Barnet kom til verden præcis ved midnat, præcis i det øjeblik hvor den grønne diode på operationsstuen blinkede, og tallet på det elektroniske ur ændrede sig fra 23:59 til 00:00. Jordemoderen og lægen udvekslede et hurtigt blik, og den vagthavende børnelæge greb hastigt det lille blå krop, lagde det på puslebordet og kastede sig over sugningen. Barnet trak ikke vejret. Moderen, Freja, drejede dovent hovedet og betragtede lægens bevægelser uden interesse.
Er den død? Den skriger jo ikke Tankerne snurrede rundt i hendes hoved, stadig tågede efter den altopslugende smerte, der kun lige var løjet af. Til sidst lød et svagt, næsten uhørligt pib fra den nyfødte, som langsomt voksede i styrke og blev til et kraftigt skrig, der fyldte de stille gange på fødegangen, som var de bygget til at rumme ekkoet. Lægen, jordemoderen og børnelægen stod tavse omkring barnet og betragtede det dybt koncentreret.
Han var usædvanlig, den lille dreng Hans rygsøjle bøjede sig ved skulderbladene i en mærkelig bue og dannede to næsten symmetrisk placerede aflange pukler, som strakte sig ned midt på brystkassen.
Hvordan kan det være? gentog børnelægen forbløffet. Det har jeg aldrig, aldrig set før Det kan simpelthen ikke Nej, det er umuligt
Da lægen næste morgen kom ind til Freja for at forklare noget om hendes nyfødte søns tilstand, trak hun sit smukke ansigt i foragt Så han er altså også grim Nej, tag ham væk, jeg skal ikke have sådan én. Jeg skulle jo ikke engang have haft et raskt barn Giv mig papir, jeg vil skrive under.
Hun forlod hospitalet til tiden, let og uanfægtet, uden nogen byrde, og drengen blev tilbage, uvidende om at hans nærmeste havde svigtet ham før han lærte at forstå.
I Børnehjemmet fik han navnet Mikkel. Det var sådan, kun sådan, han blev kaldt. Pædagogerne klædte ham i store, løstsiddende skjorter, så hans mærkelige ryg ikke skulle springe for meget i øjnene.
Men selv havde han haft den mest perfekte lille krop, ville han alligevel have været anderledes end de andre hvæsende, skrålende, kæmpende småbørn, der tumlede rundt med hinanden. En voksen alvor hvilede i de blå øjne med de tætte sorte øjenvipper.
Ofte stod han og så ud ad vinduet, lyttede efter noget dybt inde i sig selv søgte febrilsk efter noget, han ikke kunne gribe, ikke kunne forstå.
Så skete det en dag, hvor en række to-årige børn tumlede af sted mod en begivenhed, snublende over egne ben.
Og så hørte Mikkel DET. Fra en ikke helt lukket dør til forstanderindens kontor sivede musik ud. Den mindede ikke om de sange, som Mikkel kendte fra de daglige musiktimer, hvor børnene trampede som små soldater, svingende deres svage arme. Den her var som vinden. En blid, varm vind, der løftede ham fra gulvet og bar ham, gyngede og vuggede ham.
Der var ingen ord, kun en levende sjæl, som favnede Mikkel og fortalte ham ting, ingen andre vidste, og som ingen andre behøvede at vide.
Han stoppede midt på gangen og splittede den pænt opmarcherede børneflok. Han begyndte at svinge kroppen i takt med musikken, uden at ænse de små kammerater, der løb ind i ham, eller pædagogernes forsøg på at flytte ham.
Alt faldt på plads i hans hoved. Hvad han havde hørt, hvad han længtes efter blandt børnenes skrigen, i blæstens raslen og rørene på badeværelset det var hans Musik
Gerda og Søren rejste rundt til alle børnehjem i hele Nordsjælland. Gerdas medfødte sygdom hindrede hende i at få børn.
De besluttede derfor at adoptere. Men valget Kurserne var taget, papirerne var i orden men hvem skulle være DERES barn? Et barn fødes og elskes, sådan som det nu er, men adoption De havde endnu ikke mødt ham deres barn.
Så gik de hånd i hånd hen til Børnehjemmets hegn. I sandkassen legede børnene, pigerne kørte dukker rundt i små barnevogne, hverdagsstøj og latter lød i haven.
Kun én lille dreng stod for sig selv, i en alt for stor jakke, og lyttede intenst til en spurv på grenene.
Netop da ringede Gerdas telefon.
Mozart Gerda elskede klassisk musik. Og barnet han rystede, øjnene strålede som om et spot tændtes i ham, og han begyndte at vippe rytmisk, præcist til musikken, mens Gerda og Søren glemte telefonen, bare stod og stirrede.
De så ham. Deres søn. Sjælen lyste ud af ham.
Ja, jeg ved, det er et sygt barn, et handicappet barn Ja, jeg tager ansvaret. Rehabilitering? Selvfølgelig
Gerda brugte lang tid på at svare forstanderinden, som ihærdigt foreslog hende andre, sundere børn. Man vælger ikke sine børn svarede hun, men ham her vil jeg have, uanset hvad det koster mig.
Mor? spurgte Mikkel og lagde hovedet på Gerdas hånd efter han havde forladt klaveret. Hvorfor er jeg sådan, og ikke ligesom de andre?
Gerda aede blidt hans skæve ryg. Forstår du, skat, vi er alle sammen forskellige. Indeni, udenpå du, jeg og far.
Og din ryg jeg har jo fortalt dig, det er dine vinger, som en engel. De folder sig nok snart ud, du skal bare vente lidt
Hun holder om ham, kysser hans lune isse, og de sætter sig sammen ved klaveret, og Mikkel spiller, som kun de færreste voksne musikere kan.
Og bag ham folder to vinger sig ud, men det er kun Mor, Far og Mikkels skytsengel, der kan se dem. Musikken flyder som en bred dansk å, og gynger Mikkel gennem hans mærkeligt smukke, svævende drøm.
