Mor mener, at Lærke er så skrøbelig, fik Mads omsider frem. At vi må hjælpe hende mere, for hun har jo ingen mand. Og hos os åh, det hele virker jo så stabilt
Stabilt? Vera vendte sig. Mads, jeg har taget femten kilo på efter fødslen. Min ryg er stiv som en eg, og mine knæ knager.
Lægen sagde, at hvis jeg ikke får styr på mit helbred nu, kan jeg ikke engang løfte Mikkel om et år. Jeg SKAL i fitnesscenter. To gange om ugen, halvanden time pr. gang.
Du er altid på arbejde, og din vagtplan rykker sig hele tiden. Hvem skal jeg bede om at passe vores søn så? Din mor? Hun har ikke brug for et barnebarn hun har jo allerede et barnebarn!
Mads svarede ikke. Hvem ellers?
Vera støttede sin pande mod det kolde vindue og så, hvordan den gamle Toyota Corolla med svigermor, Rigmor Bjerregaard, langsomt gled ud af gården.
De røde baglygter blinkede og forsvandt bag hjørnet.
Køkkenuret viste præcis syv denne sælsomme, hvide aften.
Rigmor havde været der nøjagtigt femogfyrre minutter.
I stuen sad Mads og prøvede at få et smil ud af deres etårige søn, mens lille Mikkel ivrigt drejede et hjul på en blå plastiklastbil og indimellem kiggede mod døren, hvor farmor netop var forsvundet.
Er hun kørt? Mads stak hovedet ind i køkkenet og gned sig i den stive nakke.
Hun fløj væk, sagde Vera uden at vende sig. Hun sagde, at Mikkel er allerede pylret af træthed, og hun ville ikke forstyrre hans rytme.
Han pep faktisk lidt, da hun løftede ham, prøvede Mads, men smilet sad skævt.
Han peb, fordi han ikke kan kende hende. Vi har ikke set hende i tre uger. Tre!
Vera rev sig væk fra vinduet og begyndte at stable beskidte kopper i vasken.
Det er nok, Vera, sagde Mads blidt, da han nærmede sig og ville lægge armene om hende, men Vera gled væk for at gribe en opvaskebørste. Mor hun er bare så vant til Signe.
Signe er fire nu. Det er lettere.
Nej, Mads. Med Signe er det ikke lettere det er sjovere for din mor.
Signe er Lærkes datter. Og Lærke hun er yndlingsbarnet.
Og hvad er vi? Ingenting. Som en hale på en skovko.
Den forrige fredag var det helt det samme. Rigmor kom lige forbi med en billig plastikrasle til Mikkel og så straks på døren.
Mads havde lige nået at nævne, at han skulle på byggeplads om lørdagen og at det ville være rart, om hun kunne tage Mikkel et par timer, så Vera kunne komme på apoteket og handle.
Åh, det kan jeg simpelthen ikke, udbrød Rigmor. Signe og jeg skal i dukketeater, og bagefter har Lærke bedt mig tage hende hele weekenden.
Den stakkels pige er så træt af arbejdet, hun skal vel have lidt privatliv.
Mads søster opdragede Signe alene, men det alene var et underligt ord. For i virkeligheden boede Signe nærmest hos sin mormor, mens Lærke søgte sig selv blandt skiftende kærester.
Rigmor hentede hende i børnehaven, gik til dans med hende, købte dyre flyverdragter og kunne alle Signes dukkenavne.
Har du set hendes status? spurgte Vera og pegede på Mads telefon på bordet. Se, hvad din mor har lagt op.
Modvilligt lånte han øjnene til billedernes karrusel: Signe spiser is, Signe bliver skubbet af farmor på gyngen, Signe former noget ud af modellervoks lørdag aften.
Teksten: Mit største lykke. Min glæde.
Hun har været der HELE weekenden, Vera bed sig i læben for ikke at græde. Hos os var det bare ti minutter! Og derovre idyl.
Mads Mikkel er kun ét år. Han er også hendes barnebarn. Hvorfor er det ikke også glæden?
Mads var tavs. Havde ikke noget svar. Underligt nok, så han for sig, hvordan hans mor forrige måned ringede midt om natten, fordi vandhanen var gået, og hele lejligheden blev oversvømmet, og Mads kastede sig ud gennem et mørkt København for at fixe det.
Han huskede, hvordan han havde tilbagebetalt hendes kviklån, som hun havde taget for at købe Lærke en ny iPhone i fødselsdagsgave.
Han huskede, hvordan han havde knoklet på kolonihaven hver weekend i maj, mens søster og Signe rullede sig i de varme liggestole.
Måske skal jeg prøve at spørge hende igen, forsøgte Mads tøvende. Jeg forklarer hende, at det handler om dit helbred. Ikke en dille.
Vera svarede ikke. Hun vidste bedre end at håbe.
***
Samtalen fandt sted en diset tirsdag aften.
Mads satte telefonen på højttaler, så Vera kunne lytte.
Hej, mor. Du der er altså noget, vi må snakke om
Vera skal gå til træning på lægens anvisning. Hendes ryg
Åh Mads, på træningscenter? Rigmors stemme sprudlede i højtaleren, og der lød indimellem Signes latter. Hun kan da bare lave gymnastik hjemme. Det er alt de der teboller
Mor, det er ikke op til diskussion. Lægen har anbefalet træning og massage.
Kunne du tage Mikkel tirsdag og torsdag fra seks til otte? Jeg henter dig.
Der blev stille i røret.
Mads, du kender jo min kalender. Jeg henter Signe i børnehaven klokken fem. Så har vi danse og svømmehal, og efter det skal vi jo gå tur i parken.
Lærke har så travlt, hun er afhængig af mig.
Jeg kan ikke bare lade Signe være alene, fordi din Vera skal hoppe rundt på et løbebånd.
Mor. Mikkel er OGSÅ dit barnebarn. Han trænger OGSÅ til dig. Du ser ham én gang om måneden!
Lad nu være. Signe er pige, hun klæber til mig, elsker mig.
Mikkel er jo bare en baby! Når han bliver lidt større, så kommer det nok.
Men nu skal vi tegne.
Farvel.
Mads lagde roligt telefonen på bordet.
Kan du høre det? Skal vores søn altså FORTJENE hendes opmærksomhed?
Vokse op først, så hun måske kunne overse hans eksistens?
Jeg vidste ikke, hun ville sige sådan
DET gjorde jeg! Vera råbte op. Jeg anede det, allerede da vi skulle hjem fra Rigshospitalet, og hun kom to timer for sent, fordi Signe skulle have nye strømpebukser!
Mads, det gør mig ikke noget, at hun synes jeg er doven eller tyk. Men Mikkel når han engang spørger: Mor, hvorfor er farmor altid kun sammen med Signe?
Hvad skal jeg sige? At hans faster er yndlingsbarnet, og hans far kun er pengekasse og gratis håndværker?
Mads gik uroligt frem og tilbage i køkkenet. Ti minutter senere standsede han brat og sagde:
Ved du hvad! Kan du huske, vi talte om at lave nyt køkken hos hende?
Vera nikkede.
De havde sparet op et halvt år på den overraskelse.
Mads havde fundet både køkkenfirma og håndværkere med god rabat.
Det var mange penge. Nok til et fitnessårskort med svømmehal og personlig træner til Vera.
Hun får intet nyt køkken, sagde Mads roligt. Jeg ringer og annullerer ordren i morgen.
Mener du det? Vera så vantro på ham.
Helt og aldeles. Hvis min mor kun har kræfter til ét barnebarn, ja, så må hun også selv klare sit eget.
Eller måske kan Lærke komme og ordne hendes vandhaner og køre vinterkartofler for hende og dække regningerne.
Vi hyrer en barnepige de timer, du skal i centeret.
***
Næste morgen ringede Rigmor selv.
Mads, du sagde, du ville kigge på min emhætte denne uge? Den larmer og trækker ikke. Signe savner dig jo og spørger efter dig!
Mads sad på sit arbejde og lukkede øjnene.
Før ville han allerede have tænkt på, hvordan han kunne nå forbi Silvan efter reservedele på vej ud.
Men nu
Jeg har ikke tid, mor, sagde han roligt.
Hvad? Ikke tid? Helt såret stemme. Hvad så med emhætten? Jeg bliver jo kvalt i røg!
Bed Lærke eller hendes kæreste om at hjælpe. Jeg bruger al min fritid på at passe på Vera og Mikkel.
Er det på grund af det pjat? Dine hustrus indfald?
Jeg vælger mine prioriteter nu, helt ligesom du gør.
Du har Signe og Lærke først. Jeg har Mikkel og Vera.
Sådan er det retfærdigt, synes jeg.
Du taler da overhovedet ikke ordenligt til mig! hylede moren. Jeg har brugt mit liv på jer! Jeg har gjort dig til det menneske, du er!
Og sådan takker du mig?
Hvad har du egentlig? svarede Mads roligt. Har du hjulpet Lærke med mine penge? Givet hende ferie, mens jeg sled på jeres sommerhusgrund?
Vi har faktisk besluttet noget mere. Køkkenet, du skulle have fået til fødselsdagen, det får du ikke. Pengene går til vores familie vi ansætter en barnepige, nu du ikke har tid til dit barnebarn.
Tre sekunder senere galede røret:
Hvordan vover du! Jeg er din MOR! Lærke er jo alene! Signe har brug for kærlighed! Men jeres Mikkel lever i luksus og svømmer i sukker!
Hvorfor tror du overhovedet, jeg SKAL elske ham? Mit hjerte tilhører Signe. Hun er mit dyreste barn!
Du er utaknemmelig! Ring aldrig mere! Du skal aldrig sætte dine ben her igen!
Mads lagde stille på.
Hans hænder rystede svagt, men han mærkede et mærkeligt, drømmelignende lethed i kroppen. Han vidste, at det kun lige var begyndt.
Mor ville nu ringe til Lærke, og hun ville skrive lange, vrede SMS’er. Der ville komme tårer, besværgelser, budskaber om at være en god søn.
Og sådan gik det.
Om aftenen, da han kom hjem, vidste Vera alt svigermor havde allerede sendt en veritabel vredes-speak på fem minutter og kaldt hende en giftig slange.
Tror du, vi gør det rigtige? hviskede Vera, da Mikkel var puttet.
En mor elsker alle sine børn og børnebørn. Ikke kun sine yndlinge. Jeg ignorerede det længe, men nu er det nok.
**
Skænderierne trak ud.
Både Lærke og deres mor, uden deres månedlige overførsler, ringede uafbrudt: skældte ud, bad, truede og prøvede at vække søn- og brorfølelse.
Parret holdt fronten besvarede intet.
To uger senere stod Lærke i deres entré.
Hun råbte, kaldte Mads for en under tøflen og forlangte, at han skulle betale mors regninger og købe mad og medicin.
Mads lukkede bare døren.
Han havde fået nok af det danske familieeventyr, hvor han altid kun var den pligtopfyldende søn.
