadigvæk rundt alene? Er der virkelig ingen sød og ordentlig fyr til dig? Så køn og klog, som du er!
Stella grinede det væk, men hun vidste godt, at tiden løb. Tredive år gammel, og ingen familie.
Bedste Astrid gik bort pludseligt. Hun vågnede bare ikke, hjertet sagde stop i nattens dyb. Stella følte sig forstenet; hun kunne ikke forstå, at det var virkeligt. Hverdagen fortsatte; arbejde, indkøb, alt på autopilot men hjemme ventede nu kun katten Smilla. Ensomheden krøb som rimfrost langs væggene.
En søndag kørte hun med S-toget, fordybet i en bog. En mand midt i fyrrerne satte sig overfor, nydeligt klædt, med et særligt blik, som hun mærkeligt nok fandt behageligt. Han spurgte til hendes bog, og det satte gang i en samtale, som Stella nød “Det er jo som taget ud af en film,” tænkte hun, da hendes station nærmede sig. Mandens navn var Henrik. Han foreslog, de fortsatte samtalen over en kop sort kaffe på det lille konditori ved stationen. Stella sagde ja uden betænkning.
Efterfølgende gled de ind i et forrygende forhold. De ringede og skrev sammen hver dag, selvom Henrik ofte havde travlt og ikke kunne mødes så tit. Hun vidste ikke meget om hans fortid eller familie, men for første gang følte hun sig tryg sammen med en mand.
En dag inviterede Henrik hende ud på restaurant og antydede, at noget særligt var i vente Stella forstod med det samme. Frieren ville falde. Endelig, tænkte hun, et familieeventyr, ligesom alle andre kun ærgerligt, at Bedste Astrid ikke levede til at opleve denne dag.
Om aftenen lå Stella og overvejede, hvad hun skulle have på; det skulle jo være en mindeværdig dag. Hun var glad for mode, men købte helst tøj over nettet. Hun begyndte at browse kjoler på mobilen, men faldt i søvn midt i det.
Pludselig drømmen bølgede ind: Bedste Astrid trådte ind i stuen i sin gamle nederdel, satte sig ved Stellas side og strøg hende blidt over håret. Stella blev overrasket og jublende:
“Bedste, hvordan er du kommet her? Du er jo…”
“Jeg har aldrig været væk, min pige. Jeg er her hele tiden, ser alt, hører alt, også selvom du ikke ser mig. Men lyt nu: Gå ikke videre med ham. Han er ikke god for dig. Lyt dog til mormor.”
Så forsvandt Bedste Astrid som morgentåge over Langelinje.
Stella vågnede med et sæt, forvirret og hjertebanken. Hun havde lige talt med sin bedstemor, men var alene igen… Hun slog det hen som en drøm og genoptog sin jagt efter den perfekte kjole, men nu med en sær uro i maven. Hvorfor sagde Bedste Astrid dét, hun anede jo ikke noget om Henrik? Uroen voksede, og Stella faldt igen i en rastløs søvn uden at vælge noget tøj.
“Dagen” nærmede sig, men Stella blev aldrig færdig med at bestemme sig for en kjole. Alt gled ud af hænderne på hende, Bedste Astrids stemme lød igen og igen i tankerne. Stella havde aldrig troet på varselssyner, og slet ikke drømmebeskeder, men hendes og bedstemorens forbindelse havde altid været uforståelig stærk måtte man da tro på noget i det hinsides?
Lørdag kom, og Stella dukkede op i sin ældste pæne kjole på restauranten. Humøret var i bund, og Henrik mærkede det straks:
Er der noget galt, min skat?
Nej nej, jeg er bare lidt træt.
Henrik forsøgte at opmuntre hende med små vitser og opmærksomhed. Da middagen var forbi, gik han på knæ og strakte en æske med en ring mod hende præcis som i en mærkelig, sukkersød reklame.
Pludselig svingede hele verden Stella fik susen for ørerne, og i restaurantens rude så hun Bedste Astrid, lydløst betragte dem udefra. Bare stirrende, ikke vred, ikke glad bare til stede. Stella forstod med ét, hvad det betød.
Undskyld, Henrik, men jeg… Nej, jeg kan ikke.
Hvad har jeg gjort forkert?
Intet, jeg… Jeg stoler mest på min bedstemor.
Hun skyndte sig ud. Henrik løb efter hende, hans øjne slog gnister, og han begyndte at råbe og ruske hende:
Virkelig? Vil du ikke have mig? Så sid du bare hjemme med din kat, din nysgerrige, ucharmerende stakkel! Hvem gider dig overhovedet?
Han trampede væk.
Stella var rystet. Det her var hendes kloge, charmerende Henrik? Familie og børn og tryghed… Alt forsvandt ud med natten.
Næste dag opsøgte Stella sin folkeskolekammerat, Jakob, der nu arbejdede som leder af efterforskningsenheden på stationen. Hun bad ham undersøge Henrik, viste ham et billede og fortalte, hvad hun vidste.
To dage senere ringede Jakob:
Stella, det er nok godt, du slap udenom. Henrik er en fupmager, kendt af politiet. Han snører ensomme kvinder, bliver gift, får dem til at overdrage lejligheder eller tage store lån, hvorefter han smider dem ud, når pengene ryger ind på hans konto. Han har været i retten flere gange.
Stella lagde røret på. Hvordan kunne Bedste Astrid vide det? Hun kendte ham ikke eller gjorde hun?
Hun gik i Netto, købte mad og Smilla-kattemad, og gik med lette skridt hjemover. Hun vidste nu, at hun aldrig ville være helt alene. Bedste Astrid svævede som en usynlig sky over hendes skuldre.
De gamle siger, at sjælene fra dem vi savner, ser til os at de bliver som engle, beskytter mod livets storme…
Man ville så gerne tro, det er sandt.
