Farmor Aalborg! råbte Mads. Hvem har givet dig lov til at holde en ulv her i landsbyen?
Aalborg Sørensen brast i gråd, da hun så det væltede stakit. Hun havde allerede flere gange forstærket det med brædder og lappet de rådne stolper, og håbet på, at hegnet ville holde, indtil hun fik sparet nok op fra sin lille folkepension. Men det gik ikke! Stakittet faldt sammen.
I ti år havde Aalborg selv passet gården, siden hendes elskede mand, Peter Sørensen, drog bort. Han havde hænder af guld. Mens han levede, bekymrede farmor Aalborg sig aldrig om noget. Peter var mester i alt tømrer og snedker.
Han lavede alt selv, så der var aldrig brug for håndværkere. I landsbyen blev han respekteret for sin godhed og flid. Sammen havde de et lykkeligt ægteskab i fyrre år, kun én dag fra jubilæet. Et nydeligt hus, frodige afgrøder på køkkenhaven, velholdt kvæg alt sammen takket være deres fælles indsats.
Parret havde én søn Erik, deres stolthed og glæde. Han lærte tidligt at tage fat, og skulle aldrig overtales til at hjælpe. Når moderen kom hjem fra mejeriet, træt, havde Erik allerede båret brænde ind, hentet vand, tændt op i komfuret og sørget for dyrene.
Peter, når han kom hjem fra arbejde, vaskede sig og satte sig på trappen med sin pibe, mens konen lavede aftensmad. Om aftenen spiste hele familien sammen og udvekslede dagens nyheder. De var lykkelige.
Men tiden gik kun minderne bestod. Erik blev voksen og flyttede hjemmefra, tog til København, fik en uddannelse og giftede sig med en lokal kvinde, Annemette. Parret slog sig ned i byen. Først kom Erik hjem til forældrene i ferierne, men siden blev han overtalt af Annemette til at tage på ferier i udlandet. År efter år. Peter Sørensen forstod det ikke og blev sur på sin dreng.
Hvor er det muligt, han bliver så træt? Det er nok Annemette, der forvirrer ham. Hvad skal han med de rejser?
Faderen savnede, moderen sukkede. Men hvad kunne de gøre? Bare leve og vente på nyt fra deres søn. En dag blev Peter Sørensen syg. Han mistede appetitten og blev gradvist svagere. Lægerne ordinerede medicin, men til sidst blev han sendt hjem for at dø. Om foråret lige når lærker og solsorter vendte tilbage sov Peter ind.
Erik kom til begravelsen, græd bittert og fortrød, at han ikke havde nået at se sin far en sidste gang. Han blev en uge hjemme og rejste derefter tilbage til København. På ti år havde han kun sendt tre breve til moren. Aalborg blev alene. Hun solgte koen og fårene til naboerne.
Nu var husdyr jo overflødige. Koen stod længe ved gården og lyttede til den gamle ejers gråd. Aalborg lukkede sig inde i det fjerneste kammer, lagde hænderne for ørerne og græd.
Uden en mands hænder groede alt til. Første var det taget, der lækkede, så rådnede plankerne på trappeopgangen, og så gik der vand i kælderen Farmor Aalborg tog sig sammen, gjorde det hun kunne. Hun sparede op fra pensionen til en håndværker, og klarede ellers meget selv hun var opvokset på landet og kunne det meste.
Sådan klarede hun sig, knapt og nødigt, indtil endnu en ulykke indtraf. Aalborg Sørensens syn blev hurtigt dårligere, selvom hun aldrig før havde haft problemer. Hun gik til landsbyens købmand og kunne dårligt tyde prisen på varerne. Et par måneder senere kunne hun næsten ikke læse skiltet udenfor.
Sygeplejersken kom forbi, undersøgte hende og insisterede på undersøgelse på hospitalet.
Aalborg Sørensen, vil du være blind? De kan operere, og synet kommer igen!
Men farmor var bange for indgreb og nægtede at tage af sted. Et år efter så Aalborg næsten ingenting. Hun bekymrede sig ikke så meget.
Hvad skal jeg med lys? Jeg ser aldrig fjernsyn, jeg lytter bare Oplæseren læser nyhederne, det er nok for mig. I huset klarer jeg det hele med hukommelsen.
Men indimellem blev den gamle kvinde urolig. Folk i landsbyen var blevet mindre pålidelige. Der kom ofte tyve til de tomme huse og snuppede alt, hvad de kunne. Aalborg savnede nu en god hund, der kunne skræmme uvelkomne gæster væk.
Hun spurgte jægeren Svend:
Ved du, om skovfogedens tæve har fået hvalpe? Jeg ville avle en selv, bare en lille én, jeg skal nok opfostre ham
Svend, landsbyens jæger, betragtede hende med interesse:
Farmor Aalborg, hvorfor vil du have en spidshund? Den er jo bedst til skoven. Jeg kan skaffe dig en rigtig schæferhund fra byen.
En schæfer er sikkert dyr
Ikke dyrere end penge, farmor Aalborg.
Ja, så skaf den til mig.
Aalborg talte sine sparepenge sammen og mente nu, hun kunne klare en ordentlig hund. Men Svend, en upålidelig sjæl, udskød hele tiden sit løfte. Farmor skældte ud over tomme ord, men inderst inde havde hun medlidenhed. Han var ulykkelig ingen familie, ingen børn. Hans eneste ven var snapsen.
Svend, jævnaldrende med hendes søn Erik, var blevet i landsbyen hele livet storbyens trængsel passede ham ikke. Hans største lidenskab var jagten. Han kunne forsvinde ud i skovene i flere dage.
Når jagtsæsonen var slut, hjalp Svend til i folks haver, snedkererede, reparerede maskiner. De penge han tjente hos ensomme gamle koner, brugte han dog straks på sprut.
Efter druk gik Svend ud i skoven svimmel, syg og skyldbetynget. Efter et par dages svampetur vendte han altid tilbage med masser: svampe, bær, fisk, grankogler Alt solgte han til småpenge, og brugte det på sprut igen. Drukkenbolten hjalp også farmor Aalborg med gården mod betaling. Nu, hvor stakittet var væltet, måtte hun igen bede ham om hjælp.
Det ser ud til, jeg må vente med hunden, sagde Aalborg Sørensen. Jeg skal jo betale Svend for stakittet, og pengene er små.
Svend kom ikke tomhændet. Der var noget som bevægede sig i hans rygsæk, sammen med værktøjet. Smilende kaldte han på farmor:
Se, hvad jeg har med til dig! Han åbnede rygsækken.
Den gamle kvinde følte sig frem og rørte ved en lille, blød pels.
Svend, har du virkelig taget en hvalp med til mig? undrede hun sig.
Den bedste af de bedste. Ren schæfer, farmor.
Hvalpen peb og ville ud af tasken. Aalborg blev nu lidt nervøs:
Men jeg har ikke råd! Kun til stakittet!
Jeg tager ham jo ikke med tilbage! svarede Svend. Ved du, hvor mange tusind jeg har givet for den hund?
Hvad skulle hun gøre? Farmor måtte jogge hen til købmanden, hvor ekspedienten gav hende fem flasker snaps på kredit og skrev hendes navn i gældsbogen.
Sidst på eftermiddagen havde Svend sat stakittet op. Aalborg gav ham et solidt måltid og skænkede en dram. Drukkenbolden, i højt humør efter yndlingsdrikken, begyndte at give råd og pegede på hvalpen, der lå sammenrullet ved komfuret.
Den skal fodres to gange om dagen. Og du skal købe en ordentlig kæde den bliver stor og stærk. Jeg kender til hunde.
Nu fik Aalborg en ny beboer Rufus. Den gamle elskede straks hvalpen, og Rufus gengældte med trofasthed. Hver gang Aalborg gik ud i gården for at fodre Rufus, sprang han glædeligt og ville slikke hende i ansigtet. Kun én ting bekymrede hende hunden voksede sig kæmpe som en kalv, men lærte aldrig at gø. Det pinte hende.
Åh Svend! Åh, din slyngel! Du har narret mig med en uduelig hund.
Men hvad skulle hun gøre, hun kunne jo ikke jage sådan en god sjæl bort. Han behøvede ikke gø. Nabohunde turde ikke nærme sig Rufus, der på tre måneder voksede op til farmors hofte.
En dag kom Mads, landsbyens jæger, forbi for at købe madvarer, salt og tændstikker. Vinterjagten stod for døren, og mændene skulle igen tilbringe måneder i skoven. Da han passerede Aalborg Sørensens hus, stoppede han og blev stiv af skræk ved synet af Rufus.
Farmor Aalborg! råbte Mads. Hvem har givet dig lov til at holde en ulv her i byen?
Aalborg lagde skrækslagent hænderne mod brystet.
Herre Jemini! Hvor er jeg dog dum! Den slyngel Svend har narret mig! Påstod, det var en ægte schæfer
Mads rådede hende alvorligt:
Farmor, han skal ud i skoven. Ellers kan der ske ulykker.
Den gamle kvindes øjne fyldtes med tårer. Hvor sørgeligt, at skulle skilles fra Rufus! En god og blid sjæl, selvom han var ulv. Men på det seneste blev han urolig, trak i kæden og ville ud i friheden. Folk i landsbyen blev bange. Ingen anden mulighed.
Mads kørte ulven ud i skoven, hvor Rufus logrede og forsvandt mellem træerne. Han blev aldrig set igen.
Farmor savnede sin yndling og forbandede den listige Svend. Og han fortrød det selv intentionerne var gode. For nogle år siden, da han gik på jagt, fandt han spor efter bjørn. Han hørte en ynkelig piben i nærheden. Svend var ellers klar til at gå hvor der er bjørneunger, er der også bjørnemor. Men lyden lød ikke som bjørn.
Inde under buskadset fandt han en hule en død ulvetæve og dens hvalpe, dræbt af bjørn. Kun én lille hvalp havde klaret sig og gemt sig i hulen.
Svend fik ondt af den forældreløse. Han tog den med, og besluttede at give den til farmor Aalborg, for hun skulle nok tage sig af den. Han troede, ulven ville stikke af til skoven, når den blev ældre. Imens ville han finde hende en rigtig hund. Men Mads ødelagde planen.
Svend gik i dagevis frem og tilbage ved hendes port, uden at turde gå ind. Vinterstormen rasede. Aalborg fyrede op, så hun ikke skulle fryse om natten.
Pludselig blev der banket på døren. Den gamle skyndte sig at åbne. Der stod en mand på trappen.
God aften, farmor. Må jeg sove her i nat? Jeg var på vej til nabobyen, men er faret vild.
Hvad hedder du, min ven? Jeg ser dårligt.
Børge.
Aalborg rynkede brynene.
Vi har ingen Børge her i landsbyen
Jeg boede ikke her før, farmor. Har lige købt et hus. Ville se det, men bilen sad fast. Måtte gå og så kom blæsten!
Har du købt Danmarks gamle hus?
Manden nikkede.
Ja, netop.
Aalborg bød gæsten indenfor, satte vand over til te. Hun bemærkede ikke, hvordan han tog alle hendes ting i betragtning særligt det gamle chatol, hvor pengene og smykkerne lå.
Mens hun rodede ved komfuret, begyndte gæsten at rode i chatollet. Aalborg hørte skuffen knirke.
Hvad laver du der, Børge?
Jamen, der har jo været penge-reform! Jeg hjælper dig af med de gamle sedler.
Den gamle kvinde blev mistænksom.
Sludder! Der har ikke været nogen reform! Hvem er du?
Manden trak sin kniv og pressede den op mod hendes hage.
Ti stille, gamle. Giv mig penge, guld, mad!
Frygten rev i farmor Aalborg. En forbryder, eftersøgt af politiet, stod foran hende. Nu var hendes tid måske ude
Men pludselig sprang døren op. Ind fløj en stor ulv og kastede sig over røveren. Han skreg, men hans tykke halstørklæde reddede ham fra bid. Tyven stak ulven i skulderen med kniven. Rufus trådte til side, og manden slap ud og løb.
Svend var netop på vej til Aalborg for at sige undskyld. Ved porten så han en mand flygte, med kniv og i fuld fart. Svend styrtede ind og der på gulvet lå den blødende Rufus. Svend forstod alt og løb til lensmanden.
Røveren blev fanget og fik en ny dom.
Rufus blev byens helt. Folk kom med mad og hilste på ham. Ulven blev aldrig bundet igen, men gik frit omkring og vendte altid tilbage til farmor Aalborg. Han fulgte med Svend på jagt og kom hjem til hende bagefter.
En dag holdt en sort firehjulstrækker ved huset. På gårdspladsen stod en mand og kløvede brænde. Det var Aalborgs søn Erik. Da han så sin mor, åbnede han favnen.
Om aftenen spiste de sammen, og farmor Aalborg lyste af glæde. Erik overtalte hende til at tage til København for operation, så hun kunne få synet igen.
Ja, jeg må vel. Til sommer kommer mit barnebarn, og ham vil jeg se. Svend, pas på huset og Rufus imens, lov det?
Svend nikkede. Rufus rullede sig sammen ved komfuret, tilfreds og tryg. Hans plads var her, hos sine venner.
De gamle minder lever endnu, og husk at følge med, hvis du vil læse flere historier fra landsbyen. Del dine tanker og følelser, og giv gerne et like, hvis fortællingen rørte dig.
