Farmor Elna! råbte Mads. Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i landsbyen?
Elna Sørensen stod og græd bitterligt, mens hun betragtede det væltede plankeværk. Hun havde tapet det sammen med skårede brædder og sømmet rådne stolper i håb om, at hegnet ville holde lidt endnu, mens hun forsøgte at spare op fra sin lille folkepension. Men nu havde det endelig givet efter.
I ti år havde Elna klaret gården alene efter at hendes elskede mand, Poul Henriksen, var gået bort. Han havde hænder af guld. Mens han levede, behøvede Elna aldrig at bekymre sig. Poul var handyman på alle fronter både snedker og tømrer.
Han lavede det hele selv, så der var aldrig behov for håndværkere. I landsbyen havde alle respekt for ham, ikke bare for hans dygtighed, men også for hans venlighed og arbejdsomhed. Sammen havde de haft 40 lykkelige år kun en dag fra deres jubilæum. Det velplejede bindingsværkshus, de frodige rækker af kartofler i køkkenhaven, de velnærede kreaturer alt var resultatet af deres fælles slid.
De fik kun én søn Sune, deres stolthed og glæde. Han lærte tidligt at tage fat; der var aldrig brug for at skubbe på. Når moderen kom træt hjem fra mejeriet, havde Sune allerede båret brænde ind, hentet vand, tændt op i kakkelovnen og mættet dyrene i stalden.
Når Poul kom hjem fra arbejde, vaskede han hænderne, gik ud på trappestenen og røg sin pibe, mens Elna lavede aftensmad. Der var varme aftener sammen, hvor hele familien spiste i stuen og delte dagens små og store nyheder. De var rige på lykke.
Men tiden går minderne stod alene tilbage. Sune blev voksen og forlod landsbyen; han tog til København, fik uddannelse og giftede sig med storbypigen Dorte. Parret slog sig ned i hovedstaden. Til at begynde med besøgte Sune forældrene i ferierne, men snart lokkede Dorte ham med til sydlige lande på ferie, år efter år. Poul kunne ikke forstå sin søn.
Hvorfor er Sune så træt? Det må være Dorte, der har fordrejet hovedet på ham. Hvad skal han med alle de rejser?
Faren savnede, moren sørgede. Hvad andet kunne de gøre end at vente på et livstegn fra sønnen? Men en dag blev Poul syg. Han ville ikke spise, blev svag for øjnene af dem. Læger udskrev medicin, men til sidst sendte de ham bare hjem. Om foråret, da bøgen sprang ud og nattergalene sang fra skoven, drog Poul bort for altid.
Sune kom hjem til begravelsen. Hans gråd kom fra det dybeste sted, skyldfølelsen over ikke at have taget hjem noget før. Han blev i huset i en uge og tog så atter mod København. På ti år havde han kun sendt sin mor tre breve. Elna blev alene. Hun solgte koen og fårene til naboen. Dyrene var der ikke brug for længere. Koen stod længe foran gården og lyttede til Elna græde igennem nattens stilhed. Når hun lukkede sig inde i bagkammeret med hænderne for ørerne, var der kun tårerne.
Gården forfaldt uden mandfolk. Taget lækkede, brædderne på trappen knækkede, kælderen stod under vand Elna forsøgte at tage fat, så godt hun kunne. Hun lagde til side fra pensionen til tilkaldte håndværkere, men ofte klarede hun det selv hun var jo opvokset på landet.
Hun sled for at få pengene til at række, da endnu en ulykke ramte. Elnas syn begyndte at svigte, uden varsel. Hun gik til Brugsen, men kunne knap se priserne på hylderne, og efter måneder kunne hun slet ikke læse butikkens skilt længere.
Sygeplejersken kom forbi og insisterede på, at Elna skulle til øjenlæge på sygehuset.
Elna, vil du rende rundt og blive blind? En lille operation, så kommer synet måske igen!
Men Elna var bange for operationer og blev hjemme. På et år blev hun næsten helt blind. Men hun tog det ikke så tungt.
Hvad skal jeg dog bruge synet til? Fjernsyn ser jeg ikke, kun lytter. Oplæseren læser nyheder, og jeg kan sagtens følge med. Huset kan jeg alligevel finde rundt i på rygraden.
Alligevel blev hun urolig. Der var kommet flere uvederhæftige folk til i landsbyen. Tyveknægte brød ind og tømte forladte huse. Elna frygtede at stå uden en god hund, der kunne skræmme ubudne gæster væk med bjæf og bid.
Hun henvendte sig til jagtforeningsformanden Helge.
Helge, kender du nogen, der har hvalpe? Bare en enkelt, så kan jeg selv give den en god opvækst
Helge nikkede og svarede nysgerrigt:
Farmor Elna, hvorfor vil du have slædehunde? De skal bo i skoven. Jeg kan fikse en rigtig schæferhund til dig fra byen.
Schæferhunde er da ikke billige
Ikke dyrere end andet, Elna.
Så hent du bare én.
Elna tjekkede sine sparepenge. Der ville være nok. Men Helge var ulykkeligvis ikke pålidelig; han blev ved med at udskyde. Elna skældte ham lidt ud, men havde ondt af ham. Han havde ingen familie og kun flasken som en ven.
Helge, jævnaldrende med hendes søn Sune, blev boende på landet. Byen var for trang for ham. Hans store passion var jagt. Han kunne være væk i dagevis i skoven.
Når jagtsæsonen var forbi, rodede han for de gamle i nabolaget. Gravede i haven, lavede lidt snedkerarbejde, reparerede maskiner. Pengene blev straks brugt på øl og snaps. Efter drukperioder tog han ud i skoven hævet, syg og skamfuld. Efter nogle dage kom han tilbage med et læs svampe, bær, fisk og kogler, solgte billigt, og brugte straks op. Helge hjalp også Elna for en betaling, og nu, da hegnet væltede, måtte hun have ham igen.
Det må vente med hunden, sukkede Elna Sørensen. Jeg bliver nødt til at betale Helge for hegnet, og der er ikke mange kroner tilbage.
Helge kom, og denne gang havde han ikke bare værktøj, men også noget levende i rygsækken. Han smilede og kaldte på Elna.
Se, hvad jeg har til dig. Han lynede rygsækken op.
Hun rakte hånden ud og mærkede en blød, lille pelsklump.
Helge, har du virkelig skaffet en hvalp til mig? spurgte hun forbløffet.
Den bedste, farmor. Rask schæfer!
Hvalpen peb ivrigt og prøvede at komme ud. Elna fik sved på panden:
Men jeg har ikke penge nok! Der er kun til hegnet!
Det kan jeg ikke lave om på, Elna! sagde Helge. Ved du egentlig, hvor mange tusinde jeg har givet for den hund?
Hvad skulle hun gøre? Hun skyndte sig op til Brugsen, hvor ekspedienten gav hende fem flasker snaps på klods og skrev hendes navn i gældsbogen.
Hen mod aften var hegnet på plads. Elna sørgede for Helge med et solidt måltid og et lille glas. Snart sad han i godt humør med sin foretrukne drik og vejledte Elna:
Hunden skal spise to gange dagligt. Og skaf dig et solidt lænke den bliver stor og stærk. Jeg har forstand på hunde.
Sådan fik Elna et nyt medlem af husstanden Trofast. Hun kom hurtigt til at holde af sin hvalp, og den gengældte det med blind loyalitet. Hver gang Elna gik ud for at fodre Trofast, sprang den op og slikkede hende på hånden. Men én ting nagede hunden voksede sig enorm som en kalv, men kunne ikke finde ud af at gø. Det bedrøvede Elna.
Åh, Helge! Dit snyderi! Har du solgt mig en uduelig hund.
Men hvad kunne hun gøre? Man kunne ikke smide sådan et trofast dyr ud. Og så var det slet ikke nødvendigt. Nabohundene turde ikke engang gø ad Trofast, der på tre måneder nåede op til hendes hofter.
En dag kom Mads, landsbyens jæger, forbi for at købe salt, dåsemad og tændstikker før vintersæsonen. Da han gik forbi Elnas hus, stivnede han, da han så Trofast ligge.
Farmor Elna! råbte Mads. Hvem har givet dig tilladelse til at have en ulv i landsbyen?
Elna bragte hænderne op for brystet.
Kære Gud! Hvor var jeg naiv! Helge, det skarn, har snydt mig! Han lovede, det var en ren schæfer
Mads blev alvorlig.
Du bliver nødt til at slippe den fri i skoven, Elna. Ellers sker der en ulykke.
Øjnene løb i vand. Hvor gjorde det ondt at skulle sige farvel til Trofast! En venlig, blid ulv. Men på det sidste havde den været rastløs, revet i lænken, ville væk. Folk i landsbyen så bekymret til. Der var ingen vej udenom.
Mads kørte ulven til skoven. Trofast logrede og forsvandt blandt bøgetræerne. Ingen så den siden.
Elna sørgede, mens hun forbandede Helge og hans bedrageri. Han ærgrede sig også; hans intentioner havde ellers været gode. For længe siden, ude i skoven, havde han fundet spor fra en bjørn. Så lød en svag piben. Helge overvejede at gå den anden vej hvor der var bjørneunger, var der også en bjørnemor. Men lyden var ikke bjørneagtig.
Bag nogle buske opdagede han en grav. En død ulvetæve lå dér, sammenbidte hvalpe omkring sig uden tvivl slået ihjel af bjørnen. Bare én lille hvalp havde overlevet, gemt i et hul.
Helge kunne ikke efterlade den. Han tog den med hjem og fandt på at overlade den til gamle Elna, der altid viste omsorg. Han havde tænkt, at ulven ville stikke af, når den blev voksen, og så kunne han finde en rigtig hund til hende. Men Mads havde ødelagt planen.
Helge gik rundt om huset i flere dage, uden at turde tale med Elna. Udenfor hylede vinterstormen. Elna fyrede i ovnen for ikke at fryse ihjel om natten.
Pludselig bankede det på døren. Elna gik ud. En mand stod på trappetrinet.
Godaften, farmor. Må jeg overnatte? Jeg har forsøgt at gå til næste landsby, men faret vild.
Hvad hedder du, min ven? Jeg ser dårligt.
Boris.
Hun rynkede panden.
Jeg kender altså ikke nogen Boris her
Jeg har lige købt hus her, farmor. Ville se, hvordan det stod til, men bilen sad fast. Jeg måtte gå, og så blev det snestorm.
Så det er dig, der har købt gamle Jensens hus?
Manden nikkede.
Netop.
Elna bød ham ind og satte te over. Hun så ikke, hvor grådigt han stirrede mod det gamle vitrineskab, hvor bønder plejede at gemme penge og små værdier.
Mens hun rodede ved komfuret, begyndte gæsten at rode i skabet. Elna hørte dæmpet skramlen.
Hvad laver du dér, Boris?
Der har jo været pengereform! Jeg hjælper dig af med de gamle penge.
Elna vendte sig vredt.
Vrøvl! Der har ikke været nogen reform! Hvem er du?
Manden trak pludselig en kniv, stak den op under hagen på hende.
Ti stille, gamle kone! Kom med penge, smykker, mad!
Hjertet hamrede. Foran hende stod en kriminel, jaget af politiet. Nu var hendes skæbne beseglet
Men netop dér sprang døren op. En enorm ulv tumlede ind og kastede sig over røveren. Han skreg, men et tykt halstørklæde beskyttede ham mod bid. Manden greb kniven og stak ulven i skulderen. Trofast sprang til side, og røveren tog chancen og flygtede.
I det samme kom Helge forbi huset, opsat på at undskylde sit svindelnummer. Udenfor så han, hvordan en mand med kniv haltede væk, forbandende hele verden. Helge fór ind, hvor Trofast lå forblødt på gulvet. Han forstod straks og løb efter betjenten.
Tyven blev fanget, idømt en ny dom.
Trofast blev ikke længere spændt for. Landsbyen ærede ham som en helt folk kom med frikadeller og hilsener. Han levede frit, men søgte altid tilbage til Elna, især når han gik med Helge på jagt.
En dag kom en sort SUV rullende ind foran huset. På gårdspladsen stod en og huggede brænde Sunes voksne søn, Sune, var kommet hjem. Han kastede armene omkring Elnas skuldre.
Om aftenen sad de alle sammen omkring spisebordet. Elna strålede af glæde. Sune sagde, han ville sørge for, at hun skulle på hospital i København og få synet tilbage.
Så må det jo være sådan, sukkede Elna. Barnebarnet kommer jo til sommer, jeg vil så gerne se ham. Helge, du passer huset og Trofast, ikke?
Helge smilede og nikkede. Trofast rullede sig sammen ved kakkelovnen, hovedet hvilende på forpoterne. Hans plads var her, blandt sine.
Hvis du vil have flere gode historier, så følg siden, og del dine tanker i kommentarerne og giv gerne et like.
