Bare en barndomsveninde
Er du seriøs med at bruge hele lørdagen på at rode i garagen? Hele lørdagen? Mille stak en gaffel i sin jordbærkage og hævede et øjenbryn, mens hun så over på den høje, rødhårede fyr.
Anders lænede sig tilbage i stolen og varmede hænderne på sin halvkolde cappuccino.
Mille… Det er altså ikke skrammel, det er mine barndomsskatte. Jeg har stadig min samling af gamle tyggegummipapirer fra Stimorol på loftet derude. Kan du forestille dig sikke en skat?
Åh Gud. Du gemmer stadig på slikpapir. Fra hvilket år?
Mille fnøs, og skuldrene hoppede let af grin, hun prøvede at holde inde. Det her lille cafehjørne med de udslidte blommerøde sofaer og de evindeligt duggede ruder havde for længst fået status af deres fristed. Tjeneren Tina spurgte aldrig mere, hvad de ville have hun satte bare en cappuccino til ham, en latte til Mille og et stykke dagens kage midt på bordet. Femten års venskab havde gjort deres kaffedate til ren rutine.
Okay, indrømmet, sagde Anders og løftede koppen til hende med et smil, garagen og skattene kan sagtens vente. Mads har inviteret på grill på søndag, hvis nu du skulle spørge.
Ved det. Han sad i går og nørdede kuglegrill i tre timer på nettet. Tre timer! Jeg troede mine øjne ville trille ud af hovedet af ren kedsomhed.
De grinede sammen, deres latter duede sammen med lyden fra kaffemaskinen og småsnakken fra de andre borde.
Der fandtes ikke akavede pauser eller usagte ting mellem dem de kendte hinanden lige så godt, som de kendte rygsiden af egen hånd. Mille huskede, hvordan en splejset syvendeklasses-dreng med altid løse snørebånd havde været den første til at hilse på hende i den nye klasse. Anders glemte aldrig, at hun, ene af alle, ikke grinede ad hans store, firkantede briller.
Mads havde altid taget deres venskab for givet, fra første dag de mødtes. Han så på sin kone og hendes barndomsven med roen fra en mand, der er sikker på sig selv og på dem, han holder af. Når de spillede Matador og UNO sammen om fredagen, grinede Mads højere end nogen, når Anders for hundredeogsyttende gang tabte til Mille i Scrabble og hentede te til alle, mens de diskuterede reglerne til Gæt & Grimasser.
Han snyder, det er derfor han altid vinder! havde Mille sagt en fredag og kylet sit spillekort mod sin mand.
Nej nej, det kaldes strategi, min kære hustru, smilede Mads tørt, mens han samlede kortene op fra gulvet.
Anders iagttog de to med smil, varm om hjertet. Han kunne lide Mads: jordnær, pålidelig og med tør humor, hvor man aldrig vidste, om han lavede sjov eller var alvorlig. Mille blev mere blød, gladere sammen med Mads, og Anders var oprigtigt glad på hendes vegne, sådan som kun en sand ven kan være.
Balancen blev først brudt, da Vera dukkede op i deres lille trygge univers…
… Mads søster stod pludseligt i deres entré for en måned siden, øjnene røde og beslutsomt parat til at begynde forfra. Skilsmissen havde tæret på hende helt ind til benet og efterladt hende i bitterhed og tomhed, hvor der før var bare lidt tryghed.
Allerede første aften, Anders var forbi til brætspil, satte Vera øjnene målrettet på ham. Noget var tændt. Foran hende stod en rolig mand, varme øjne og et smil, der nærmest tvang smilet frem hos hende.
Det er Anders, min barndomsven, præsenterede Mille. Og det er Vera, Mads søster.
Hyggeligt at møde dig, sagde Anders og rakte sin hånd frem.
Vera holdt hans hånd lidt længere, end man normalt ville.
Lige over.
Fra den dag blev Veras tilfældige opdukken ren vane. Hun dukkede op i deres stamcafé på præcis samme tid, som Mille og Anders sad der. Hun kom med kage i det øjeblik, Anders trådte ind. I stuen til spilleaften satte hun sig næsten helt tæt på ham.
Kan du række mig det der kort? Vera lænede sig ind over ham, hendes hår strøg let hans nakke, som om det var tilfældigt. Ups, sorry.
Anders trak sig høfligt, mumlede noget. Mille så på sin mand, men Mads trak bare på skuldrene hans søster havde altid været lidt for meget.
Flirten blev mere og mere åbenlys. Vera holdt sit blik fast på Anders ansigt, overdængede ham med komplimenter og fandt enhver lejlighed til at røre ved ham. Hun lo så højt ad hans jokes, at Mille fik ondt i ørerne.
Du har sådan nogle flotte hænder, slanke fingre, nærmest som en kunstners, sagde Vera en aften og tog fat i hans hånd over spillebrættet. Spiller du musik?
Øh… nej, jeg er programmør.
De er nu pæne alligevel.
Anders trak forsigtigt hånden til sig og stirrede altoverdreven koncentreret på sine kort. Han rødmede.
Efter tredje invitation til en helt uforpligtende kaffe gav Anders sig. Han kunne lide Vera hun havde spræl i sig, var levende og nærværende. Måske, tænkte han, ville tingene falde til ro, hvis han gav det en chance; måske ville hun stoppe med det sultne blik, og alting ville blive normalt.
De første uger gik faktisk fint. Vera strålede, Anders slappede af, og familiefredagen føltes endelig som familiehygge igen.
Men så fik Vera øje på det, hun helst havde været foruden.
Hun mærkede, hvordan Anders ansigt lyste op, når Mille kom ind i rummet. Så, hvordan hans blik blev blødere, stemmen varmere. Så, hvordan deres jokes flød frit, de afsluttede hinandens sætninger. Der var en særlig forbindelse mellem dem, som Vera aldrig havde adgang til.
Jalouxien voksede i hende som ukrudt.
Hvorfor skal du hele tiden ses med hende? Vera stod med armene over kors og blokerede døren, da Anders ville ud.
Fordi hun er min ven! Altså Mille og jeg vi har kendt hinanden i femten år, Vera
Men jeg er din kæreste! Mig! Ikke hende!
Skænderierne voksede og rullede ind over dem i bølger. Vera græd, råbte, krævede hans opmærksomhed. Anders forklarede, undskyldte, forsøgte at berolige hende.
Du tænker mere på hende end på mig!
Vera, det er noget vrøvl. Vi er bare venner.
Venner ser ikke sådan på hinanden!
Hver gang han var sammen med Mille, ringede telefonen.
Hvor er du? Hvornår kommer du hjem? Hvorfor svarer du ikke? Er du sammen med hende igen?
Anders lærte sig at mute sin mobil. Det hjalp ikke. Vera begyndte at dukke op i caféen, i parken, uden for Milles bolig forpustet, vred, med tårer i øjnene.
Vera, nu må du altså holde op, sagde Anders og masserede tindingerne. Det er helt ude af proportion
Det er ikke normalt, at du bruger mere tid med en andens kone end din kæreste!
Mille var også træt. Hver eneste gang hun var med Anders, vidste hun ikke, om Vera nu ville dukke op, hvilke anklager og scener, der blev lavet denne gang.
Måske skulle vi ses noget mindre? sagde Mille en dag forsigtigt, men Anders stoppede hende straks:
Nej. Bestemt ikke. Du skal aldrig lade dig styre af hendes hysteri. Ingen af os skal ændre vores liv på grund af det her.
Men Vera havde allerede besluttet sig. Hvis hun ikke kunne få viljen på en ordentlig måde, ville hun prøve med en uærlig.
Mads sad i køkkenet, da Vera gled ind til ham.
Brormand jeg bliver nødt til at fortælle dig noget. Jeg vil ikke, men du må vide sandheden
Hun serverede løgnen i små doser, med velplacerede snøft. Hemmelige møder. For lange blikke. Hvordan Anders havde taget Milles hånd, når de troede ingen så det.
Mads lyttede uden afbrydelse, uden spørgsmål. Hans ansigt var helt lukket.
Da Mille og Anders, en time senere, trådte ind af døren, var stemningen tyk som grød. Mads sad tilbagelænet med et blik, som om han ventede på god underholdning.
Sæt jer ned. Han pegede på sofaen. Min søster har lige fortalt mig en spændende historie om jeres hemmelige affære.
Mille stivnede i døren. Anders knyttede kæberne hårdt.
Hvad fanden
Hun siger, hun har set ting, der ikke kan misforstås.
Vera sad med skuldrene oppe om ørerne, blikket limet til gulvet.
Pludselig vendte Anders sig mod hende med en kraft så Vera veg tilbage.
Nok. Vera, du har fået lov til at køre dit jalousicirkus alt for længe!
Hans ansigt var blegt af vrede. Den rolige, tålmodige Anders var væk nu stod kun en mand, presset over grænsen.
Vi er færdige. Lige nu.
Det må du ikke
Nu trillede ægte tårer.
Det hele er hendes skyld! Vera pegede på Mille. Du vælger altid hende!
Mille holdt roen og lod Vera tale færdig.
Ved du, hvad, Vera, sagde hun til sidst stille, hvis du ikke havde prøvet at styre hver eneste detalje i hans liv og lavet drama ud af ingenting, så var det her aldrig sket. Du har selv ødelagt det, du forsøgte at beholde.
Vera greb sin taske og stormede ud døren smækkede så hele opgangen kunne høre det.
Så brød Mads ud i et befriende grin og smed hovedet tilbage i stolen.
Endelig, sagde han.
Han gik hen til Mille, trak hende ind til sig og lagde armen om hendes skuldre.
Du troede vel ikke på det sludder? Mille gemte hovedet ind i hans hals.
Ikke et øjeblik. Jeg har set jer sammen i så mange år. Det ligner mere to søskende, der skændes om, hvem der spiste sidste Matador-mand.
Anders sukkede tungt og mærkede endelig spændingen slippe.
Undskyld, at jeg trak jer ind i det her skuespil.
Slap af. Vera er voksen. Hun bærer selv ansvaret for sine valg. Lad nu os spise lasagnen bliver kold, og jeg nægter at varme den op på grund af familiedrama.
Mille lo stille, lettet. Hendes familie var intakt. Venskabet bestod. Og hendes mand havde endnu en gang vist, at tillid og kærlighed er stærkere end alle rygter.
Vi gik i køkkenet, hvor lasagnens gyldne skorpe glimtede i det varme skær fra lampen over spisebordet, og verden føltes normal igen.
Personlig læring? Livet i Danmark har lært mig, at ægte tillid og venskab ikke knækker for sladder eller drama. Man må tage sig af dem, man elsker, stå fast for dem og huske, hvem der virkelig betyder noget.
