Mette sov tungt, som om hun havde arbejdet tre skifter i træk uden søvn, da der pludselig lød en skarp ringklokke ved døren.
“Gud, hvem kan det være? Er de blevet tossede, så tidligt om morgenen!” mumlede hun og vendte sig om i sengen. Men ringningen fortsatte. Insisterende, utålmodigt, som om nogen udenfor kæmpede mod tiden.
Irriteret trak hun sin morgenkåbe på og gik hen til døren for at kigge ud gennem kighullet. Udenfor stod en lille, sammenkrøblig gammel dame med en enorm, fluffet kat i armene. Hendes ansigt var blegt og udmattet, som om livet gradvis var ved at forlade hende.
“Hvem er det?” råbte Mette truende, uden egentlig at have til hensigt at åbne. Der gik rygter om den slags gamle damer – og ikke alle var gode. Men pludselig gav den gamle kvinde et lille gisp, vaklede og begyndte at glide ned ad væggen. Katten vred sig fri og cirklede omkring hende med ynkelige miav.
“Åh, hvorfor skal det altid være mig…” sukkede Mette og åbnede døren.
“Mor, har du det dårligt? Jeg ringer efter en ambulance, rolig nu, alt skal nok gå,” hviskede hun og hjalp den gamle dame ind i lejligheden. Hun fik sat hende ned på sofaen og ringede efter hjælp.
Katten, som om den var klog, satte sig ved siden af og iagttog Mette med intense øjne.
“Hvad hedder du, mor?”
“Agnete Sørensen… mine papirer er der…” klynkede den gamle dame og pegede på en taske.
Mette hentede tasken og fandt papirerne frem. Lige da hun ville stille et nyt spørgsmål, hviskede den gamle dame svagt:
“Men lille ven, jeg skal ikke på hospitalet… Min barnebarn venter. Jeg skal give ham penge, ellers smider han mig og min kat ud på gaden…”
“Lægen må bedømme, om du kan gå nogen steder i den tilstand. Du skal ikke bekymre dig om katten, jeg skal nok passe på den. Men hvorfor er det dig, der skal give ham penge, og ikke omvendt?”
“Spørg ikke, kære barn. Det er ikke noget, du behøver vide…” sagde den gamle dame og så trist ned.
I samme øjeblik ringede det igen. Lægen og en sygeplejerske ankom. Efter en hurtig undersøgelse besluttede de, at hun skulle på Bispebjerg Hospital med det samme.
“Jeg skal ikke nogen steder hen!” insisterede Agnete Sørensen.
“Du skal med dem, mor. Jeg lover at besøge dig. Katten bliver godt passeret – vi skal nok passe på hinanden.”
Næste morgen stod Mette tidligere op end sædvanligt. En tanke ville ikke slippe hende: Hvorfor, bare hvorfor, blev hun altid trukket ind i andres livsdramaer? Men hendes hjerte fortalte hende, at det ikke var forgæves. Der var noget bekendt ved Agnete Sørensen.
Hun kunne knap nok huske sine forældre – de døde, da hun var 13. Alkohol. Hjemmebrændt. Derefter gik hendes liv i stykker. Børnehjem. Kun en enkelt nabo, den gamle fru Hansen, gjorde hendes barndom lidt lysere. Men hun døde også, da Mette blev 16. Siden da – alene, og uden nogen, der havde brug for hende.
Nu var Mette 23. Selvstændig, klog, vant til modgang. Da hun i går kiggede på Agnetes papirer, lagde hun mærke til adressen. Og nu gik hun derhen.
Huset på Vesterbrogade var helt almindeligt. Foran indgangen sad to ældre damer. Mette begyndte at snakke med dem, og ti minutter senere kendte hun hele Agnete Sørensens livshistorie.
For mange år siden blev hun ene med sin barnebarn efter at forældrene døde i en bilulykke. Hun opdragede ham, så godt hun kunne. Men da han blev voksen, kom han i dårligt selskab. Nu truede han med at smide hende ud, krævede penge, truede med at dræbe katten, hvis hun ikke adlød. Han lejede hendes lejlighed ud og boede selv hos sin kæreste. Politiet? Nej, det var en familieanliggende, sagde de.
Mette kogte af vrede. Hun løb op ad trappen og ringede på. En søvnig, fæl lugtende ung mand åbnede.
“Din stodder! Hvor vover du at true en gammel dame på den måde? Har du ingen skam i livet?” Mette stormede indenfor med knyttede næver. “Pak dine ting – og så ud! Ellers skal jeg nok sørge for, at du fortryder det!”
Han nikkede bare tavst. Femten minutter senere forsvandt han ud ad døren med en taske over skulderen. Mette blev og gjorde rent. Gav katten mad. Og gik så til hospitalet.
Agnete Sørensen begyndte at græde, da hun så Mette.
“Her er mad og alt, hvad du har brug for. Og din barnebarn er smidt ud. Ingen diskussion, mor. Gamle mennesker skal ikke sove på gaden.”
“Tak, min søde pige. Jeg troede, jeg skulle dø alene…”
“Jeg har brug for dig. Og det har katten også. Hviler du bare ud. Jeg kommer igen i morgen.”
En uge senere tog Mette Agnete med hjem.
“Så rent… så smukt… Hvordan skal jeg nogensinde kunne takke dig?”
“Må jeg kalde dig mor?”
“Selvfølgelig, min skat. Du er som min egen…”
Katten spandt ved deres fødder, for første gang helt afslappet. Der var ikke længere frygt i huset.
Et år gik. Mette blev som en rigtig barnebarn for Agnete. Hendes egentlige barnebarn kom aldrig tilbage. Og Mette flyttede ind hos hende, lejede sin egen lejlighed ud og gav alle pengene til Agnete.
“Mor, jeg kan ikke have det på anden måde. Du behandler mig som en dronning.”
Ikke længe efter døde Agnetes barnebarn i en drukfikse. Dødsfaldet fyldte Mette ikke med glæde, men bitterhed – han kunne jo have levet et ordentligt liv…
To år senere forelskede Mette sig. Fuldstændig tilfældigt. Den nye distriktslæge – ung, omsorgsfuld, venlig. Lars. Han var så rar ved Agnete, at Mettes hjerte smeltede.
“Min pige,” hviskede Agnete, “gå ikke glip af sådan en mand…”
Og da Lars friede til hende, kunne Mette ikke holde tårerne tilbage. Året efter kom deres første barn. Og Agnete blev den gladeste oldemor.
De levede sammen i tolv år mere. Som 95-årig døde Agnete Sørensen stille i søvne. Hun var ved fuld forstand til det sidste. Hjalp til, foldede bleer, fortalte eventyr.
Mette sørgede dybt. Hun græd, som om hendes hjerte skulle briste. Men Lars og børnene hjalp hende igennem det. Katten var væk nu, men en ny, reddet fra gaden, havde taget dens plads.
Og i årene der efter, når Mette sad i deres hyggelige stue med familien omkring sig, føltes det som om Agnete stadig var der, i hvert smil, hver lyd af latter, og i den store, fluffede kat, der altid krøllede sig sammen i hendes favn.
