Alle i landsbyen kendte og afskyde Erik for hans utålelige personlighed. Han var gift med Lise, en stille kvinde med sine egne problemer. Hun kunne ikke give ham børn. De levede sammen i tolv år, men der kom ingen børn.
Pludselig, som et lyn fra en klar himmel – døde Lise. Hendes mor vidste, at datteren havde helbredsproblemer, men hun klagede aldrig.
“Datter, du ser ikke godt ud på det sidste,” spurgte moren, når Lise sjældent besøgte dem.
“Det er ingenting, mor. Jeg føler mig bare svag, har svimmelhed, men det går over. Bare rolig,” beroligede Lise hende.
Hun var ikke vant til at klage, især ikke overfor sin mand. Han kunne ikke udstå, hvis hun havde hovedpine eller lignende.
“Stop med at spille offer. I kvinder har altid noget i vejen. Det er bare undskyldninger for ikke at arbejde. Bliv ved med at flabe, men ingen her vil have ondt af dig,” svarede han altid.
Efter begravelsen gik der et år. Erik levede alene, men tankerne om at gifte sig igen forlod ham ikke. Ensomhed var hård, selvom han var vant til at leve som en ulv. Hun begyndte at kigge på kvinderne i byen.
“Jeg skal have en uden børn,” tænkte han. “Jeg har ikke brug for andres unger. De enlige kvinder i min alder har alle børn i hælene. Jeg må finde en yngre, men ikke alle vil have mig…”
Han vidste godt, hans personlighed var en byrde. Ingen i landsbyen kunne lide ham, han havde ingen venner, og få kvinder ville giftes med ham. Hans valg faldt på Annemette. Hun var en uanseelig mus, flittig og beskeden.
En dag mødte han hende han havde næsten ventet på hende.
“Annemette, kom herhen,” kaldte han, da hun gik forbi hans hus.
Hun så op, genkendte ham i havegrinden og nærmede sig forsigtigt.
“Goddag,” hilste hun sagte.
“Halløj,” svarede Erik barsk. “Hør her, jeg har tænkt på dig. Vil du ikke giftes med mig? Jeg er alene, har et solidt hus. Vi vil leve godt, få børn. Jeg har ingen arvinger.”
“Åh, jeg ved ikke,” stammede Annemette forvirret. “Jeg skal lige tale med min mor.”
“Ja, spørg hende. Jeg kommer forbi i aften.”
Hun skyndte sig hjem og sagde til moren:
“Mor, jeg tror, jeg skal giftes.”
“Hvad? Med hvem? Du har da ingen kæreste.”
“Erik kommer for at fri i aften…”
“Datter, han er meget ældre end dig. Tænk dig om. Han er sur og besværlig. Alle hvisker om, at han arbejdede sin første kone ihjel. Man ved aldrig med andre folks ægteskaber.”
“Mor, hvad skal jeg gøre? Der står ingen i kø for at gifte sig med mig, og tiden går. Måske er det bare sladder om Erik…”
Annemette giftede sig med ham. I første omgang var der meget snak i landsbyen. Nogle syntes, det var synd for hende.
“Det var et dårligt valg. Han er hård og asocial.”
Andre mente:
“Heldigt for Erik. Han fik en tavs og flittig kone, der adlyder ham uden spørgsmål.”
Og sådan blev det. Erik var umulig at komme ud af det med, uvenlig overfor alle og kunne ikke udstå sin svigermor. Han lod sjældent Annemette besøge hende.
“Han er en tyrann, ren og skær,” sagde moren, når Annemette smuglede sig hjem, når han var på arbejde.
“Det er fint, mor. Jeg finder ud af ham. Han brokker sig, men jeg tier. Jeg beder bare til Gud om tålmodighed,” beroligede hun.
“Åh, datter, med sådan en sur og vred mand, bliver din eneste trøst at bede,” svarede moren og tørrede øjnene.
Annemette fik to sønner inden for fem år. Man kunne ikke sige, at Erik ikke elskede dem måske gjorde han, på sin egen måde. Han råbte og skældte dem ud som besat. Moren lærte dem:
“Hold jer væk fra jeres far. I ved aldrig, hvornår han eksploderer.”
Drengene undgik ham, legede udenfor. De voksede, men Erik var stadig utilfreds.
“Hvor render de rundt? De burde hjælpe til, men de løber bare. Det er din skyld, du opdrager dem til at være dovne!” brølede han over gården.
Annemette var vant til hans råben og sukkede bare. Hun var langt yngre, men klogere og tålmodigere. Mens hun stod for alt hjemme, begyndte Erik at drikke mere og skændes.
Landsbyboerne hørte det og undgik ham. Alle vidste, det var bedst at holde sig på afstand. Fra hans gård lød der konstant skænderier:
“I pisker mig bare penge op af lommen! Jeg slider hele dagen, og ingen respekterer mig!”
Hans hæse, berusede stemme kunne høres overalt. Nogle gange turde Annemette sige noget:
“Du ville selv giftes, du ville have børn. Hvad er problemet nu? Og hvor mange penge drikker du selv væk?”
Men det var bedre at tie.
“I er alle pest! Ingen ro, og du lærer ungerne at had mig. Og hold op med at tælle, hvad jeg drikker det er mine penge!”
“Annemette, hvordan udholder du ham?” græd moren. “Jeg ville være løbet for længst.”
“Børnene skal opdrages, mor. Han kan råbe, jeg lægger ikke mærke til det længere. Jeg holder ud for drengenes skyld.”
Også naboerne undrede sig over hendes tålmodighed.
“Annemette, hvordan bærer hun det?”
Tiden gik. Sønnerne voksede op og flyttede til byen efter skolen. De kom sjældent hjem.
“Mor, du må ikke blive sur. Vi vil ikke møde far. Han har kun skældud til os.”
Den ældste lovede:
“Når jeg bliver gift, skal du bo hos os. Lad ham være her alene.”
“Nej, min skæbne er her. Jeg blev født her, jeg dør her. Men besøg mig.”
Sønnerne sov ofte hos bedstemoren og besøgte deres forældre som gæster. Erik blev endnu værre.
“Hvorfor råber du?” sagde Annemette stille. “Du siger selv, vi er til besvær. Drengene er voksne, de forstår det. Jeg er her bare, ved siden af dig.”
“Du er også til besvær. Jeg vil bare hvile. Jeg ser, hvordan du glor på mig!”
“Tag det roligt. Hvordan glor jeg?”
“Jeg er træt. Bare én hel dag i ro Men nej, det får jeg aldrig,” knurrede han.
“Så læg dig dog. Jeg siger ikke noget. Bare hold op med at råbe.”
En morgen kom Annemette ind efter at have malket køerne. Huset var stille. Hun forsøgte altid at komme sent hjem fra gården for at undgå Eriks brok. Men nu var det sent, og han var ikke stået op. Hun tændte lysetHun så Erik ligge på gulvet, stiv og tavs, hans øjne tomme, og vidste, at endelig havde han fået den ro, han altid havde ønsket sig.
