Mit barn kom til verden præcis ved midnat. Lige netop da det grønne lys på det digitale ur i fødestuen blinkede og skiftede fra 23:59 til 00:00. Jordemoderen og lægen udvekslede et hurtigt blik, mens den vagthavende neonatal-læge straks greb mit lille, blålige og stille barn og lagde ham hurtigt over på puslebordet for at bruge sugeapparatet. Han trak ikke vejret. Jeg, stadig hæmmet af smerten, vendte mit hoved let og betragtede deres arbejde uden de store følelser.
“Tænk hvis han er død? Han skriger jo ikke…” Tankerne kørte rundt i mit tågede sind. Endelig lød der et spagt, næsten uhørligt klynk fra barnet, men lyden voksede hurtigt i styrke, indtil hans skrig fyldte de stille gange på Rigshospitalet denne mørke nat. De stod alle samlet omkring hamjordemoderen, lægen og neonatallægenog studerede ham i tavshed.
Han skilte sig virkelig ud, min dreng. Hans rygsøjle bøjede sig under skulderbladene, så han fik to nærmest symmetriske forhøjninger helt ned til midten af brystkassen. “Hvordan kan det lade sig gøre?” gentog neonatallægen forbløffet. “Jeg har aldrig set noget lignende… Det kan simpelthen ikke være muligt…”
Om morgenen kom overlægen for at forklare mig, hvad der gjorde min nyfødte søn så speciel. Jeg trak bare lidt på skuldrene og pustede ud med et suk. Sådan en én også… Ikke nok med, jeg ikke havde lyst til et almindeligt barn nu er han også defekt. Nej, det her vil jeg ikke. Find papir, så jeg kan underskrive frasigelse… Og da tiden var inde, gik jeg let og ubesværet ud af barselsgangen uden nogen bekymringer. Min søn blev der, helt uvidende om, at netop hans mor havde forladt ham for altid.
På børnehjemmet fik han navnet Asger. Ja, det kunne kun være Asger. Pædagogerne klædte ham i alt for store trøjer for at skjule hans specielle ryg, men selv hvis hans figur havde været helt perfekt, havde han alligevel været anderledes end de andre børn, der græd, kæmpede og altid hev og sled i hinanden. Hans lyseblå øjne, indrammede af tætte, mørke vipper, bar på en voksen alvor, man normalt aldrig ser hos små børn.
Ofte stod han bare ved vinduet og lyttede indad lyttede intenst, som om han prøvede at fange noget, han ikke helt kunne begribe endnu.
En dag, da en lang række toårige tumlede sig igennem gangen på vej til et arrangement, hørte Asger DET. Musik strømmede ud fra den halvt åbne dør til forstanderens kontor. Det var ikke børnesange som dem, de ellers trampede og viftede med armene til under musiktimerne. Nej, det mindede mere om vinden en blid, varm vind der bar én væk, vuggende og trygt. Der var ingen ord, men sjælen var der; musikken favnede Asger og hviskede om hemmelige ting, som kun var for ham.
Han standsede midt på gulvet og begyndte at svaje i den usynlige rytme, upåvirket af børnenes knubs eller voksne, der forsøgte at trække ham med videre. I det øjeblik faldt alt på plads inde i ham. Den lyd, han hele tiden havde ledt efter i børnetummel, i vindens susen det var denne, hans Musik.
Birgitte og Jens havde kørt rundt til alle børnehjem i Københavns omegn. Birgitte havde fra fødslen ikke kunnet få egne børn. Nu ville de adoptere. Alt papirarbejdet var færdigt, forældre-kurserne gennemført men valget var umuligt. Hvordan finder man sit barn, når man ikke føder det? De gik hånd i hånd hen til det høje hegn ved børnehjemmets legeplads. Børnene legede med dukkevogne og spande i sandet, larmende og lykkelige.
Kun én stod for sig en dreng i en stor jakke, som lyttede intenst til en spurv, der sang i træet. Det var lige der, Birgittes mobil ringede. En symfoni af Mozart, naturligvis klassisk musik var hendes store kærlighed. Og Asger… hans øjne tændtes straks, han begyndte at bevæge sig til tonerne, følsomt og sikkert, selvom de andre børn dårligt lagde mærke til musikken. Birgitte og Jens stod helt stille og lod telefonen ringe de så ham med det samme. Der var han deres søn.
“Ja, jeg ved godt han er syg, handikappet,” svarede Birgitte trænet, da forstanderen endeløst insisterede på, at hun hellere burde tage et rask barn. “Men børn vælger man ikke. Man tager ansvar. Og jeg vil tage ham uanset hvad det koster.”
“Mama?” Asger forlod klaveret og lagde sit hoved på Birgittes hånd. “Hvorfor er jeg sådan? Hvorfor er jeg ikke som de andre?”
Birgitte strøg ham blidt over ryggen, hvor hans særpræg tydeligt kunne mærkes. “Ser du, Asger, vi er alle forskelligebåde indeni og udenpå. Du, jeg, far Og din ryg? Jeg har jo sagt, at det kun er fordi, der gemmer sig vinger derinde. De skal nok folde sig ud en dag.”
Så krammer hun ham og kysser ham på hans varme hår. Bagefter sætter de sig sammen ved klaveret, og Asger spiller, som kun få voksne kan. Bag ham folder hans usynlige vinger sig ud dem ser kun Mor, Far og måske også Asgers egen skytsengel, der står bag ham med et smil, mens musikken flyder som en bred, blid å og vugger, vugger Asger gennem verden.
