**Dagbogsnotat – 15. oktober**
Mellem mig og hans fortid står et barn, han ikke kunne lære at elske.
Jeg og Mikkel giftede os, da vi allerede var langt fra unge. Jeg er 32, han er 33. Bag os lå ikke bare erfaring, men en hel galeri af fejl, skuffelser og uopfyldte forventninger. Han havde en skilsmisse og en datter. Jeg havde et roligt fortid uden børn eller storme. Jeg var modstander af, at han skulle undgå sin datter – tværtimod opfordrede jeg ham, men Mikkel ønskede ingen kontakt. Overhovedet.
Hans første ægteskab var ikke af kærlighed, men af pres fra hans mor. Da hun hørte, at pigen var gravid, sagde hun: »Du skal giftes! Du kan ikke lade hendes forældre blive ydmyget!« Pigens forældre bad, pressede og tryglede – og Mikkel gav efter. En kort ceremoni, en kuffert – og så ud på havet. Han havde lige afsluttet søfartsskolen og forsvandt på en lang sejlads. Ingen fest, ingen ring – kun en underskrift i borgerservice.
Mens han sejlede over oceaner, fødte konen en pige. Han kom hjem, tog hende i armene – og følte intet. Ingen glæde, ingen varme, ingen tilknytning. Kun træthed og tomhed. Men han fortsatte sin rolle som far og mand. Han sejlede, kom hjem, tjente penge, arbejdede hårdt og forsørgede familien. De boede i en lejlighed, en gave fra svigerfaren for at »redde familiens ære«. Men der var ingen kærlighed derhjemme. Selv intimitet var en sjældenhed. Mikkel fortalte, at de kun et par gange virkelig havde været ægte mand og kone.
På et tidspunkt måtte det briste. Og det gjorde det: Han kom hjem fra en sejlads og opdagede, at konen havde været ham utro. Hun benættede det ikke. Græd, bad om tilgivelse, sagde, det var en fejl. Men Mikkel så det som en udvej. Han pakkede og gik. Uden drama, uden tårer. Lukkede bare døren. Pigens forældre prøvede ikke engang at overtale ham – alle forstod.
Han tog ud på to sejladser mere, før han sagde stop. Startede sin egen virksomhed. Efter tre år gik det godt, ekskonen og barnet fik ordentlig børneunderhold, og alt syntes at falde på plads. Så mødte han mig.
Vi lærte hinanden at kende gennem arbejde. Han kom for at købe byggematerialer, og vi faldt i snak. Et par dage senere ankom en buket blomster og en invitation til en café. Alt gik hurtigt, smukt og ærligt. Vi blev gift. Men jeg vidste, hans mor var en målrettet kvinde. Hun mistænkte straks, at mit ægteskab også var tvunget. Stillede spørgsmål, stolede ikke på mig. Men jeg beroligede hende: »Ingen børn endnu – vi skal lære hinanden at kende først.«
Hun sukkede lettet… og begyndte hver weekend at bringe den lille pige – Josefine – hjem til os. Pigen, som min mand, undskyld mig, ikke engang ser som sin datter. Ligesom hendes mor. Han er fjern, kold, næsten ligeglad. Og svigermor? Det er, som om hun gør det med vilje. Hvisker til mig: »Jeg håber, han en dag lærer at elske hende.« Men pigen mærker det. Hun kommer ind i huset og løber straks til mig. Og far? Far tager høretelefoner på, sætter sig bag computeren og forsvinder ind i en virtuel kamp.
Så står jeg tilbage med Josefine. Humørsyg, såret, frustreret. Uanset hvad jeg gør, er det forkert. Hun vil ikke være her. Vil ikke være hos ham. Og jeg forstår hende. Efter et par timer er jeg selv ved at knække – og ringer til svigermor for at hente. Hun kommer. Før hun har sat foden indenfor, spørger hun: »Nå, hvordan gik det? Snakkede de? Legede de?« Hvad skal jeg svare? At hendes søn igen brugte tre timer på computerspil, mens jeg alene var barnepige, børnehavepædagog og trøstens skulder for et barn, der ikke er mit?
Så skifter svigermor tone. Begynder at bebrejde mig. Siger, det er min skyld, at jeg ikke kan hjælpe ham med at skabe kontakt. »Det er altid kvinden, der er familiens cement,« siger hun. Men jeg? Jeg er træt af at være cement, der skal holde på skyld, fejl og koldhed, der ikke er mine. Jeg prøver. Men jeg har ingen tryllestav til at tvinge en mand til at elske sit barn. Hvis han ikke selv vil det, så kan jeg løbe, forkæle og anstrenge mig – det hjælper ikke.
Og skylden? Ja, den ligger selvfølgelig hos mig igen.
**Lærdom:** Du kan ikke reparere, hvad du ikke har ødelagt.
