**Dagbogsnotat – En lærestreg om fællesskab**
“Regn os ikke med i fælleskassen. Vi tager vores egne ting,” skrev Mette i gruppechatten. “Vi er på slankekur, vi spiser som småfugle…”
Det var den første advarsel.
Maja sad i bussen med telefonen i den ene hånd og en stor taske klemt ind til sig med den anden. Hun læste beskeden to gange. Var det bare hende, eller var der noget underligt ved den? Den var høflig nok, men alligevel… som om nogen allerede ledte efter en måde at snige sig uden om reglerne.
Gruppechatten om maj-turen blinkede konstant i hendes notifikationer. For nylig var nye mennesker kommet med – Lasse og Mette, venner af Kristian, der altid havde været en respekteret og pålidelig del af gruppen. Så ingen stillede spørgsmål.
Atmosfæren var varm og venlig. Alle var omkring de 30 – voksne, ansvarlige, men med humor. De kendte hinanden godt, så der var mange uskrevne regler. Hver især havde sin rolle.
Kristian inviterede altid nye med. Maja stod for arrangementer og ture. Hun havde allerede lavet en deltagerliste, fundet en rute og booket hytterne ved skoven – med terrasse, hyggestue og et ordentligt bad. Alle havde sagt ja, og nu diskuterede de indkøb: pølser, svampe, kul, ketchup, vin.
Og så kom denne besked:
“Lasse og jeg behøver ikke at betale,” skrev Mette. “Vi laver vores egen mad. Vi har brug for ingenting.”
Maja svarede neutralt: “Okay, som I vil.” Og lagde telefonen fra sig.
I sig selv var det ikke et problem. Måske var de på keto eller lavkarb. Folk måtte spise, som de ville. Der var allerede en fyr, der aldrig betalte for kød, fordi han var vegetar. Men han bragte altid flere grøntsager, end han selv kunne spise, og lavede vegetarbøffer på grillen, som alle kunne lide.
Så mærkeligheder var normalt. Det vigtigste var god stemning og at alle deltog. Alligevel gik der en kold ned ad Maja’s ryg ved den der “regn os ikke med”-kommentar. Der var noget… glat ved den. Men hun besluttede at vente og se.
Vejret på tur-dagen var fantastisk – solrigt, frisk med en let brise. Alle mødte til tiden, og de havde husket alt – selv grillspyd, skærebræt og proptrækkeren. Duften af fyr og den friske luft løftede stemningen.
De slog sig ned i hytterne, tog tingene frem, og nogen gik straks i gang med at sætte grillen op. Mette og Lasse dukkede op sent på eftermiddagen, da det meste var klart. Deres “egne ting” viste sig at være en lille ost, nogle tomater, ris-flute og to flasker øl. Maja så et kort glimt af deres forsyninger og tænkte: “Måske nok til en aften, men tre dage?”
De satte sig lidt for sig selv, spiste deres ost og tog nogle solnedgangsbilleder. Men efter en halv time var Lasse allerede ved grillen.
“Det ser godt ud. Er det flæskesteg? Duften er fantastisk,” sagde han.
“Ja, det er svært at holde diet med jer,” lo Mette og kom nærmere.
Maja skottede til Line ved siden af. Hun trak bare let på skuldrene – hvad skulle man gøre? De kunne jo ikke smide dem ud. Det var ikke gruppens stil at sætte nogen i en akavet situation.
Ved nattetider spiste Mette og Lasse med fra fællesbordet som om de altid havde været en del af det. De var sjove, fortalte historier og sang med til guitar. Og de var faktisk hyggelige – ingen kunne lade være med at synes godt om dem. Men Maja havde en underlig følelse af at blive udnyttet.
Hun faldt i søvn med den tanke. Ikke vrede, bare irritation. Hendes forældre havde altid lært hende: Hvis man vil være en del af et fællesskab, skal man spille efter reglerne og være åben. Men Lasse og Mette var kommet ind i spillet uden at vise deres kort – og nu delte de i gevinsterne.
Allerede den første nat tænkte hun: “Hvis det sker igen, må jeg gøre noget.” Tanken stressede hende – det føltes underligt at skulle irettesætte voksne mennesker. Men hun rystede det af sig. De var her for at slappe af, ikke for at tælle hinandens bidder. Det var bare en enkelt mærkelighed.
Men som de næste ture viste, var det ikke bare enkelttilfælde. Det var en strategi for at nyde godt af andres penge.
“Skal I betale sammen igen? Nå, vi tager vores egne salater. Kalorietælling, I ved,” kvidrede Mette i en stemmebesked, som om det handlede om at hjælpe med at dekorere til en fest – ikke om at dele udgifter.
Maja hørte beskeden lige da hun var på vej i supermarkedet efter havregryn og ny gaspatron til kogeapparatet. Hun regnede på, hvem der skulle betale transport, benzin, kød, kopper, kaffe. Og så igen det der “vi tager vores eget.”
Det var femte gang det år. Sommergrill hos Line, efterårsferie på camping, en picnic i parken. Lasse og Mette dukkede altid op med en lille taske: et par bananer, et eller andet kålslåret og en flaske vin fra Netto på tilbud.
Og alligevel gik de aldrig sultne hjem.
“Er vinen god?” spurgte Lasse med falsk interesse, mens han hældte op af de flasker, Mads havde medbragt.
“Vi prøver at spise sundt. Det er dyrt, men godt for huden. Og det her smager jeg bare lige på…” sagde Mette, mens hun tog en bid af en andens rullepølse.
Først var det akavet morsomt. En sær par. Måske havde de ikke råd. Måske var de i gæld.
Så begyndte folk at udveksle blikke. Og snart snakkede de.
“Holdt du øje med, hvor meget de spiste?” hviskede Line til Maja, da de pakkede rester efter grillaftenen.
“Lasse var ved grillen tre gange. Og han spiste næsten hele rejesalaten alene,” svarede Maja og skubbede kødet ned i en bøtte.
Det blev til vittigheder med skjult mening. Mads spurgte Lasse, hvordan en halv kilo flæsk passede ind i et kaloriebudget. Line bemærkede tørt, at appetitten kom under diæten. Men Lasse lo bare. Mette lod som om hun ikke hørte det.
Maja hadede konflikter og følte det var småligt at bebrejde folk for mad. Men da Line sendte hende et billede af LassMen da Line sendte hende et billede af Lasse og Mettes nye, blanke Volvo XC60 med teksten “Vi gjorde det endelig!”, forstod Maja fuldt ud, at det ikke handlede om penge, men om at tage uden at give tilbage.
