Barnebarn? Næh, Tak! — Mor mener, at Irina er skrøbelig, — fik Mads endelig fremstammet. — At hun skal hjælpes mere, fordi hun ikke har nogen mand. Og vi… vi klarer os jo åbenbart fint… — Fint? — Vera vendte sig rundt. — Mads, jeg har taget femten kilo på efter fødslen. Jeg kan ikke rette ryggen ud, mine knæ knirker. Lægen siger, at hvis jeg ikke snart begynder at gøre noget for min krop, kan jeg ikke løfte Malte om et år. Jeg har brug for at komme i træningscenter. To gange om ugen halvanden time. Du er på arbejde hele tiden, dit skema skifter konstant. Hvem skal jeg spørge om at passe sønnen imens? Din mor har jo ikke brug for et barnebarn—hun har allerede et barnebarn! Mads sagde ikke noget. Sandt nok, hvem? Vera lænede panden mod det kølige vinduesglas og så på, mens svigermors gamle Toyota langsomt kørte ud fra gårdspladsen. De røde baglygter blinkede farvel og forsvandt om hjørnet. Køkkenuret viste præcis syv om aftenen. Else havde været der i præcis femogfyrre minutter. I stuen prøvede Mads at underholde lille Malte, der fordybet drejede på hjulene på sin plastiklastbil og indimellem kiggede mod døren, hvor bedstemor netop var forsvundet. — Kørte hun? — Mads kiggede ind i køkkenet og gned sin stive nakke. — Fløj væk, — rettede Vera uden at vende sig om. — Hun sagde, at Malte alligevel var “træt og pylret”, og at hun ikke ville forstyrre hans rytme. — Tja, han peb faktisk lidt, da hun havde ham på armen, — Mads forsøgte at smile, men det blev skævt. — Han peb, fordi han ikke genkendte hende. Vi har ikke set hende i tre uger. Tre! Vera vendte sig brat fra vinduet og begyndte at stille beskidte kopper i vasken. — Tag det nu roligt, Vera, — Mads kom om bag hende og prøvede at lægge armen om hendes talje, men hun undveg hurtigt, da hun skulle tage efter en svamp. — Mor er bare… hun er vant til Maja. Hun er allerede fire, det er nemmere med hende. — Det er ikke nemmere, Mads. Det er bare sjovere for din mor. Maja — det er Irinas datter. Og Irina er den kæreste datter. Og vi… ja, vi er bare sådan noget, der hører til, når det passer. Sidste fredag skete nøjagtigt det samme. Else dukkede op “et øjeblik”, havde en billig plastikrangle til Malte og så begyndte hun straks at skele til døren. Mads havde dårligt nået at fortælle, at han skulle ud på en opgave lørdag, og det ville være rart, hvis hans mor kunne passe Malte et par timer, mens Vera kunne nå apotek og Netto. — Åh, det kan jeg altså ikke! — udbrød Else. — Maja og jeg skal jo i dukketeater, og bagefter har Irina bedt mig tage Maja hele weekenden. Stakkels pige er helt udkørt på arbejde, hun skal jo også have lidt tid til sig selv. Mads’ søster opdragede godt nok sin datter alene, men det “alene” var ret relativt. Mens Irina “fandt sig selv” og skiftede kærester, boede Maja ugevis hos bedstemor. Bedstemor hentede hende i børnehaven, tog hende til dans, købte dyre flyverdragter og kendte navnene på alt dukkelegetøjet. — Har du set, hvad hun har postet? — Vera nikkede mod telefonen på bordet. — Tjek, hvad din mor har lagt ud. Mads sukkede, tog mobilen og bladrede på skærmen. Der rullede billeder: Her spiser Maja is, her gynger bedstemor hende, her sidder de lørdag aften og leger med modellervoks. Teksten: “Mit livs største lykke, min glæde.” — Hun var sammen med dem hele weekenden, — Vera bed sig i læben for ikke at græde. — Her var hun i ti minutter! Og der — ren idyl. Mads, Malte er kun ét år. Han er hendes barnebarn. Din søn. Hvorfor skal han behandles sådan? Mads tav—han havde ikke noget svar. Han huskede, hvordan moren ringede om natten forrige måned, fordi der var sprunget et rør, og han med det samme kørte tværs gennem byen for at fikse det. Han huskede, hvordan han havde betalt morens små lån, som hun tog for at købe Irina en splinterny iPhone til fødselsdag. Han huskede, hvordan han hele maj sled i haven hos hende, mens søsteren og datteren slængede sig i liggestole. — Lad os prøve at spørge hende én gang til, — foreslog Mads usikkert. — Jeg taler med hende, forklarer at det handler om helbred, ikke om at være kæk. Vera svarede ikke. Hun vidste at intet nyt ville komme ud af det. *** Samtalen foregik tirsdag aften. Mads satte telefonen på højtaler, så Vera kunne lytte med. — Hej, mor… øh, det er sådan, at Vera skal i fitness af helbredsmæssige grunde. Hendes ryg har det rigtig dårligt… — Åh, Mads, fitnesscenter? — Else lød muntert gennem højtaleren, mens Majas latter klukkede i baggrunden. — Hun kan da bare lave øvelser derhjemme. Måske skulle man spise lidt færre rundstykker, så får hun ikke ondt i ryggen. — Mor, lægen har ordineret træning og massage. Kunne du ikke passe Malte tirsdag og torsdag fra seks til otte? Jeg henter dig. I røret blev der stille. — Mads, du kender jo min kalender. Jeg henter jo Maja fra børnehaven klokken fem. Så skal vi til dans, og bagefter skal vi ud og gå i parken. Irina arbejder længe, hun regner med mig. Jeg kan altså ikke droppe alt for, at din Vera skal træne på maskiner! — Mor, Pasha—Malte—er også dit barnebarn. Han har altså også brug for dig. Du ser ham nærmest aldrig! — Lad nu være! Maja er en pige, hun vil gerne være med mig, og hun elsker mig! Malte forstår jo ingenting endnu. Når han bliver stor, kan vi snakke. Nu skal vi tegne videre. Farvel. Mads lagde langsomt telefonen på bordet. — Hørte du det? Min søn skal åbenbart gøre sig fortjent til hendes opmærksomhed. Han skal vokse sig interessant nok, før bedstemor gider ham? — Mads, jeg vidste, hun ville svare sådan… — Og det gjorde jeg også! — Vera råbte fortvivlet. — Jeg vidste det allerede den dag, vi blev udskrevet fra Herlev, da hun kom to timer for sent, fordi Maja “skulle have nye strømpebukser NU!” Mads, jeg er ligeglad med, om hun synes, jeg er fed eller doven. Men jeg er ked af det på Maltes vegne. Når han bliver stor og spørger: “Mor, hvorfor var bedstemor altid hos Maja og aldrig hos mig?” Hvad skal jeg svare? At hans faster er den elskede datter, og hans far bare er kontokort og altmuligmand for sin mor? Mads rejste sig og begyndte at gå op og ned i køkkenet. Han gik sådan rundt i ti minutter, så standsede han brat og sagde: — Hør nu her! Kan du huske, vi snakkede om at lave køkkenet for hende? Vera nikkede. De havde sparet op i et halvt år for at overraske Else til hendes 60-års fødselsdag. Mads havde fundet det perfekte køkken, hyret håndværkere og skaffet rabat. Beløbet var pænt—lige nok til et års fitnessabonnement i Veras yndlingscenter. — Der bliver ikke noget køkken, — sagde Mads fast. — I morgen ringer jeg til butikken og annullerer ordren. — Mener du det? — Vera kiggede forbavset på ham. — Fuldstændig. Hvis min mor kun har tid og kræfter til ét barnebarn, må hun selv ordne resten. Eller få Irina til at hjælpe. Hun kan ordne kraner, hente kartofler og dække gæld. Så hyrer vi en barnepige, mens du er til træning. *** Næste formiddag ringede Else selv. — Mads, jeg har tænkt… Du skulle da egentlig tjekke mit emfang i denne uge? Det virker slet ikke, hele køkkenet fyldt med røg. Og Maja savner dig, hun spørger hele tiden: “Hvor er Onkel Mads?” Mads sad på kontoret og lukkede øjnene. Før ville han være hoppet op og allerede have planlagt, hvornår han kunne hente reservedele. Men nu… — Mor, jeg kommer ikke, — svarede han roligt. — Kommer du ikke? — morens stemme blev straks fornærmet. — Og udsugningen? Jeg bliver jo kvalt! — Prøv at spørge Irina. Eller hendes kæreste. Jeg har travlt nu—Vera og jeg har planen fuld med hendes træning, så mine aftener er booket. Jeg skal passe min søn. — På grund af det pjat? — moren fnøs. — Kaster du din mor fra dig for din kones luner? — Jeg kaster ingen væk. Jeg prioriterer bare. Ligesom du prioriterer Maja og Irina, prioriterer jeg Malte og Vera. Det er helt fair. — Taler du sådan til mig?! — moren gispede. — Jeg har ofret alt for dig! Opdraget dig, gjort dig til et ordentligt menneske! Og nu behandler du mig sådan?! — Hvad “alt”, mor? Sagde du ja til Irinas lån med mine penge? Gav hende fritid, mens jeg sled på din grund? For resten… det køkken, vi ville give dig som gave… Jeg har annulleret ordren. Pengene går til vores familie. Vi har brug for en barnepige, når bedstemor ikke har tid til sit barnebarn. Tre sekunder efter skreg moren gennem røret: — Hvordan kan du! Jeg er din mor! Jeg har givet dig ALT! Du ER blevet for skør med din Vera! Maja er jo nærmest forældreløs, hun har brug for omsorg! Mens jeres Malte lever i luksus som en konge! Hvorfor tror du, jeg skal elske ham? Mit hjerte tilhører Maja, hun er ALT for mig! Utaksomme skarn! Ring aldrig igen! Sæt aldrig min fod i mit hjem! Mads lagde stille røret. Han rystede let på hænderne, men følte sig forunderligt fri; han vidste, at dette var startskuddet. Snart ville Irina ringe, sende vrede beskeder, anklage dem for nærighed og kulde. Der ville komme tårer, forbandelser og følelsesmanipulation. Og det skete. Da han kom hjem om aftenen, havde Vera allerede alt at vide—Else havde sendt hende et femminutters hadsk talebesked, hvor “snog under stenen” var det pæneste udtryk. — Er du sikker på, vi gør det rette? — hviskede hun, da de havde lagt Malte og satte sig med aftensmad. — Det er jo trods alt din mor. — En mor elsker alle sine børn og børnebørn, Vera. Ikke kun en yndling og bruger resten som ressourcer. Jeg har lukket øjnene for det længe—tænkte, at “sådan er hendes temperament”. Men da hun sagde, at hun var ligeglad med dit helbred og med Malte, fordi hun havde “skema med Maja”… Så var det nok. ** Det blev ved længe. Både Irina og Else bombarderede Mads og Vera med opringninger og beskeder, hvor de skiftevis svinede dem til, tryglede og truede dem. Parret stod fast og ignorerede kontakten. To uger senere kom Irina forbi personligt. Hun rasede fra entreen, kaldte broren for “utaknemmelig tøffelhelt” og forlangte straks, at Mads skulle betale mors regninger og lægge penge til mad og medicin. Mads lukkede bare døren foran hende. Han var færdig med at være “den taknemmelige søn”.