Mormor Anna! råbte Mads. Hvem gav dig lov til at holde en ulv i landsbyen?
Anna Kristensens øjne fyldtes med tårer, da hun stod over for det væltede plankeværk. Hun havde allerede flere gange sat brædder op og repareret de rådne stolper, i håb om at hegnet kunne holde lidt endnu, indtil der var nok kroner fra hendes lille folkepension. Men det holdt ikke plankeværket faldt sammen.
I ti år havde Anna passet gården alene, siden hendes elskede mand, Poul Kristensen, gik bort. Han havde hænderne skruet rigtigt på en virkelig håndværker, både som snedker og tømrer. Mens han levede, sparede Anna sig for bekymringer. Poul ordnede alting selv; der var aldrig brug for håndværkere udefra. Alle i landsbyen havde respekt for hans godhed og arbejdsomhed. De havde haft 40 lykkelige år sammen, kun én dag fra deres jubilæum. Det pyntelige hus, den flittige høst, de velplejede dyr det var alt sammen deres fælles værk.
Parret havde kun én søn Asger, deres stolthed og glæde. Knægten lærte flittigheden allerede fra barnsben; man behøvede aldrig jage ham til at hjælpe. Når mor kom træt hjem fra mejeriet, havde han allerede båret brænde ind, hentet vand, tændt ovnen og givet dyrene foder.
Efter arbejdets ende vaskede Poul sig og satte sig ud på trappen for at få en pibe, mens konen forberedte aftensmaden. Om aftenen sad familien sammen og snakkede om dagens nyheder. Der var lykke i huset.
Tiden gik, og minderne blev det eneste, der stod tilbage. Asger voksede op, forlod barndomshjemmet og tog til København for at uddanne sig. Han giftede sig med en københavnsk pige, Birgitte. Parret slog sig ned i hovedstaden. I starten kom Asger hjem på ferie, men Birgitte vendte ham hurtigt til at holde ferier i udlandet, og sådan blev det hvert år. Poul rystede på hovedet af sønnen; han forstod ham ikke.
Hvad er det, Asger er så udmattet af? Det er nok den Birgitte, der har pustet ham ørerne fulde. Hvorfor de rejser, kan jeg ikke fatte.
Faderen sørgede, og moderen savnede ham. Men hvad kunne de gøre? Leve videre og håbe på lidt nyt fra sønnen. Så blev Poul syg. Madlysten forsvandt, og han blev svag. Lægerne ordinerede medicin, men sendte ham bare hjem til den sidste tid. Da foråret kom, og solsorten sang i skoven, sov Poul ind.
Asger kom til begravelsen, græd hjerteskærende og bebrejdede sig selv for at have svigtet mødet med sin far. Han blev en uge hjemme, men vendte hurtigt tilbage til storbyen. Over de næste ti år skrev han kun tre gange til Anna. Anna sad nu alene og solgte koen og fårene til naboen.
Hvad skulle hun med dyr nu? Koen stod længe ved lågen og lyttede til Annas gråd. Hun låste sig ofte inde i den fjerneste stue og græd, gemt for omverdenen.
Uden mandens stærke hænder forfaldt gården. Taget lækkede, døren knagede og rådede, kælderen blev oversvømmet… Anna gjorde, hvad hun kunne. Hun sparede op fra pensionen til at betale håndværkere, af og til klarede hun det selv hun havde jo levet hele sit liv på landet og vidste, hvordan man gjorde.
Sådan sled Anna sig igennem, da en ny ulykke ramte hende. Hendes syn blev hurtigt dårligt. Tidligere havde hun aldrig problemer. På vej til den lokale brugs kunne hun knapt se priserne, og få måneder senere kunne hun næsten ikke læse butiksskiltet.
Sygeplejersken kom forbi, undersøgte hende og insisterede på en undersøgelse på hospitalet.
Anna Kristensen, vil du blive blind? En operation kan give dit syn tilbage!
Men Anna var bange for operation og nægtede at rejse. På et år mistede hun næsten helt synet. Det bekymrede hende dog ikke meget.
Hvad skal jeg med lyset? Jeg ser ikke tv, jeg lytter bare. Oplæseren giver mig nyhederne, og jeg ved, hvad der sker. Jeg klarer det hjemme på rutinen.
Men nu og da blev hun urolig. Landsbyen fik flere uheldige typer, og indbrudstyve kom og plyndrede forladte huse. Anna frygtede, at hun ikke havde en god hund, der kunne skræmme dem med sin knurren og glubske gøen.
Hun spurgte jægeren Simon:
Ved du, om skovfogeden har hvalpe? Bare én eneste. Jeg skal nok opfostre den
Simon så på Anna med nysgerrighed:
Hvad skal du med en elghundehvalp, Anna? De hører til i skoven. Jeg kan skaffe dig en rigtig schæfer fra byen.
Det lyder dyrt, Simon…
Ikke dyrere end kroner, Anna.
Så få den hjem.
Anna talte sine sparepenge det skulle lige gå til en god hund. Men Simon, ikke den mest pålidelige sjæl, udsatte handlingen gang på gang. Anna skældte ham ud, men inderst inde havde hun ondt af ham. Han var et ensomt menneske, uden familie, kun selskab med sin bajer.
Simon, jævnaldrende med hendes søn Asger, blev boende i landsbyen byen var for trang for ham. Hans største passion var jagt, hvor han forsvandt i skovene i dagevis.
Efter jagtsæsonen tog Simon småjobs rundt omkring, gravede haver, snedkererede eller reparerede maskiner for de gamle koner og brugte pengene på spiritus på kroen.
Når han var færdig med at drikke, gik Simon en tur i skoven, syg og fortrydelig. Efter et par dage kom han tilbage med kurven fuld af kantareller, bær, fisk og kogler, som han solgte billigt og brugte fortjenesten på mere sprut. Drukkenbolten hjalp også Anna med pligterne mod betaling. Og nu, da plankeværket var faldet, måtte hun igen bede ham om hjælp.
Hunden må vente, sukkede Anna. Simon skal jo have løn for hegnet, og pengene er små.
Simon kom ikke tomhændet. I hans rygsæk, blandt værktøjet, rørte noget på sig. Han smilede og kaldte på Anna.
Se, hvem jeg har med til dig. Han åbnede rygsækken.
Anna forsøgte at føle sig frem og mærkede en lille pelset skalle.
Simon, har du virkelig haft en hvalp med? sagde hun overrasket.
Den fineste af fineste. En ægte schæfer, Anna.
Den lille peb og forsøgte at kravle ud af tasken. Anna blev nervøs:
Jeg har ikke råd! Bare til plankeværket!
Skal jeg bære den tilbage med det samme, Anna? Ved du, hvad sådan en koster i tusinder?
Anna så ingen anden udvej end at gå til Brugsen og tage fem flasker snaps på kredit; ekspedienten noterede hendes navn i gældsbogen.
Om aftenen havde Simon fikset plankeværket. Anna gav ham varm dansk mad og skænkede ham en snaps. Han sad muntert ved bordet og pegede på hvalpen, der lå og hvilede sig ved ovnen.
To fodringer om dagen skal han have, og en solid kæde så bliver han stor og stærk. Jeg kender til hunde.
Sådan kom en ny beboer ind i Annas hus Bamse. Den gamle kom til at holde meget af hvalpen, og den gengældte med inderlig loyalitet. Når Anna gik ud i gården for at fodre Bamse, sprang han op, ivrig efter at slikke sin ejers ansigt. Kun én ting generede Anna hunden voksede sig stor som en kalv, men lærte aldrig at gø. Det ærgrede hende.
Åh Simon! Dit sludrechatol! Du har solgt mig en værdiløs hund.
Men hvad skulle hun gøre man smider jo ikke et godt væsen ud. Han behøvede jo ikke gø. De andre hunde i landsbyen turde ikke engang gø ad Bamse, der på tre måneder voksede op til Annas hofte.
En dag kom Mads, den lokale jæger, forbi for at købe ind til vinterens jagt salt og tændstikker. Da han gik forbi Annas hus, stivnede han pludselig, da han så Bamse.
Mormor Anna! råbte han. Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i vores landsby?
Anna lagde hænderne mod brystet af skræk.
Du milde! Sikke et fjols jeg har været! Den skurk Simon tog røven på mig! Sagde, det var en ren schæfer…
Mads talte alvorligt:
Han skal ud i skoven, Anna. Ellers går det galt.
Annas øjne løb over. Det var hårdt at skille sig af med Bamse, det blide og gode dyr selvom han var ulv. På det sidste var han blevet urolig, trak i sin kæde og ville ud. Folk i landsbyen var nervøse for ham. Der var ingen vej udenom.
Mads kørte ulven ud i skoven. Bamse viftede med halen og forsvandt blandt træerne. Ingen så ham igen.
Anna savnede sin ven og bandede Simon, men Simon ærgrede sig også, han ville jo hjælpe. Engang, da han gik i skoven, så han spor efter en bjørn. I det fjerne lød ynkelig piben. Han ville gå der, hvor der er bjørneunger, er bjørnemor. Men lyden mindede ikke om en bjørn.
Bag et krat fandt Simon en hule. Der lå en død ulvetæve; dens hvalpe var døde. Tydeligt, bjørnen havde angrebet. Kun én lille hvalp havde gemt sig og overlevet.
Simon fik ondt af staklen, tog ham med hjem og gav ham til Anna, for hun var god til at tage sig af dyr. Han troede, ulven ville smutte ud til skoven, når han blev stor, og imens ville han skaffe Anna en hund. Alt blev dog spoleret af Mads.
Simon gik flere dage omkring huset, uden at turde gå ind. Udenfor rasede vinterstormen. Anna fyrede op i ovnen for at holde varmen om natten.
Pludselig bankede det. Anna gik hen og åbnede. Udenfor stod en mand.
God aften, Anna. Må jeg overnatte? Jeg skulle ud til nabobyen, men er faret vild.
Hvad hedder du, min ven? Mit syn er ikke godt.
Børge.
Anna rynkede brynene.
Jeg kender ingen Børge her…
Jeg boede ikke her før. Har lige købt mig et hus. Ville se det, men bilen satte sig fast. Nu gik jeg, men sneen tog fart!
Du har købt den gamle Hansens hus?
Han nikkede.
Sådan er det.
Anna bød ham ind, satte te over, og bemærkede ikke hans sultne blik på det gamle vitrineskab, hvor man gemte penge og smykker.
Mens Anna stod ved komfuret, begyndte gæsten at rode i vitrinen. Anna hørte døren knirke.
Hvad laver du, Børge?
Valutareformen, Anna! Jeg hjælper dig af med de gamle penge.
Anna blev vred.
Vrøvl. Der har ikke været nogen reform! Hvem er du?
Manden trak en kniv frem og satte den mod hendes hage.
Hold mund, gamle. Pengene, guldet, mad!
Nu var Anna rædselsslagen. En forbryder, eftersøgt af politiet, stod foran hende…
Men netop da sprang døren op. En kæmpe ulv kom farende og kastede sig på røveren. Han skreg, men hans uldne halstørklæde reddede ham fra biddet. Tyven stak ulven i skulderen og slap fri.
I samme øjeblik kom Simon forbi; han så en mand flygte med en kniv, bandende alt i verden. Simon løb ind til Anna og fandt Bamse blodig på gulvet. Simon forstod straks og skyndte sig til betjenten.
Tyven blev fanget og idømt endnu en straf.
Men Bamse blev landsbyens helt. Folk kom med mad til ham, hilste på ham. Han var ikke længere bundet; han gik frit, men vendte altid tilbage til Anna og Simon efter jagtturene.
En dag så de en sort SUV uden for Annas hus. En mand stod og huggede brænde det var Annas søn Asger. Da han så Simon, gik han dem i møde med åbne arme.
Om aftenen sad de alle sammen ved bordet, og Anna strålede af glæde. Asger fik hende overtalt til en operation i byen, så hun kunne få synet igen.
Jamen, hvis det skal være, sagde Anna. I sommer kommer barnebarnet. Jeg vil så gerne se ham. Simon, vil du passe huset og Bamse imens?
Simon nikkede. Bamse lagde sig tilfreds ved ovnen; hans plads var her blandt venner.
Følg siden, hvis du vil læse flere af den slags historier! Skriv dine tanker og følelser i kommentarerne, og giv gerne et like.
