Det var koldt og blæsende ude. Astrid løb hjem fra skolen for ikke at fryse. Hendes ånde stod som små skyer i den kolde luft, lagde sig som rim på hendes halsedug, øjenvipper og de lyse hår, der stak frem under huen. Snart ville hun være hjemme, drikke varm te med citron, krybe under tæppet på sofaen…
Ved tanken om det varme hjem fik benene hurtigere fart. Endelig var hun ved hoveddøren. Astrid rev døren op og var lige ved at løbe ind i fru Nielsen, den buttede, lavvoksende nabo. Hun kunne ikke lide hende, syntes hun var en gammel kælling. Fru Nielsen stirrede altid på hende med sine små, snævre øjne.
— Hov, lille frøken! Du væltede mig lige, mumlede fru Nielsen og borede blikket ind i Astrid.
— Undskyld, sagde Astrid undskyldende.
Kvinden fyldte hele døråbningen og rørte sig ikke.
— Jeg forstår det simpelthen ikke. Din far har brune øjne, din mor har blå øjne, men du… Og så dine hår… De er høje, men du er lille som en tændstik.
— Hvad så? spurgte Astrid. — Skal børn altid ligne deres forældre?
Hun prøvede ikke at være uhøflig, men vidste ikke, hvordan hun skulle komme forbi den buttede nabo. Astrid kiggede sig om, håbede på at nogen ville komme til hoveddøren, men der var ingen. Der var noget i fru Nielsens blik, der gjorde hende urolig. Hun ville bare væk fra hende og hendes skarpe, bedømmende øjne.
— Nej, det behøver de ikke. Naboen sukkede. — Men jeg har boet her lige siden starten, flyttede ind sammen med din mors forældre. Jeg så din mor vokse op. Hun giftede sig, og to år senere kom hun hjem fra fødehuset med dig.
Astrid lyttede utålmodigt, trampede med fødderne og forstod ikke, hvor naboen ville hen.
— Hun kom hjem med dig fra fødehuset, men jeg så hende aldrig gravid. Så tænk dig nu om – hvorfor ligner du dem ikke? Naboen gik endelig til side og lukkede Astrid ind i opgangen.
Astrid gik op ad trappen og gispede, da døren smækkede bag hende. Pludselig gik det op for hende. Hun standsede midt på trappen. Ansigtet brændte, og hænderne var iskolde. *Nej, hun siger det bare for at være ond. Hun bor alene, har hverken mand eller børn, så hun spreder rygter. At hun ikke så det, betyder ingenting,* tænkte Astrid, men ordene gik hende alligevel på.
Hun gik langsomt op til tredje sal i den gamle betonblok, kom ind i lejligheden, tog tøjet af, greb familiealbummet og satte sig på sofaen med benene under sig. Hun begyndte at kigge på billederne. Der var Astrid som lille i et lagen med blondekanter, der var hendes første skridt, det første bånd i det tynde, lyse hår. Der var hun som første-klasses elev med en kæmpe buket, der næsten skjulte hende… Og ved siden af stod hendes mor og far og smilede og så på hende med kærlighed.
Pludselig hørte Astrid en nøgle dreje i låsen. Hun tørrede hurtigt tårerne væk.
— Astrid, hvad laver du i mørket? Faren kom ind i stuen og tændte lyset.
Kronelyset lyste kraftigt, og Astrid kneb øjnene sammen.
— Hvad er der sket? Har du grædt? Faren satte sig ved siden af hende på sofaen. — Kigger du i albummet? Lad mig se. Han tog albummet og begyndte at bladre.
— Far… er jeg ikke jeres rigtige barn? spurgte Astrid med tynd stemme.
— Astrid, hvor får du det fra? Faren så på hende.
Astrid så frygt og forvirring i hans øjne, og det skræmte hende selv. Hun kastede tæppet af sig og sprang op.
— Far, sig det! Jeg har ret til at vide det! råbte hun med dirrende stemme, mens hun stirrede på ham.
Hun ventede på, at han skulle få hendes tvivl til at forsvinde, sige, at det ikke var sandt… Men han så væk og hang med hovedet.
— Jeg forstår. Astrid løb ud i entreen, satte huen på, stak fødderne i støvlerne og greb frakken fra knagen.
— Astrid, vent! Hvor skal du hen? Jeg kan forklare…
Men Astrid var allerede ude af lejligheden og smækkede døren så hårdt, at maling dryssede ned fra loftet.
Hun løb ned ad trappen, mens hun trak frakken på og slubrede tårerne i sig.
*Han turde ikke se mig i øjnene. Så det er sandt. Jeg er ikke deres. En fremmed… Men hvis ikke deres, så hvem?*
Hun løb ud på gaden og gispede af kulden. Frost vejrede mod hendes tårevåde kinder. Halstørklædet hang stadig på knagen. Ingen vanter, ingen penge… Astrid skyndte sig væk. Efter et par huse løb hun ind på en nærliggende gård, satte sig på en snedækket bænk og græd, ansigtet gemt i hænderne.
— Hvorfor græder du? Er der sket noget?
Astrid tog hænderne væk fra ansigtet og så Lasse fra 10.A.
— Kom med mig, så fortæller du alt, sagde han bestemt.
— Jeg… går ingen steder, hikstede Astrid.
— Kom nu, tøs, du fryser jo og bliver syg. Jeg giver mig ikke. Hvis du dør, skal jeg stå og forklare mig for dine forældre. Kom nu. Han greb hende om håndleddene og trak hende op. — Vær nu ikke bange, mine forældre er i teatret. Vi drikker te, og du kan fortælle, hvad der er galt. Måske kan jeg hjælpe.
Astrid fulgte med Lasse. Hun trådte ind i en helt almindelig lejlighed, bare mere moderne og større end hendes forældres. Lasse tvang hende til at tage hans mors fluffy hussko på og kastede sin tykke strikketrøje over hendes skuldre. Mens vandet kogte, stillede han kopper, sukker og toast frem.
— Hedder du Astrid? spurgte han og hældte te i kopperne.
— Ja, svarede Astrid uden at se op.
— Hvad er der sket? Hvorfor løb du hjemmefra?
Astrid ville ikke fortælle det til en knap så kendt dreng. Han gik i parallellklassen, var atlet, og mere vidste hun ikke om ham. Hvorfor skulle hun fortælle ham noget? Men smerten var uudholdelig at bære alene. Så Astrid fortalte, hvad naboen lige havde sagt.
— Og det var alt? Og derfor løb du hjemmefra? spurgte Lasse vantro.
— Det er let for dig at sige. Dine forældre er dine rigtige, svarede Astrid skarpt. — Jeg løb ikke. Jeg kunne bare ikke se på ham. Hun begravede ansigtet i hæAstrid løb hjem, ind i sine forældres åbne arme, og for første gang føltes sandheden ikke som en byrde, men som en kærlighed, der var større end blod.
