Hun havde en hat på og holdt en mops i armene. Men det mest iøjnefaldende var, at både kvinden og mopsen så ud til at smile det samme smil, da de så Anders.
Han blev lidt forfjamsket og smilede tilbage.
– Hvor gammel er vores barn? – spurgte kvinden i stedet for at sige hej.
– Hvad? – Anders forstod ikke med det samme.
– Da vi talte i telefonen, nævnte du ikke din søns alder.
– Han er tre… næsten fire…
– Perfekt… – Kvinden satte mopsen ned på gulvet. – Grønløkke, gå hen og hils på.
Grønløkke vuggede sjovt på de små ben og udforskede langsomt den nye lejlighed.
– Er han… hun… din Grønløkke ikke en der bider? – spurgte Anders bekymret.
Men fra sønnens værelse kunne man allerede høre barnlig begejstringen.
Klokken ni præcis, som de havde aftalt, vendte Anders tilbage.
Han låste døren op og blev overrasket over stilheden. På tåspidserne gik han ind på sønnens værelse, hvor han i det dæmpede lys så en usædvanlig scene: lille Viggo, sov og ved hans fødder sov Grønløkke.
– Er du tilbage? – en hvisken bagfra fik Anders til at vende sig.
– Som lovet. Her… – han hviskede, mens han rakte penge til kvinden. – Tak… Hvorfor sover Viggo? Han plejer ikke at sove før klokken ti.
– Fordi han havde det så sjovt – svarede kvinden træt. – Med din tilladelse… – Hun gik hen til børnesengen, tog Grønløkke i armene og gik ud i entreen.
– Skal jeg bestille en taxa til dig? – foreslog Anders. – På min regning…
– Det behøves ikke… Grønløkke og jeg mangler stadig at få en aftengåtur…
– Det må du ikke! – sagde Anders bestemt. – Vejret er elendigt. Tag hjem i stedet, så kan I gå en tur der, så meget I vil.
Hun opgav, gav ham sin adresse, og han ringede til taxacentralen. Da han hørte beløbet, betalte han lidt ekstra til kvinden.
– Tak… – nikkede barnepigen. – Jeg venter på bilen ude på gaden.
Da hun var gået, gik det op for Anders, at han havde glemt at lære hende bedre at kende. I stedet gik han ind på badeværelset og blev mødt af et syn han ikke havde ventet – børnetøj vasket af barnepigen, hængte til tørre.
„Det mangler bare! Det var ikke det, vi aftalte,“ tænkte han irriteret. Han gik ind i køkkenet og blev endnu mere vred. På komfuret stod en gryde med en seddel på: „Morgenmad til Viggo!“
Anders kom i tanke om, hvad hans søster havde sagt om at ville gifte ham bort og besluttede, at den barnepige aldrig skulle komme igen.
Næste morgen hoppede Viggo op i sengen til ham.
– Far, hvornår kommer tante Liva? – råbte sønnen glad.
– Hvilken tante Liva? – brummede Anders irriteret. – Viggo, lad mig sove lidt.
– Nu tante Liva. Barnepigen fra i går.
Anders vågnede pludselig helt.
– Hun kommer ikke igen! – sagde han bestemt til sønnen. – Aldrig.
– Far… – Viggo så skræmt ud, og det gjorde Anders bange. – Kommer Grønløkke heller ikke?
– Nej… — svarede Anders stille, men så samlede han sig og krammede sin søn. – Vil du have, at jeg køber en lille hund til dig? I dag endda!
Men Viggo rev sig fri af hans greb og gik ind på sit værelse.
De spiste morgenmad i stilhed. Sønnen stirrede tankefuldt ud i ingenting.
– Nå Viggo, hvad er der galt?.. – spurgte Anders roligt. – Hvorfor er du så glad for Grønløkke? Vi klarede os uden hende før, og det kan vi stadig. Hvem er du mest glad for, mig eller hunden?
– Dig, – svarede sønnen med en trist stemme, rejste sig og gik tilbage til sit værelse.
Anders mistede appetitten. Han gik stille hen til døren til sønnens værelse og lyttede. Inde fra værelset kunne han høre stille gråd.
Anders gik tilbage til køkkenet, tænkte lidt, tog sin mobiltelefon og ringede til barnepigen.
Telefonen blev ikke taget med det samme, men så hørtes en stille stemme:
– Det er Liva…
– Det er far til Viggo, drengen fra i går, – startede Anders, men pludselig brød en beruset mandsstemme ind i samtalen:
– Hvem i alverden ringer til dig?! – og så hørte Anders en byge af skældsord.
– Hvad sker der hos jer?.. – spurgte han bekymret. – Hvem er det?
– Ikke noget… – svarede barnepigen nervøst… – Min eks-mand kom forbi, han er stadig vred… Undskyld… Jeg ringer tilbage…
– Jeg ringer tilbage til dig!.. — råbte den berusede stemme med det samme.
Derefter fulgte en hysterisk hunds gøen, et kvindeskrig og Grønløkkes klynken.
Linjen blev afbrudt. Anders følte sit hjerte hamre. Der skete noget forfærdeligt i „kvinden med hundens“ hjem.
Han huskede barnepigens adresse fra, da han bestilte taxaen i går. Selvom han ikke kendte lejlighedsnummeret, måtte han gøre noget…
Han råbte til sin søn: „Jeg har et lille ærinde,“ og skyndte sig ud. Et øjeblik senere startede han bilen, og femten minutter senere stod han ved det rigtige hus.
– Undskyld, – sagde han hurtigt til den ældre dame, han mødte først. – Kender De en dame med en hund og en hat i Deres opgang? Hvilken lejlighed bor hun i?
Et par minutter senere stod Anders på femte etage, hvorfra den berusede mands hysteriske stemme stadig kunne høres.
Anders trykkede på ringeklokken og holdt fingeren nede, indtil døren blev åbnet, og en mand trådte frem.
– Hvem er du? – spurgte han udfordrende, og faldt med det samme omkuld efter et velplaceret slag…
Anders, der stadig holdt sit temperament i skak, ventede roligt, mens manden tørrede blodet væk og selv rejste sig fra gulvet.
– Kommer du her igen, smider jeg dig ud gennem vinduet. Eller også – straks ud med dig. – Anders pegede på døren. — Og prøv ikke at lave noget mærkeligt…
Eks-manden forsvandt. Anders gik ind i det dunkle rum. Barnepigen sad i en stol og græd stille, nærmest som Viggo havde gjort, mens hun holdt Grønløkke tæt ind til sig.
Anders fik ondt af hende.
– Er I okay? – spurgte han. Da han så hendes forvirrede blik, tilføjede han: — Jeg spørger, om din Grønløkke er okay? Jeg hørte hende pibe…
– Hun har det fint, — kvitterede barnepigen træt. Hun hviskede derefter: — Jeg hader ham så meget…
– Han kommer ikke igen. Det lover jeg.
– Han kommer… – svarede hun opgivende. – I kender ham ikke…
– Og I kender ikke mig! – Han smilede, gik hen til hende, tog den stadig rystende Grønløkke fra hende og klappede hunden kejtet. – Hun er så blød… nu forstår jeg, hvorfor Viggo er så glad for hende… Kom med, Liva…
– Hvad? – kvinden forstod ikke. — Hvorhen?
– Til Viggo, hvor ellers… Han venter på dig og Grønløkke. Meget.
– Spøger du?.. — Hun kiggede nærgående på ham.
– Nej… jeg spøger ikke… – svarede han og så hende direkte i øjnene. Han vidste ikke helt, hvad der skete med ham lige nu, men én ting vidste han med sikkerhed – alt, hvad han gjorde, gjorde han rigtigt.
– Du kan ikke blive her. Desuden… morgenmaden du lavede til Viggo, vil han ikke spise uden dig…
Anders gik mod døren med Grønløkke i armene.
– Kom, Liva. I øvrigt, mit navn er Anders. Jeg venter ved bilen.
– Okay… — hun nikkede uden at rejse sig. — Jeg skal bare samle mine tanker… og så kommer jeg…
