**Dagbogsnotat**
I en lille by i Midtjylland, hvor grønne alléer bugter sig mellem lave huse, og livet følger sin egen rolige rytme, tog min skæbne en pludselig vending. Jeg, Ellen Mikkelsen, var på vej hjem fra arbejde, da en stemme råbte mit navn. Da jeg vendte mig om, stod der en ung kvinde med en dreng på seks år. Hun trådte nærmere og sagde ord, der fik mit hjerte til at stoppe: »Ellen Mikkelsen, jeg hedder Mette, og det her er din barnebarn—Lasse. Han er seks nu.«
Jeg var lamslået. Disse mennesker var mig helt fremmede, og deres ord ramte som et lyn fra en klar himmel. Jeg har en søn, Jakob—en flot, succesrig mand, der bygger sin karriere og venter på en forfremmelse. Men han har aldrig været gift, og selvom jeg altid har drømt om barnebørn, havde jeg aldrig forestillet mig at blive bedstemor på denne måde—pludseligt, gennem en fremmed kvinde. Chokket blev afløst af forvirring: Hvordan kunne jeg have været uvidende om et barnebarn i seks hele år?
Måske var det min skyld. Jeg opdragede Jakob alene, arbejdede to jobs for at sikre ham en fremtid. Jeg er stolt af, hvad han har opnået, men hans kærlighedsliv har altid bekymret mig. Jakob skiftede kærester som andre skifter sokker, uden at binde sig til nogen. Jeg blandede mig ikke, men dybt i mit hvid kunne jeg ikke lade være med at tænke på mig selv: Jeg var kun tyve, da jeg fik ham. Uden en mand, uden støtte fra nogen, ofrede jeg min ungdom, sparede på alt, selv på ferie. Først for nogle år siden gav Jakob mig en tur til Rømø—der så jeg havet for første gang. Jeg fortryder intet, men drømmen om barnebørn har altid været der.
Og nu stod Mette med Lasse foran mig. Hendes røst dirrede, men hun talte fast: »Jeg har tøvet længe med at fortælle dig det, men Lasse er din familie. Du har ret til at kende din barnebarn. Jeg beder ikke om noget—jeg klarer det selv. Her er mit telefonnummer. Hvis du vil møde ham, så ring.«
Hun gik, og efterlod mig i forvirring. Jeg ringede straks til Jakob. Han var lige så chokeret som mig. Knap nok kunne han huske en pige ved navn Mette for år tilbage. Hun havde sagt, hun var gravid, men Jakob havde svaret, at han ikke var sikker på, om barnet var hans. Derefter forsvandt hun, og han tænkte ikke mere over det. Hans ord sårede mig. Min søn, som jeg havde opdraget med så meget kærlighed, afviste et muligt faderskab som en bagatel.
Jakob insisterede på, at han intet vidste om et barn og tvivlede på, at Lasse var hans søn. »Hvorfor har hun tavs i seks år?« protesterede han. »Det virker mistænkeligt!« Jeg prøvede at regne ud, hvornår de var gået fra hinanden. Han huskede, det var i august. Mine tvivl voksede: Hvad nu, hvis Mette løj? Men billedet af Lasse—hans store øjne og sky smil—forlod ikke mine tanker.
Jeg tog mod til mig og ringede til Mette. Hun fortalte, at Lasse var født i marts. Da jeg spurgte om en DNA-test, svarede hun afgørende: »Jeg ved, hvem hans far er, og der skal ikke testes.« Mette tilføjede, at hendes forældre hjalp hende, og hun klarede sig fint. Lasse skulle i skole til efteråret, og hun arbejdede for at forsørge ham. Hendes stemme var rolig, men der lå en styrke i den.
»Ellen, hvis du vil se Lasse, har jeg ikke noget imod det,« sagde hun. »Hvis ikke, forstår jeg det godt. Jakob fortalte mig, hvor hårdt det var for dig at opMin hånd dirrede, da jeg lagde på, mens tankerne kæmpede mellem frygt for at blive snydt og længslen efter at holde Lasse tæt.
