Jeg stod foran spejlet i badeværelset, mascaraen rystede i min hånd. Sidste gang jeg havde lagt make-up så omhyggeligt var for syv år siden, lige før den skæbnesvangre firmajulefrokost, hvor jeg mødte Markus. Han forlod os et år efter vores søn blev født, efter nobelt at have ladet os beholde lejligheden.
Min hånd famlede efter min sædvanlige lyserøde læbestift, men i stedet greb jeg den røde. Den havde ligget ubrugt, siden jeg blot blev kendt som “Emils mor”.
Telefonen vibrerede på kanten af håndvasken og væltede ned på gulvet med et brag. Min hånd med mascarakosten gik i stå og efterlod en sort streg ved min tinding. Lærke ringede for tredje gang på en time.
“Har du overhovedet tænkt dig at komme?” hendes stemme lød irriteret gennem røret. “Du lovede at hente mig for en time siden!”
Jeg bed mig i læben, mens jeg kiggede ud gennem den halvåbne dør, hvor Emil sad foran fjernsynet, omringet af en cirkel af cornflakes. Jeg måtte synke en klump i halsen.
“Jeg er nødt til at finde en ny barnepige i en fart.”
“Hvad?!” Lærke gispede. “Du sagde, du havde styr på det!”
“Barnepigen sprang fra i sidste øjeblik.”
Stilheden i røret blev tyk og truende. Jeg vidste præcis, hvad Lærke tænkte: “Der er Tilde igen, som ikke kan klare det.” Fem år alene med barn, og jeg havde stadig ikke lært at forudse sådanne situationer.
“Mor!” Emil stod pludselig i døren med en spor af cornflakes efter sig. “Kommer far i dag?”
Det føltes som et slag i maven. Det spørgsmål kom hver fredag, men min eksmand havde ikke just travlt med at se vores fælles barn. Selvom jeg heller ikke selv havde presset på.
“Nej, skat,” jeg rettede på hans krave. “Men i dag kommer den bedste barnepige i hele verden til dig!”
Laptopen viste en hel række muligheder ved søgningen “barnepige hurtigt”. Banneret “Bedstemor for en aften” med et billede af en smilende gammel dame virkede som en spottende joke. Min egen mor havde boet i Skagen i tre år. Vores forhold var anspændt – jeg ville ikke bekymre hende med mine problemer, hun beskyldte mig for at holde hende på afstand.
Jeg klikkede på banneret og valgte “Ring op”.
Præcis kl. 19:03 lød der banken på døren og brød stilheden i vores lejlighed.
Kvinden i døren så ud, som om hun var trådt direkte ud af en gammel dansk husmoderbog. Høj, rank, iført en streng grå jakkesæt og en pletfri hvid bluse. Det eneste usædvanlige var en gammeldags broche i form af en ugle på jakkens opslag.
“Har du bestilt en barnepige?” hendes stemme lød klar, med en svag hæshed som hos en, der var vant til at blive adlydt.
Instinktivt tog jeg et skridt tilbage og lod hende komme ind. For første gang føltes det, som om jeg var gæst i mit eget hjem, mens jeg mumlede forvirret:
“Ja, men… jeg forventede…”
“Hvem forventede du?” Hun vendte sig skarpt, og broschen glimtede i lyset fra lampen. Jeg fandt ikke noget svar. Hun lignede på ingen måde den glade bedstemor fra reklamen.
Bag mig lød tramp af bare fødder. Emil stirrede på hendes strenge jakkesæt:
“Er du en rigtig husmoder? Som i børnebøgerne?”
“Emil!” Jeg beskyttede ham instinktivt med min krop.
Kvinden gryntede. Hun bøjede sig ned og gav min søn et uventet venligt smil.
“En observant dreng. Men i aften er jeg bare fru Nielsen. Din barnepige. For i aften.”
Hun tog jakken af med samme præcise bevægelse som en kirurg, der tager handsker af efter en operation, og hængte den omhyggeligt på knagen. Hendes skarpe blik scannede stuen.
“Reglerne er simple. Du går. Du kan ringe, men kun hvis det er vigtigt. Jeg vil være sammen med barnet, og dine nervøse opkald vil ikke hjælpe.”
Jeg bed mig i læben, mens hun kørte en finger hen ad hylden for at tjekke for støv.
“Har du referencer?”
Fru Nielsen vendte sig, og i hendes øjne så jeg noget svagt genkendeligt:
“Femogtredive år som pædagog i en børnehave. Jeg har passet generationer af børn. Din Emil er i gode hænder.”
* * *
Regnen hamrede mod caféens ruder og gjorde byens lys til slørede pletter. Jeg var tyve minutter forsinket – lige præcis den tid, det tog at overbevise mig selv om, at Emil var i sikkerhed.
“Tilde, endelig!” Lærke vinkede. Hendes neglelak var som altintet uperfekt – en blød rosa tone uden en eneste ridse. “Vi har allerede bestilt grøn te til dig.”
Stefan rejste sig, da jeg nærmede mig, og rettede akavet på sine briller. Vi havde kun kendt hinanden i to måneder. Det var Lærkes idé – Stefan var hendes barndomsven, der lige var kommet sig efter en grim skilsmisse.
“Undskyld forsinkelsen,” jeg hængte den våde frakke over stoleryggen. “Jeg var nødt til at finde en barnepige i sidste øjeblik.”
Lærke kneb øjnene sammen – det samme blik, jeg kendte fra universitetstiden:
“Hvad skete der med fru Møller? Du sagde, du havde aftalt med hende en måned forud.”
Jeg rakte ud efter sukkeret og undgik hendes blik:
“Hun fandt en bedre aftale og sagde fra.”
Stefan skubbede diskret mælken hen mod mig – han vidste, jeg altid brugte det i teen.
“Er den nye barnepige pålidelig?” spurgte han forsigtigt.
“Hvorfor betyder det noget?” Lærke afbrød og viftede med gaflen. “Du lukker ikke engang din svigermor ind til Emil, men så en eller anden tilfældig…”
Telefonen i lommen vibrerede. En stemmemeddelelse fra Emil:
*”Mor, husmoderen fandt din halskæde i kassen med fars ting. Hun siger, det gør ondt at se på den, så du gemte den væk.”*
Mine fingre klemte instinktivt om telefonen. Den halskæde havde Markus givet mig på vores bryllupsdag. Jeg havde virkelig gemt den væk sammen med hans ting…
“Tilde?” Stefan lænede sig frem. “Er der sket noget? Hvad betyder det?”
Lærke rev telefonen ud af hånden på mig:
“Hvad er det for en…” hun bandede. “Roder den barnepige i dine ting?!”
En ny besked dukkede op:
*”Og at du har ondt i ryggen af træthed. Husmoderen lover at give dig en god salve.”*
Stefan rejste sig så hurtigt, at* * *
Jeg trykkede “opkald” til min mor, og for første gang i fem år føltes det, som om verden ikke længere hvilede på mine skuldre alene.
