**Dagbogsnotat: Sådan er skæbnen**
Mette skyndte sig hjem. Under det smeltede sne lå der stadig ispletter, og hendes fødder gled, hvilket gjorde det svært at gå. På vejen stod der pytter, og bilernes fart sprøjtede mudder på uopmærksomme forbipasserende. Mette holdt sig langt fra kanten af fortovet.
Da hun endelig nåede hjem, var hendes ryg gennemblødt, og hun havde ømme fødder – også fordi de var gennembløde. Det var på tide at købe nye støvler.
I entreen sank hun udmattet ned på en puff. Hun trak støvlerne af og bevægede tæerne i de våde strømper. Hun tænkte, at det ville være rart med en stærk kop te med citron, så hun ikke blev syg. Før hun nåede at sætte støvlerne ved radiatoren, lød der banken i væggen. Sådan kaldte mor på hende – med en ske mod væggen. Mette sukkede og gik ind til sin mor.
”Hvad er der, mor?”
Mor gav kun en uforståelig lyd fra sig.
”Jeg har været på arbejde,” sagde Mette og rettede på dynen, der var gledet af. En stank af urin slog imod hende. *Blefen er fuld*, tænkte hun. Hun fandt en ny ble frem fra pakken ved sengen og trak dynen til side. Mens hun kæmpede mod kvalmen af den stærke lugt, skiftede hun bleen. Hele tiden mumlede mor. Hun kunne ikke tale.
”Så, der var det. Jeg laver aftensmad og skal nok give dig noget.” Mette tog den tunge, fyldte ble op fra gulvet og gik ud uden at lytte til mors mumlen. Hun havde lært ikke at brokke sig eller blive sur. Det hjalp ikke, og det ville kun gøre ondt værre. At sidde ned og hvile var en luksus, hun ikke havde råd til. Mor bankede hele tiden og kaldte på hende.
Engang havde de haft et normalt liv. Far havde været professor på universitetet, og mor passede hjemmet og børnene mens hun ventede på ham. Men på én dag ændrede alt sig. Mette var lige færdig med 10. klasse, og hendes bror Mads havde bestået sin tredje års eksamener, da far døde.
En studerendes mor havde forsøgt at give ham en bestikkelse for at sikre sin søn en studieplads. Far var formand for optagelsesudvalget. Han var principfast og ærlig og misbrugte aldrig sin stilling.
En bitter mor besluttede at hævne sig og anklagede ham for korruption – påstod, han havde taget pengene, men alligevel ikke lånt hendes søn ind. En undersøgelse blev igangsat. Fars hjerte kunne ikke klare stressen, og han døde af et hjertestop på vej til hospitalet.
Mor kunne ikke fordrage taburet og mistede langsomt forstanden. Hun lod, som om hun ikke så Mette og Mads, sad stille på sofaen og stirrede tomt frem for sig. Så gik hun ud i køkkenet og lavede mad. Hun havde aldrig accepteret hans død og ventede hver dag på, at han skulle komme hjem fra arbejde.
Tidligere kom en ung kvinde ved navn Anne to gange om ugen for at rydde op og handle ind. Mor kunne ikke fordrage købemandens kød og grøntsager, så efter fars død måtte de lade Anne gå. Ingen i familien arbejdede udover far, så nu var det Mette, der tog sig af huset. Derfor behandlede mor hende som en tjenestepige. Mette var træt af at forklare, at hun var hendes datter. Mor kaldte hende hårdnakket Anne og gav hende ordrer.
Opsparingen slap hurtigt op, og der havde ikke været meget. Mor kunne ikke spare og købte tøj og smykker til sig selv. Hun var smuk, og far havde aldrig holdt hende tilbage.
Fars kolleger kom ofte på besøg, og selv nu insisterede mor på, at Mette dækkede festbord og klædte sig pænt på, som om der kom gæster. Så glemte hun alt om det og kritiserede Mette for at lave for meget mad. Den eneste pause, Mette fik, var i skolen. Men selv det måtte hun opgive.
Mads var den første som sagde, at Mette måtte finde arbejde. Hvis han droppede ud, ville han blive indkaldt til militæret, og så var han endnu mindre til nytte. Men hvis han færdiggjorde sin uddannelse, kunne han få et arbejde og hjælpe Mette.
På det tidspunkt virkede det som den eneste løsning. Mette gik ud af skolen og fik arbejde. Hun havde tidligere gået på musikskole og vist talent, så børnehavens leder ansatte hende til at arrangere børnenes fester. Hendes løn var lille, men ingen andre ville have jobbet.
Om eftermiddagen, mens børnene sov, kunne hun løbe hjem og tjekke på mor. Det opvejede lønnen, som for det meste gik til husleje og medicin.
Efter endt uddannelse flyttede Mads til København for at arbejde. Han glemte hurtigt sit løfte om at hjælpe. Når Mette bad om penge til en hjælper til mor, svarede han, at det også var hårdt for ham i en fremmed by med husleje, og at han ikke kunne hjælpe.
Forholdet mellem dem havde altid været anstrengt. Mads havde fået al skønheden – de mørke øjne, det tykke hår, de jævne træk og højden. Forældrene giftede sig sent. Mor var over fyrre, da hun blev gravid med Mette og tøvede med at beholde hende.
Mette blev født lille og sygelig. Den mindste træk gav hende feber og snue. Hun var slank og uanseelig, lignede sin far med de grå øjne, tynde hår og smalle læber. Fra sin mor fik hun ingen af skønhedens gener.
Mor så på hende med skuffelse. Mette tænkte nogle gange, at hvis mor havde vidst, hun ville blive så uanselig, havde hun måske ikke beholdt hende. Hun tilbad derimod den smukke Mads og var stolt af ham.
Kun far havde elsket Mette og roste hende for sin musikalske talent. Hun kunne øve timer for blot at høre hans ros. Men far døde, og mor glemte hende, behandlede hende som en tjenestepige.
Mads kom sjældigt hjem, og kun i starten. En dag efter hans besøg kiggede Mette i mors smykkeskrin for at sælge en ring – pengene var ved at slippe op. Mesteparten af smykkerne var forsvundet. Mette vidste med det samme, det var Mads. Men mor beskyldte hende for tyveri, råbte og truede med politiet.
Mette ringede til Mads og konfronterede ham. Han sagde bare, han ikke forstod hende, og lagde på. Til sin mor sagde hun, hun havde sMette vendte ryggen til fortiden og gik ind i en fremtid, hvor hun endelig vidste, at hendes eget liv var det eneste, hun behøvede at leve for.
