**Dagbogsnotat – Tirsdag den 14. november**
“Bare vær en god hustru,” sagde Mads’ stemme så ligegyldigt. Han så ikke engang op fra sin telefon. “Din opgave er at skabe hygge. Jeg sørger for familien, du styrer hjemmet. Det er vel fair?”
Jeg stivnede med en tallerken i hænderne. I de treogtyve år, vi havde været gift, havde jeg hørt meget, men den sætning…
Mette, min bedste veninde, der sad overfor mig, fnøs i sit glas rødvin: “Hvad er der galt i det? Mange ville da ønske de var i dit sted, Lise.”
Mit blik fløj til vores søn. Emil sad med sænket hoved. Hans telefon vibrerede.
“Mads,” jeg satte tallerkenen på bordet. “Har du nogensinde overvejet, at jeg kunne være mere end en rengøringsdame?”
“Åh, nu begynder det,” han rullede med øjnene. “Vi aftalte det da du sagde dit job op.”
“Eller du overtalte mig til at tro, det var bedst for alle?”
Der var noget i min tone, der fik ham til at lægge telefonen fra sig. Vore øjne mødtes, og jeg så et glimt af frygt i hans blik. Troede han virkelig, jeg ikke havde bemærket deres hemmelige blikke, de tilfældige berøringer?
Emil rejste sig pludselig: “Må jeg gå? Jeg har en programmeringsopgave.”
“Selvfølgelig, skat,” svarede jeg uden at tage øjnene af Mads.
Lyden af hoveddøren, der smækkede, gav genlyd i lejligheden. Mette forsvandt hurtigt. Mads samlede tavst tallerkener sammen.
“Lad tallerkenerne være. Sid ned.”
“Hvor skal det her hen?” Han stivnede ved vasken.
“Hen til, at jeg ikke er en opvaskemaskine. Kan du huske, hvem jeg var, før du fik mig til at tro, at ‘børn har brug for deres mor hjemme’?”
“Der er du igen med det samme.”
“Nej. Det var dig, der besluttede det. Som altid.”
Mads’ telefon bipede sagte. En besked.
“Svarer du ikke? Er det fra Mette?”
“Hold op. Du opfører dig absurd.”
“Absurd? Lad os tale om det absurde. Fortæl mig om dit ‘samarbejdsprojekt’ med min bedste veninde.”
Et klask skar gennem luften. Men det var ikke Mads, der slog mig. Det var mig, der gav ham en lussing.
“Mor?” Emils stemme fra entreen fik os begge til at ryke sammen. “Jeg er hjemme hos Tobias, okay?”
“Selvfølgelig, skat.”
Klokken tre om natten vågnede jeg af, at hoveddøren smækkede. Emil?
“Hvor har du været?” Jeg stod stille i køkkendørens åbning.
Sønnen fo’r sammen og stak hurtigt noget i lommen.
“Emil, hvad foregår der?”
“Jeg… jeg droppede ud af universitetet. For to måneder siden. Jeg vil ikke være programmør! Det er fars drøm, ikke min.”
“Og pengene? Hvem skylder du?”
“Jeg lånte penge. 200.000 kroner. Til fotografikurser. Nu truer de med at fortælle det til far.”
“I morgen ordner vi pengene,” sagde jeg.
Jeg nåede ikke mere. Nøglen vendtes i låsen. Mads.
“Sover du ikke?” Hans stemme lød hæs. Han lugtede af whisky.
“Far, jeg kan forklare alt,” Emil stillede sig mellem os.
“Hvad? At min søn er en løgner? Mette har fortalt mig det hele. Om universitetet.”
Jeg frøs: “Mette?”
“Ja, tænk dig om. Endelig er der nogen i dette hus, der fortæller mig sandheden.”
“Det er nok,” sagde jeg til Mads.
“Hvad er ‘nok’? Er det sådan, du har opdraget ham?” Han vendte sig mod mig. “Forresten, om bedrag – hvordan har Mette det? Er hun træt af alle de ‘forretningsmøder’?”
“Hold mund,” hvæsede Mads.
“Ellers hvad? Slår du mig? Foran vores søn?”
Pludselig gik Emil mod døren: “Jeg går. I to… I fortjener hinanden.”
Døren smækkede.
“Tilfreds?” Mads’ stemme rystede.
Og så ringede det på døren.
Udenfor stod Mette. Uredt, med øjenvipper, der var løbet ud.
“Vi skal tale.”
“Hvad laver du her?” brød det ud af Mads.
“Det samme som altid,” hun gik forbi ham og satte sig ved bordet. “Ødelægger andres liv. Ved du hvad, Lise? Han lovede også mig, han ville skilles. Sagde, jeg var speciel. Og så fandt jeg ud af det med Julie fra regnskabet. Og Louise fra fitnesscentret.”
“Hold kæft!” Mads hamrede næven i bordet.
“Ikke tale om. Hvis sandheden skal frem, så helt frem. Om Emils universitet… det var mig, der fortalte hans kæreste det. Fik hende til at tro, han ville forlade hende. Så hun begyndte at afpresse ham.”
“Hvorfor?” fik jeg endelig sagt.
“Det ved jeg ikke. Måske ville jeg have jer til at føle det samme som mig? Tomheden.”
Hun gik mod døren, men vendte sig om: “Ved du, hvad det sjoveste er? Jeg troede virkelig, du var min bedste veninde.”
Døren smækkede.
“Lise…” Mads tog et skridt mod mig.
“Lad være. Bare gå.”
“Lad os tale.”
“Om hvad? Klokken er fire om morgenen. Vores søn er gået. Din elskerinde har tilstået alt. Og jeg… Jeg er bare træt af at stå til rådighed. Efterlad nøglerne på bordet.”
Han nikkede. Tog langsomt nøglen op af lommen, lagde den på bordet. Tøvede ved døren:
“Undskyld.”
Døren smækkede igen. Jeg var alene. Telefonen vibrerede. En besked fra Emil: “Mor, jeg har det fint. Led ikke efter mig. Bare lad mig gå.”
Jeg svarede: “Pas på dig selv. Jeg elsker dig.”
Så åbnede jeg kontaktlisten. Mette. Slette?
Fingeren hvilede over knappen. I sidste ende havde hun gjort det, jeg ikke turde – ødelagt den smukke løgn. Jeg trykkede “slet” og smilede for første gang i lang tid.
**Lærdommen i dag:** Nogle gange må sandheden brænde alt ned, før man kan bygge noget nyt.
