– Og bananer til farmor Ingeborg! Husk nu, kun de små, sådan som hun foretrækker! Sidste gang købte du noget, jeg slet ikke forstår dig på, Helle! Hvordan kan du glemme det? Er det virkelig så svært at gøre dét, man beder dig om?
Maria Aksel Thomsen, cheføkonom i en større virksomhed, mor til to børn og faktisk ret tilfreds hustru, sukker og nikker ud i luften, uden at tænke over at hendes mor jo umuligt kan se hende lige nu. Det er nok, at Helle véd hendes mor vil med fuldstændig sikkerhed kunne mærke, præcis hvor lidt overbevist hun er med det påtagede nikkende samtykke.
– Og lad nu være med bare at nikke, gør det nu! Jeg kender dig! Alt for meget krudt i røven! Maria! Det er faktisk din pligt at blive voksen nu!
Anden gang orker Helle ikke at nikke igen. Hun siger bare: Ja, selvfølgelig! og får sagt pænt farvel.
Blive voksen? Jo, jo! Siger du det, mor! Fyrre plus, det er jo næsten ingenting.
Der er endnu en halv time tilbage af arbejdsdagen. Maria forsøger at fokusere på budgettet, men koncentrationen er dårlig, tankerne vælter afsted. Mest triste tanker. Det fortjener hun ikke. Hun har jo altid været en god pige. Det sagde hendes mor i hvert fald.
– Vores Helle er så fornuftig! En virkelig god pige!
Det var sødt dengang Helle gik i børnehave. Overraskende pæn med fletning og kjole med flæser. En lille engel.
Jaja! Jo jo, det var et lille mirakel! For mor hentede faktisk ikke altid en sød pige hjem, men derimod en rigtig lille vildbasse.
– Maria! Hvad har du lavet med håret?
– Et fuglerede! Det sagde Marianne, pædagogen. Og foreslog, at jeg skulle sidde helt stille på legepladsen, så småfuglene kunne komme og bygge rede og få unger. Min frisure skal da bruges til noget, ikke?
– Hvad blev der af sløjferne?
– Jeg kan ikke huske det! Én tog Lars. Han manglede et reb til sit legetøjsskib. Mor, ved du egentlig at han har et ægte skib? Hans far har bygget det! Marianne viste det i dag fyldte baljen med vand og viste hvordan det kunne sejle. Sikke det så ud!
– Og det andet bånd?
– Det ved jeg ikke Anna lånte det. Og så blev det væk. Mor, hvorfor blæser vinden egentlig?
– Maria!
– Hva?!
– Kan du ikke bare tie stille med de dér spørgsmål! Jeg får hovedpine!
Så faldt Maria til ro og sad hele vejen hjem og kiggede på mor hen over skulderen. Måske har hun ondt? Hvad nu hvis hendes hoved aldrig bliver normalt igen og man bare må smide det væk, ligesom de tomme æggeskaller, hun kyler i skraldet, når hun laver røræg?
Helgas fantasi fejlede aldrig noget. Før de var halvvejs hjemme, sad hun og snøftede og tudede højt, så mor blev helt tosset til sidst.
– Maria! Hvad er nu det for et koncert?!
Hun kunne aldrig forklare sine følelser. Hun havde så ondt af mor, hendes hoved, og det dårlige humør, at hun kun kunne tude endnu højere helt som naboens Basco.
Basco var en temmelig dum hund. Han peb for ingenting, men ægte tragedie opstod, når hans ejer, den lokale vicevært Jesper, forsvandt i flere dage. Så peb Basco uafbrudt nat og dag, generede hele opgangen i Thorvald Hansens Vej 6, og alle børnene tiggede deres forældre om at hente den stakkels hund. Forældrene blev sure, ringede til viceværten, men Basco blev hvor han var. Kun én gang blev der stille, midt i et af Jespers forsvindinger, og alle naboerne forstod pludselig, at noget var galt.
Jesper blev fulgt den sidste vej, alle i gården var mødt op. Han var en god mand, altid venlig. Bare lidt “blød”, som Marias mor sagde.
Den dag gik Basco ud af opgangen, satte sig på trappen og stirrede efter folkene, der spredte blomster på stien. Han peb ikke mere. Maria, der ikke var i børnehaven den dag, fordi mor skulle tage hende til tandlægen, klappede blidt hunden. Men Basco rørte ikke engang halen, selvom han ellers altid reagerede på et kærligt klap. Mor trak Maria i hånden, og de gik videre. Da de kom tilbage, sad Basco endnu, helt ubevægelig og kold, og Maria er sikker, med hånden på hjertet, som Lars lærte hende, på at den lille hund græd.
– Mor, hvorfor ser man ikke tårer på en hund?
Der var noget ved det spørgsmål. Hvad, vidste Maria ikke dengang. Men mor frøs til is et øjeblik og satte sig på hug ved Basco:
– Basco Kom her. Han kommer ikke tilbage mere
Forstod hunden? Maria anede det ikke. Hendes mor ventede på svar, men Basco sagde ingenting. Mor samlede ham op og sagde til Maria:
– Kom! Nu gør vi ham fin.
Så blev Basco Marias hund. Han levede rigtig længe endnu. Hvor gammel han nåede at blive, da Jesper døde, ved Maria ikke, men i deres familie var Basco i 17 år mere. Maria nåede både at afslutte gymnasiet og blive gift. Aldrig peb Basco igen. Han spiste, gik sine ture, men hans stemme kom aldrig igen. Selv da han tog herfra, hvor Jesper ventede, sukkede han kun, menneskeligt, og lukkede øjnene mod Marias salte, grædende håndflade. Siden fik Maria aldrig hund igen. Ikke engang da børnene tiggede hun kunne ikke klare det, for hun huskede altid Bascos kloge, mørke øjne.
Egentlig var Maria et lykkeligt barn. Hun havde alt, hvad man kunne ønske sig: Mor, far, to bedstemødre, en hare med iturevet øre og pandekager med hjemmelavet flødeskum i weekenden. Og så var der farmor Oles sommerhus, som Maria kun sjældent besøgte med sin mor. Hvorfor vidste hun ikke, men det var en voksenhemmelighed, og den slags må man jo ikke fortælle børn. I sommerhuset hyggede alle sig, bortset fra hendes mor men det forstod Maria slet ikke endnu.
Og så var der strandturene med mormor Ingeborg. Maria elskede hende højest af alle, for hun svarede på alle spørgsmål, uden at skamme sig. Modsat farmor fik Maria aldrig nej, når hun spurgte, ikke engang når hun havde de mærkeligste ting på hjerte. Det fik mor ofte til at sukke ekstra dybt:
– Åh mor, hvorfor dog? Hun forstår jo ikke noget endnu!
– Du var nu ikke dum. Du forstod det meste. Maria er sin mor op ad dage!
Maria flækkede af grin, når mor blev gal, og tænkte, at jo, hun forstod nok ikke halvdelen af, hvad mormor forklarede om, hvordan børn kom til verden, men det var så spændende at lytte, at hun næsten ikke kunne vente til at spørge næste gang om, hvorfor voksne ikke altid fortæller børn sandheden.
Der var faktisk god grund til at stille det spørgsmål.
De voksne prøvede ellers, at Maria ikke skulle forstå alt for meget af, hvad der foregik i familien. Hvad skulle et barn med voksnes skænderier? Men indimellem for hun lyttede hun bag døren, hvor lavmælt skænderi ventede, siden morens stille gråd. Farmor sammenkneppede læberne, så helt udenfor vinduet, mens Maria trak mor i hånden ud i køkkenet til farmors berømte kirsebærtærte.
– Mor, kom nu! Så lærer farmor dig det. Så kan du bage tærten derhjemme! Den er så god!
Mor rystede på hovedet:
– Nej!
De voksne skyndte sig ikke med forklaringer. Maria forstod senere, at det var kompliceret man bliver ikke altid familie, bare fordi papirerne siger sådan.
Forældrene blev skilt, da Maria var ti.
Festen, som mor lavede for Maria og veninderne, var i fuld gang, da hoveddøren smækkede, og mor sagde stille:
– Så er det slut
Basco, som forstod mere end pigen, gik hen til Maria og lagde sin varme side mod mors ben. Veninderne råbte, og Maria styrtede mod stue, lovede kage. Da hun kom tilbage, så hun bare mor og hund stå der, begge to, kiggende i hver deres tomrum. På hendes forsigtige spørgsmål fór mor sammen, klemte hendes arm og svarede:
– Selvfølgelig, der kommer kage lige om lidt. Gå ind til de andre.
Og få minutter senere stod mor i døren, smilende, på vej med kagen, som hun havde tryllet med hele natten. Da gæsterne var gået, satte Maria sig hos mor, og fik stukket en ske i hånden:
– God kage? Det var den! Skidt nu med alle de diæter, Maria! Og alt det andet pjat skidt med det! Der skal også være fest for os!
Dengang forstod Maria ikke, hvilken fest mor mente. Det blev ikke tydeligere senere. Med børnebidrag, der knap og med nød rakte til at bytte lidt tøj ud til den hastigt voksende teenager, var der ikke meget tilovers. Kun nytår og Marias fødselsdag holdt de hvert år. Mor holdt ikke længere sin egen fødselsdag.
Mormor, uden at tænke over Marias ører, blev ved med at sige, at mor skulle finde sig en ny mand. Maria så tydeligt, hvor lidt mor brød sig om det. Svaret var altid det samme:
– Det var nok for mig. Nu stopper vi.
Som voksen spekulerede Maria flere gange på, hvad der var sket, hvis mor havde givet sig selv lov at elske igen? Hvis hun slap fortiden og blev glad? Hvem ved… Maria forestillede sig tit, at hun havde en bror eller søster, og mor lo.
I virkeligheden havde hendes mor for længst glemt, hvordan man lo. Hun blev mere kølig for hver dag, og Maria måtte virkelig styre sig for ikke at snære tilbage. Som teenager gjorde hun det tit, men Basco dukkede altid op og viste lige tænder, så Maria hurtigt fortrød og forsvandt op på værelset eller til mormor.
Basco kunne bide hårdt. Maria vidste det. Én gang, efter et stort skænderi, kom hunden ind på hendes værelse og tog hende blidt om anklen med tænderne. Det gjorde ondt, og derefter forlod han rummet, helt rolig. Der kom små blå prikker, men Maria huskede, hvad det betød man skal ikke overhøre den, der véd, hvad der er bedst for børn og hunde.
Meget af mors opførsel blev forklaret af mormor. Hun tøvede aldrig med at svare på spørgsmål.
– Hvad forventer du? Enhver bliver skrap uden kærlighed.
– Men vi elsker hende da?
– Åh, Helle, det er noget andet! Kvinder skal mærke at de er kvinder. Det kan børn og forældre ikke give. Kun en mand kan. Det forstår du ikke endnu. Men det gør jeg. Da din morfar døde, var jeg kun fyrre. Alt for tidligt. Og jo, der har været bejlere, men… Hvad griner du af? Jeg har også har været ung engang! Folk led under månen over mig… for længe siden. Men jeg elskede kun din morfar. Det gør jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke forestille mig nogen anden. En ting er at få blomster eller tage på restaurant noget andet er at vågne op sammen hver dag. Nå, vent du, til du selv er gift! Hvis du ligner din mor, varer det ikke længe.
– Men jeg er kun seksten!
– Og hvad så? Din mor var kun atten, da hun kom hjem og sagde, hun havde mødt din far og ikke kunne leve uden ham. At han kunne leve uden hende, rørte hende ikke. Nogen ville sige, at din mor forelskede sig som en kat. Men jeg så det det var kærlighed. Ægte. Hun vidste, hvad der ventede. Svigerforældrene kunne ikke lide hende, og din far var familiens yndling. Hun holdt ud så længe hun kunne. Kun én ting kunne hun ikke tilgive.
– Hvad?
– Utroskab. Undskyld, skat, jeg siger det ligeud. Men du ville finde ud af det, så bedre du hører det fra mig. Du skal vide, hvad din mor gik igennem. Det gør ondt at få sit hjerte revet itu af andres foragt og gode råd. Hvad mere kunne hun have gjort? Jeg siger det her ikke for at du skal hade din far. Det nytter ikke. Folk skal have ret til deres eget liv. Hvorfor bruge kræfter på at hade? Han har valgt sit. Og du ved, han har det godt. Glæd dig over det selvom det lyder mærkeligt. Du er lavet af dem begge. Far og mor. Du kan ikke bare skille dig af med den ene del.
– Mor har aldrig talt grimt om far.
– Det gør hun heller aldrig. Hun er klog. Hun ved, at han altid vil være din far. Og du altid vil være hans pige. Hvorfor gøre det sværere?
– Tror du stadig hun elsker ham?
– Måske. Derfor vil hun ikke ændre sit liv.
– Mormor, tror du jeg engang kan… kæmpe sådan for én?
– Det ved jeg ikke. Men jeg beder til, at den du møder, vil være værd at elske sådan…
Maria mødte sin mand, Ole, præcis som mormor forudså. Hun for afsted til universitetets første eksamen, og løb direkte ind i en høj, sjusket fyr. Hun så ham knap, kun hans stærke arme, der greb hende, og en stemme sagde drillende:
– Sikke en fart på, frøken! Hvad med at give mig dit nummer inden du flyver videre?
Maria gav ham ikke sit nummer, men da hun kom ud af eksamen, stod han i gangen og ventede på hende.
– Nu har du ikke travlt mere?
De giftede sig tre år senere. Først boede de med Marias mor, men Maria vidste, det aldrig ville gå.
Det var hårdt. Mor brød sig ikke om Ole.
– Hvad er det for et arbejde programmør? Sidder bare foran computeren hele dagen og æder ostemadder! Du får da snart et lille næsehorn som mand!
– Overdriv nu ikke, mor. Handler det om hans madpakke?
– Jeg synes bare synd for dig. Du vil græde dig selv i søvn…
Ole måtte gøre sig umage over for svigermor, men det lykkedes. Det tog næsten ti år, men til sidst måtte Marias mor erkende, at svigersønnen var guld værd.
Da boede Maria og Ole for længst for sig selv i en lille lejlighed. Ole sled på sit første lille IT-firma, Maria løb rundt til fremvisninger med boligsøgende, mens bedstemødrene hjalp med børnene begge heldigvis stadig sunde og friske.
De første advarsler kom, da Maria ventede barn nummer to.
– Maria, du forsvinder i timevis! Jeg har masser at lave! surmuler mor mens hun laver Oles livret, grønkålssuppe. Så! Jeg smutter! Og hør her, næste gang planlægger vi lidt bedre, ikke?
Maria forstår ikke, bliver stående og stirrer, mens mor trisser rundt i entreen. Besøget hos lægen tog, som aftalt, kun en time, og klinikken lå to gader væk. Men den time var i går. I dag møder mor op fra morgenstunden, laver mad til en mindre byfest, og påstår Maria har været væk hele dagen, selvom hun ikke har forladt hjemmet.
Mor nægter enhver undersøgelse, lige meget hvad Maria foreslår.
– Hvorfor dog? Jeg fejler intet! Tænk nu på farmor i stedet, hun har da brug for lægehjælp.
Maria rådfører sig med Ole, og får gennem sin far fat i en god læge, der kommer hjem til dem.
– Jeg kan ikke give jer gode nyheder. Det kræver flere undersøgelser, men vi går svære tider i møde.
Marias hænder bliver kolde. Er det virkelig min mor det her gælder? Det kan ikke passe! Hun er jo stadig så ung! Hvorfor?
– Der kan være mange årsager. Det hjælper ikke at kende dem alle. Måske hellere se på, hvordan vi kan gøre det bedst muligt.
– Kan det lade sig gøre?
– Meget kan vi, men der findes ingen mirakelkur. Vi kan udsætte, støtte så godt vi kan, og vinde tid. Og hvem ved, måske opfinder nogen snart en kur.
Maria forstår, at alt ændrer sig denne dag. Hun er ikke tryg ved det men hun har ikke noget valg. Nærmere står ingen hende end mor. Jo, der er Ole, børnene, farmor og far, men mor… det er mor… Hendes opgave er at give mor mest mulig ro de år, der kommer. For lægen sagde, at ro er medicin.
Maria vil helst ikke tænke på, hvordan hun måtte overtale mor til at flytte ind hos dem, da de købte hus. Ole gjorde alt, og huset blev købt – selvom de måtte låne.
– Det klarer vi, bare vi er sammen, og du får ro, sagde Ole.
Maria skjulte ansigtet ved hans skulder, og vidste, roen alligevel ikke fandtes mere.
Det fik hun ret i.
Mor glemmer ofte, hvor hun er, og vil hjem.
– Mor, dit værelse ligger lige henne ad gangen.
– Hvorfor skal jeg være i dit gæsteværelse?! Jeg har mit eget hjem!
– Selvfølgelig, men i morgen har jeg brug for dig til drengene. Og farmor er syg. Lad os nu holde sammen, ikke?
– Ok, men tro ikke det fortsætter! Jeg har også mit liv, forstår du det?
– Selvfølgelig. Jeg forstår det godt.
– Du kan heller ikke forstå det, Maria! Ikke i din alder!
Havde det ikke været for mormor, som tog sig af mor, var Maria brudt sammen længe før.
– Mormor, husker hun virkelig ingenting?
– Jo Helle, hun husker meget. Især det, der skete for rigtigt længe siden. Nogle ting, som jeg for længst har glemt. Jeg forstår nu, hvor lidt tid jeg brugte sammen med hende dengang hun var lille. Du tror det måske ikke, men jeg blev først rigtig mor med dig. Jeg opdragede dig. Din mor… hun blev min sorg… Hvor ville jeg ønske, jeg kunne få noget af den tabte tid tilbage. Noget i alt det her handler om tilgivelse, tror jeg. Når min datter stirrer på mig som om hun vil huske, hvem jeg er, ved jeg, hun ikke længere har ondt. Hun smiler til mig. Man kan næsten ikke bære det, men det er også… forløsende. For alle mødre ønsker, at deres børn bare bliver lykkelige et øjeblik. Og i de øjeblikke forstår jeg, at hun er glad ung og frisk, og at hun har alt foran sig. Kærlighed, dig og sorger, hun endnu ikke kender. Hvordan bærer man det, Maria?
– Jeg ved det ikke, mormor… Jeg ved det ikke…
Maria ser, hvor hårdt det er for mormor, at hendes barn glider væk mod noget, intet menneske kan nå. Tit finder hun mor siddende på gulvet foran stolen, hvor mormor sidder rank som en statue, og Maria spørger sagte:
– Skal jeg tage hende væk?
– Nej, lad hende bare. Det varer ikke længe.
Mormor dør kun et år efter Maria opdager, at deres liv aldrig bliver det samme.
– Pas på hende, min pige! Som på dig selv jeg kan ikke mere
Maria bider sig i læben og nikker, tænker kun på ikke at afsløre overfor mormor, hvor bange hun er for at stå alene.
– Tænk ikke på hende som din mor. De siger, at vi bliver børn igen, når vi bliver gamle. Det er sandheden. Børn lever med hjertet, ikke hjernen. Jeg beder dig, tænk på hende som et barn mit barn. Vær god mod hende. Hvis du får brug for at skrige, så skriger du bare hun ikke hører det. Når du er færdig, husk på, hvad jeg siger: Vær god mod hende. Ligesom du ville ønske, at dine børn en dag vil være mod dig… lover du det?
– Jeg lover…
Hvor mange gange vil Maria mindes den samtale? Mindst hundrede. Også nu.
Hun tjekker uret, sukker og tager tasken. Så… Pung, bilnøgler, paraply. Det hele. Tid til at hente den store til fodbold, hente den lille i skole og så i Netto. Bananer. De små. Sådan som farmor elskede dem.
For mor vil, når hun ser klasen, tro at farmor stadig er i live. Hun skal bare gå ned ad gangen, ignorere hjælperens løftede bryn, og åbne døren til stuen hvor den gamle lænestol, der slet ikke passer ind i indretningen, stadig står. Og sige:
– Maria! Kan du dog ikke få renset betrækket? Hvor mange gange har jeg bedt dig om det? Har du nu husket bananer? Farmor kommer snart. Hun bad om det.
– Ja, mor! Sæt dig ned, jeg laver en kop te.
Og pladsen i stolen er optaget lidt endnu. Der er stadig tid til at læne sin kind mod de hænder, der står hende nærmest. Og fange det strenge, men kærlige blik. Smile til svaret:
– Maria… hvad har du i håret? Hvor er din børste? Kom her! Jeg skal nok rede dig! Gud, hvor er det blevet sent… Nu skal vi vist i seng. Hvad vil du have til morgenmad? Grød eller pandekager?
