Mor, her er pengene til næste semester til Signe.
Maria lagde kuverten på det slidte voksdugsbord i køkkenet. Hundrede tusinde kroner. Hun havde talt dem tre gange hjemme, i bussen, udenfor opgangen. Hver gang passede det: lige præcis så meget, som der skulle til.
Karen lagde strikketøjet fra sig og kiggede over brilleglassene på sin datter.
Maja, du ser helt bleg ud. Skal jeg hælde en kop te op til dig?
Nej tak, mor. Jeg skal bare lige forbi. Jeg skal nå aftenarbejde også.
Køkkenet duftede svagt af kogte kartofler og noget medicinsk enten den salve mod gigt eller de dråber, Maria købte til sin mor hver måned. Fire tusinde kroner for en flaske, som rakte tre uger. Så var der også blodtrykspillerne og undersøgelserne en gang i kvartalet.
Signe blev helt vildt glad, da hun fik at vide, hun kunne komme i praktik i banken, sagde Karen og tog forsigtigt kuverten, som om det var af det fineste porcelæn. Hun siger, der er gode muligheder.
Maria sagde ingenting.
Sig til hende, det er de sidste penge, jeg kan give til uddannelse.
Sidste semester. Maria havde hevet læsset i fem år nu. Hver måned en kuvert til moren, en overførsel til lillesøsteren. Konstant regnen ud: minus husleje, minus medicin, minus mad til mor, minus Signes studie. Hvad var der tilbage? Et lille værelse til leje i en andelsforening, en vinterfrakke der havde holdt i seks år nu, og glemte drømme om egen lejlighed.
Der var engang, Maria gerne ville en weekend til København. Bare gå rundt, se Glyptoteket. Hun havde endda været i gang med at spare op men så fik hendes mor sit første alvorlige tilfælde, og alle pengene forsvandt på læger.
Du burde prøve at slappe lidt af, min pige, Karen lagde hånden på Marias arm. Du ser helt forjaget ud.
Jeg slapper af. Snart.
Snart når Signe finder arbejde. Når morens sygdom holder sig i ro. Når det hele falder lidt til ro, og Maria endelig kan tillade sig at tænke på sig selv. Hun havde sagt snart i fem år nu.
Signe fik sin kandidatgrad i økonomi i juni. Med topkarakter Maria tog fri på job, bare for at være der til dimissionen. Hun så sin lillesøster gå op på scenen i den nye kjole, hun selv havde givet hende og tænkte: Nu vender det. Nu starter Signe på job, begynder at tjene sine egne penge, og måske kan jeg endelig slippe for hele tiden at vende hver en krone.
Fire måneder senere.
Du forstår det ikke, Maja, Signe sad i sofaen med benene trukket op under sig i sine sjove, strikkede strømper. Jeg har ikke læst i fem år for at knokle for småpenge.
Halvtreds tusinde er da ikke småpenge.
For dig måske.
Maria strammede kæberne. Hun tjente toogfyrre tusinde på sit faste job. En ekstra tjans kunne give tyve tusinde mere, hvis hun var heldig. To job, sekstito tusinde. Og der var ikke mange kroner tilbage bagefter, måske femten tusinde til sig selv.
Signe, du er toogtyve. Det er på tide at komme i gang med et eller andet rigtigt arbejde.
Det gør jeg også. Bare ikke for det beløb i et tilfældigt revisionsfirma.
Karen rumsterede med tallerkener ude i køkkenet som altid, når døtrene begyndte at diskutere. Hun gik, gemte sig, og bagefter hviskede hun: Ikke så hårdt med Signe. Hun er jo stadig ung hun skal nok forstå det.
Forstår ikke. Toogtyve år og hun forstår stadig ikke.
Jeg er altså ikke udødelig, Signe.
Åh, nu stopper du, Maja. Jeg beder dig ikke engang om penge. Jeg leder bare efter noget ordentligt.
Beder ikke. Ikke direkte. Det gør moren. Maja, Signe vil gerne på engelskkursus. Maja, hendes telefon er gået i stykker, og hun skal jo sende ansøgninger. Maja, Signe mangler en ny vinterjakke, det er snart koldt.
Maria overførte, købte, betalte. Uden drama. For sådan var det altid: hun holdt sammen på det hele, de andre tog det som en selvfølge.
Jeg må smutte, sagde hun. Skal på ekstra job i aften.
Vent, jeg pakker lige et par boller til dig! råbte Karen fra køkkenet.
Bollerne var med kål. Maria tog posen og gik ud i den kolde opgang, der duftede af fugt og gamle katte. Ti minutters hurtig gang til bussen. En time mere med offentlig transport. Otte timer på benene. Fire timer foran computeren hvis hun fik tid til ekstraarbejdet.
Og Signe ville sidde hjemme, scrolle jobopslag igennem og håbe på, at universet sendte hende drømmejobbet til 150.000 kroner og mulighed for at arbejde fra sofaen.
Den første rigtige skænderi kom i november.
Laver du overhovedet noget? Maja kunne ikke lade være. Søsteren sad stadig som ugen før med telefonen. Har du sendt en ansøgning?
Tre. Denne måned.
Tre? På en hel måned?
Signe himlede med øjnene og begravede sig demonstrativt i telefonen.
Du forstår ikke, hvordan arbejdsmarkedet fungerer lige nu. Der er benhård konkurrence, man skal vælge rigtigt.
Hvad er rigtigt? Et sted hvor du kan ligge på sofaen og tjene penge?
Karen stak hovedet ud, tørrede hastigt hænderne i et viskestykke.
Piger, måske en kop te? Jeg har bagt kage
Nej, tak, mor, Maria gned tindingerne. Hovedet havde dunket tre dage i træk. Forklar mig bare, hvorfor jeg har to jobs, og hun ikke har ét?
Maja, Signe er stadig så ung, hun skal nok finde noget
Hvornår? Om et år? Fem? Jeg arbejdede allerede i hendes alder.
Signe spjættede.
Undskyld, jeg gider altså ikke være som dig! En arbejdshest, der aldrig slapper af!
Stilhed. Maria tog tasken og gik ud. I bussen kiggede hun ud i mørket og tænkte: arbejdshest. Sådan ser det altså ud udefra.
Karen ringede dagen efter og bad hende ikke blive vred.
Signe mente ikke noget ondt. Hun har det svært, hun skal bare lige lande. Giv hende lidt tid.
Giv lidt tid. Det havde altid været mors evige sætning. Hav tålmodighed, til far kommer ovenpå igen. Hav tålmodighed, til Signe bliver voksen. Hav tålmodighed, til alt bliver bedre. Maria havde haft tålmodighed hele sit liv.
Skænderierne blev mere regelmæssige. Hver gang Maria besøgte moren, endte det med, at hun prøvede at tale Signe til fornuft, Signe bed fra sig, Karen forsøgte at mekle. Så tog Maria hjem. Så ringede Karen med undskyldninger. Og så startede det hele forfra.
Du må forstå, hun er din søster, sagde moren.
Hun skal også forstå, at jeg ikke er en pengeautomat.
Majapigen
I januar ringede Signe selv. Der var noget nervøst og nyt i hendes stemme.
Maja! Jeg skal giftes!
Hvad? Med hvem?
Han hedder Emil. Vi har set hinanden i tre uger. Han er bare Maja, han er fantastisk!
Tre uger. Og så giftemål. Maria ville egentlig protestere, sige at det var for overilet, men sagde ikke noget. Måske var det netop det, der skulle til hun flytter, Emil forsørger hende, og så kan jeg måske endelig få luft.
Naivt håb, der holdt indtil familiemiddagen.
Jeg har det hele planlagt! Signe strålede. Fest for et hundrede gæster, live musik, jeg har fundet drømmekjolen i en butik på Strøget…
Maria lagde gaflen.
Og hvad koster det så?
Altså Signe trak på skuldrene. Omkring femhundrede tusinde. Måske seks. Men hallo det er jo kun én gang i livet!
Og hvem skal betale?
Maja, det ved du vel Emils forældre kan ikke, de sidder i lejlighedslån. Mors pension rækker ikke. Du skal nok tage et lån.
Maria kiggede på sin søster. Så på moren. Karen så væk.
Mener I det?
Majapigen, det er jo bryllup mors stemme skruede sig op i det der bløde tonefald, Maria huskede fra barndommen. Sådan en dag kommer kun én gang. Man skal ikke være nærig
Jeg skal tage et lån på en halv million for at betale bryllup for en, der ikke har gidet finde et job?
Du er min søster! Signe slog hånden i bordet. Du er forpligtet!
Forpligtet?
Maria rejste sig. Der blev mærkeligt stille og klart i hovedet.
Fem år. I fem år har jeg betalt for din uddannelse. For mors medicin. For jeres mad, jeres tøj, regninger. Jeg har to jobs. Har ingen lejlighed, ingen bil, ikke engang haft ferie. Jeg er otteogtyve og købte sidst noget nyt tøj for halvandet år siden.
Maja, rolig nu begyndte Karen.
Nej! Nok nu! Jeg har forsørget jer begge i årevis, og I sidder og remser mine forpligtelser op? Slut! Fra nu af lever jeg mit eget liv!
Hun tog hurtigt jakken. Udenfor var der minus tyve, men Maja mærkede ikke kulden. Inden i hende spredte sig en pludselig varme som at lægge en sæk sten på fortovet, hun havde slæbt hele livet.
Telefonen blev ved med at ringe. Maria slukkede og blokerede begge numre.
…Et halvt år senere. Maria var flyttet i en lille etværelses, hun endelig havde råd til. Om sommeren var hun i København fire dage, Glyptoteket, havnen, de lyse nætter. Hun købte en ny kjole. Og en til. Og et par sko.
Hun hørte om familien gennem en veninde hjemme fra skolen, der arbejdede tæt på hendes mor.
Hey, er det rigtigt, at din søsters bryllup blev aflyst?
Maria stivnede med kaffen i hånden.
Hvad?
Ja, de siger, kæresten gik sin vej. Han opdagede, at der ingen penge var, så var han væk.
Maria tog en slurk kaffe. Den smagte bittert og overraskende godt.
Det ved jeg ikke. Vi har ingen kontakt.
Om aftenen sad hun i sin nye lejlighed og så ud over byen. Hun følte ingen hævnlyst. Ikke et gran. Bare en stille tilfredshed over endelig ikke at være arbejdshesten andre bare sprang op på.
