– Og bananer til farmor Grethe! Husk nu kun de små, dem hun bedst kan lide! Sidste gang kom du hjem med noget helt andet! Amalie! Hvordan kan du glemme sådan noget? Er det virkelig så svært at gøre, hvad du bliver bedt om?
Maria Johansdatter Madsen, chefbogholder på en større virksomhed, mor til to børn og tilfreds hustru, sukkede og nikkede ud i luften, selvom hendes mor på den anden ende alligevel ikke kunne se hende. Det behøvede hun heller ikke Maria var sikker på, hendes mor straks kunne fornemme, præcis hvordan Maria reagerede på de mange instruktioner.
– Og du skal ikke stå dér og nikke, men gøre det! Jeg kender dig. Du har hovedet fyldt med alt muligt! Maria! Det er vist på tide, du bliver voksen!
Maria gad ikke nikke en gang til. Hun sagde blot: Ja, mor. Det skal jeg nok. Og sagde farvel.
Tid til at blive voksen, ja… Som om. Over fyrre og stadig ikke færdig med at være barn.
Der var stadig en halv time tilbage af arbejdsdagen, og Maria prøvede at fokusere på regnskabet. Det gik skidt. Tankerne fór rundt mest af de triste slags. Og hun var jo en god pige. Det sagde hendes mor altid.
– Vores lille Maja er så klog! En rigtig dejlig pige.
Det var da sødt nok, dengang Maria stadig gik i børnehave. En dansepige med store sløjfer i håret og små skørter med masser af flæser. En sand yndighed.
Sandt at sige lignede hun mere et lille skarn, for fra børnehaven hentede moren ikke nogen sød lille pige, men en, der altid havde rodet sig ud i noget.
– Maria! Hvad har du dog i håret?
– En rede, sagde frøken Astrid. Hun sagde, jeg skulle stå lidt stille på legepladsen, så fuglene kunne komme og lægge æg i det. Så kunne min frisure endelig gøre lidt nytte.
– Og hvor er dine sløjfer?
– Kan ikke huske det! Den ene tog Mikkel, han skulle bruge den som tovværk til sit anker. Mor, ved du godt, at han har sin helt egen båd? Hans far har lavet den! I dag viste frøken Astrid os den: Hun fyldte en balje med vand og viste, hvordan den kunne sejle. Det var flot!
– Og det andet bånd?
– Det gav jeg vist til Lise, men nu ved jeg ikke, hvor det er. Mor, hvorfor blæser vinden?
– Maria!
– Hvad?
– Lad mig nu være med dine tossede spørgsmål! Jeg får ondt i hovedet!
Maria tav og kiggede på sin mor resten af vejen hjem. Måske var det slemt? Måske blev hendes mors hoved aldrig samlet igen og skulle smides ud som de æggeskaller, moren smed væk, når hun lavede spejlæg?
Maria havde altid en stor fantasi. Tit nåede hun ikke engang halvdelen hjem, før hun begyndte at snøfte og vræle i bar bekymring, hvilket drev hendes mor til vanvid.
– Maria! Hvad er det for et koncert?
Hun kunne ikke forklare det. Hun var bare så ked af det på sin mors vegne hendes hoved og det dårlige humør at hun bare ville hyle endnu højere, som naboens gamle hund, Molly.
Molly var en fjollet hund. Hun hylede over alt og intet, men når hendes ejer, gårdmand Johannes, fik lidt for meget snaps, hylede Molly dag og nat, så børnene i opgangen nærmest tiggede forældrene om at tage sig af hende. Forældrene var irriterede, ringede til viceværten, men Molly blev. En dag, under en af Johannes drukture, tav hun pludselig midt i en høj tone, og alle naboerne vidste straks, at ulykken var indtruffet.
De fulgte Johannes ud af opgangen. Han var god nok, altid klar til at hjælpe, bare lidt svag for snapseflasken, som Marias mor sagde.
Den dag sad Molly ude på trappestenen og så efter de voksne, der bar blomster. Hun hylede ikke igen. Maria, der ikke kom i børnehave den dag, for hun skulle til tandlægen, klappede Molly, men hunden rørte ikke et øre, selvom hun ellers altid blev glad for lidt kærlighed. Moren tog Maria i hånden, og de gik videre. Da de kom tilbage fra tandlægen, sad Molly stadig urørlig, og Maria var sikker på, at den lille hund græd.
– Mor, hvorfor har hun ikke tårer?
Maria vidste ikke, om der var noget særligt i dét spørgsmål. Men hendes mor sukkede, satte sig på hug, rakte hånden frem og sagde:
– Molly Kom her, skattepige. Han kommer ikke mere tilbage.
Hund forstår man aldrig helt, men Maria så, at moren bare løftede Molly op og sagde:
– Nu skal vi lige få dig lidt pæn igen.
Sådan fik Maria en hund. Molly blev gammel hos dem. Hvor gammel ved Maria ikke, men nok var det, at Molly blev 17 år hos dem. Maria blev student og gift. Hørte aldrig mere sin hund hyle. Molly spiste troligt, gik tur, men sagde aldrig mere et pip. Da hun skulle herfra, gav hun bare et suk og lukkede øjnene, mens hendes hoved lå i Marias våde hænder. Maria fik aldrig flere hunde ikke engang da hendes egne børn tryglede om en hvalp. De mørke, kloge øjne kunne ikke erstattes.
Men i det hele taget var Maria et glad barn. Hun havde det, hun skulle bruge for at være lykkelig. En mor, en far, to bedstemødre, en kanin med et hul i øret, og pandekager med hjemmelavet creme om søndagen. Og så havde hun mormor Grethe, farens mor, i sommerhus dog meget sjældent. Hvorfor, vidste Maria ikke dengang. Det var en slags hemmelighed, voksne mente, børn ikke skulle kende til.
Som barn fik hun også mange oplevelser med sin anden bedstemor, farmor Lisbet, som Maria elskede særligt højt, for hun havde altid tid. Lisbet gav svar på alt, også det, Maria ikke burde vide, til stor irritation for Marias mor.
– Mor, hvorfor dog fortælle sådan noget? Maria er alt for lille, hun forstår det alligevel ikke!
– Du var selv opvakt som barn. Maria har det nok fra dig!
Maria grinede altid, når de to skændtes, og tænkte, at hun jo dårligt forstod halvdelen af alt det, farmor fortalte om, hvordan børn bliver til men det var spændende, og måske skulle hun spørge næste gang, hvorfor voksne mon ikke altid siger sandheden til børn.
Hun havde god grund til at undre sig.
De voksne gjorde, hvad de kunne for, at Maria ikke forstod, hvad der skete derhjemme. Men nu og da, lige bag døren til soveværelset, hørte hun alligevel skænderier og sin mors stille gråd. Farmor Grethe strammede læberne og kiggede udenom Marias mor, når de sås, og Maria trak tit moren ud i køkkenet for at bage kirsebærtærte med farmor.
– Kom, mor! Så kan du lære det, og bage den derhjemme!
Men moren nægtede hver gang.
– Nej, det skal jeg ikke!
Først lang tid senere forstod Maria, at det ikke var så nemt, når voksne bliver familie, bare fordi det skulle man jo.
Forældrene blev skilt, da Maria blev ti år.
Midt under fødselsdagsfesten for Maria og veninderne smækkede hoveddøren, og i det samme sagde hendes mor:
– Så er det slut.
Molly gik straks over til moren og trøstede hende. En veninde kaldte på Maria, og hun løb grinende ind til kagen. Da hun kom ud igen for at hente moren, stod de der endnu mor og hund og stirrede ind i væggen. Da Maria spurgte forsigtigt, strammede moren sig op.
– Selvfølgelig! Nu kommer jeg! Gå nu ind til gæsterne.
Lidt efter stod moren i døren og smilede, med kagen hun havde bagt hele natten for at få Marias ros.
Da gæsterne var gået, satte Maria sig ved siden af moren, som rakte hende en ske.
– Var kagen god? Ja, man må godt gøre undtagelser! Så pyt med alle de kure! Der bliver nok en god dag til os også!
Hvilken dag, moren talte om, forstod Maria aldrig. Og selvom farens børnepenge dårligt dækkede nye sko til teenager-fødderne, var Maria glad på sin fødselsdag og til nytår. Moren holdt ikke længere sin egen fødselsdag.
Farmor Lisbet mindede utilsløret Maria om, at moderen skulle finde kærligheden igen. Men moren svarede altid:
– Jeg har fået nok.
Da Maria blev voksen, tænkte hun tit på, hvad hvis nu Hvis nu moren havde tilladt sig selv at finde lykken igen? Hvis hun lod fortiden ligge?
Men mor var blevet alvorlig. Det krævede energi af Maria ikke at svare igen på hendes stikpiller. En gang i mellem gjorde hun det, men straks efter stod Molly med blottede små tænder en duks, der var klar til at markere.
Molly bed, hvis hun skulle. Maria oplevede det kun en gang. Efter et skænderi gik Molly ind og nappede hende let i anklen. Maria hylede, men Molly gik roligt igen. De bittesmå mærker forsvandt hurtigt men Maria huskede lektien.
Farmor Lisbet forklarede ofte, hvad kærlighed gør ved folk:
– Hvad venter du dig af hende, barn? Alle bliver sære, hvis de ikke har kærlighed nok.
– Men vi elsker hende jo!
– Åh, Maja, det er ikke det samme! For en kvinde er det afgørende at føle sig som kvinde. Det kan hverken børn eller forældre give. Det forstår du nok ikke endnu. Men jeg ved det, for da din morfar døde, var jeg kun lidt over fyrre. Det er ikke til at forestille sig at vågne alene hver dag Men vent du bare, til du selv bliver gift! Hos jer kvinder går det stærkt, det kan jeg love dig.
– Men farmor, jeg er jo kun seksten!
– Og din mor var 18, da hun mødte din far og insisterede på, hun ikke kunne leve uden ham. At han muligvis kunne undvære hende, bekymrede hende ikke. Din mor elskede ikke bare, hun vidste præcis, hvem hun var. Selvom det blev svært. Du har set, hvordan hendes svigerfamilie aldrig har favnet hende. Og hun holdt ud, så længe hun kunne. Men én ting kunne hun ikke tilgive.
– Hvad?
– Utroskab. Det skal du vide ikke for at du skal blive vred på din far. Alle har ret til deres liv, også ham. At bruge sit liv på had og snyd nytter aldrig. Han gik sin vej, men du har begge dine forældre i dig. Det kan du aldrig løbe fra.
– Mor har aldrig talt dårligt om far.
– Og det gør hun heller aldrig. Hun er klog, din mor. Og han vil altid være din far, selv om de gik hver til sit.
– Elsker hun ham stadig?
– Ja, det tror jeg. Derfor vil hun heller ikke lave sit liv om.
– Tror du farmor, jeg kan elske sådan en dag? Kun én for evigt?
– Det håber jeg, min pige. Du fortjener kun det bedste…
Maria mødte sin mand, Henrik, præcis som farmor forudsagde løb ind i ham foran auditoriumet til første eksamen og snublede. Han greb hende og lo:
– Du er da en lynhurtig en! Lad mig få dit nummer, før du når at løbe igen!
Nummeret fik han ikke. Men bagefter ventede han på hende udenfor auditoriet med et smil.
De blev gift tre år efter. De boede først hos Marias mor, men Maria mærkede hurtigt, det ikke gik.
Det var en kamp. Hendes mor kunne ikke lide Henrik.
– Hvad er det for et job it-mand? Han sidder bare og klapper på sit tastatur og spiser hele tiden. Snart ligner han et lille husdyr!
– Han er sød, mor. Synes du ikke, han må få en rugbrødsmad mere?
– Jeg bekymrer mig bare om dig. Du får nok at græde over…
Henrik kæmpede for at vinde svigermors respekt. Det tog ti år, før hun erkendte, at han var guld værd.
Da boede Maria og Henrik i en lille lejlighed, deres første egen. Henrik sled dagen lang for sin første virksomhed, Maria løb benene af sig som ejendomsmægler. Barnepigen var enten farmor eller oldemor, heldigvis raske og ved godt mod.
De første tegn på forfald kom, da Maria ventede deres andet barn.
– Maria, hvad bilder du dig ind? Du var væk i flere timer! Jeg har virkelig travlt! vrissede moren fra køkkenet, mens hun rørte i Henriks yndlingssuppe, grønkål med flæsk. Jeg går nu. Næste gang, planlæg din tid bedre end det her!
Maria forstod ingenting. Mødet hos lægen havde hun overstået som aftalt, og endda på den aftalte tid besøget havde jo været i går. Men nu kunne hendes mor pludselig intet huske.
Hun nægtede at blive undersøgt lægeligt.
– Det er ikke nødvendigt! Jeg fejler ikke noget. Bekymr dig om farmor i stedet, hun har da brug for en tjek.
Maria fik gennem sin far arrangeret en god læge, der kom forbi.
– Der er ikke noget godt her. Det kræver en grundig undersøgelse men jeres tider bliver svære, sagde han.
Maria blev kold indeni. Kunne det passe? Hendes mor? Så ung endnu!
– Årsagen kan være mange ting. Men måske skal I hellere tænke på, hvordan I bedst hjælper situationen på vej.
– Giver det nogen mening at vide mere?
– Ikke nødvendigvis. Medicinen hjælper meget, men man kan ikke helbrede. Vi kan hjælpe, holde sygdommen på afstand lidt endnu, men resten er op til tiden…
Maria forstod nu ville alt ændre sig. Heller ikke på en måde, hun brød sig om, men det var uafvendeligt. For uanset hvad, er mor stadig mor. Og hendes opgave var nu at gøre tilværelsen så tryg som muligt for sin mor. For måske er ro det bedste medicin.
Det var hårdt at overtale moren til at flytte ind i deres nybyggede hus. Henrik var gået all in, og huset var købt, selv om det betød gæld.
– Det klarer vi, sagde han. Nu har vi hinanden og sikkert tag over hovedet.
Maria tvivlede, for indeni vidste hun, at ro ikke var en del af hendes fremtid.
Og sådan blev det.
Hendes mor glemte ofte, hvor hun var og ville hjem.
– Mor, dit værelse er lige her.
– Hvorfor skal jeg bo i gæsteværelset? Jeg savner mit hjem!
– Bare for i morgen, du skal jo være her, når jeg har brug for dig. Og farmor er syg.
– Nå, men tro ikke, det skal vare evigt! Jeg har da mit eget liv!
– Selvfølgelig, mor.
– Nej, du kan ikke forstå det. Du er jo stadig så ung.
Uden farmor Lisbet havde Maria nok ikke overlevet hverdagen. Hun tog sig af sin datter, snakkede ud.
– Tror du virkelig ikke, hun husker noget?
– Noget husker hun. Især det, der ligger langt tilbage. Det overrasker mig, hvor meget hun kan, som jeg selv har glemt. Og jeg ser nu, hvor lidt tid jeg gav hende som barn. Alt var institutionsliv dengang. To timer dagligt, ellers ikke.
– Jeg tror, jeg først blev mor, da jeg fik dig, Maria. Din mor… Hun er min sorg. Jeg ville sådan have brugt mere tid, da jeg havde den Nu virker det hele som et langt farvel. Men når din mor ser på mig og smiler, ved jeg, hun har det godt for bare et øjeblik. Og for en mor er det alt, at barnet har det godt. Hvordan kan man bære det?
– Det ved jeg ikke, farmor Jeg ved det ikke
Maria så, hvor svært det var for farmor at forstå, at hendes eneste barn langsomt gled væk til et sted, hvor ingen kunne følge hende. Tit fandt Maria sin mor på gulvet ved farmors stol, stirrende væk.
– Skal jeg tage hende væk?
– Nej, lad hende være så længe, hun vil
Farmor døde året efter, Maria indså, at intet blev som før.
– Pas nu på hende, Maria! Som din egen øjesten. For jeg kan ikke mere
Maria bed sig i læben og nikkede, og hun tænkte kun på at skjule for farmor, hvor bange hun var for det, der skulle komme.
– Tænk ikke længere på hende som din mor. Mange siger, man bliver barn igen i alderdommen. Det tror jeg på. Du skal tænke på hende som dit barn. For min skyld, Maria. Hold af hende. Og skrig, hvis det hele bliver for meget bare hun ikke hører det. Når du er færdig, så husk, hvad jeg lærte dig: Hold af hende. Sådan, som du selv ville have dine børn en dag skulle holde af dig. Det lover du mig, ikke?
– Jeg lover
Hvor mange gange har Maria tænkt på denne samtale? Utallige også nu.
Hun så på klokken, sukkede og greb tasken. Pung, bilnøgler, paraply. Tjek! Tid til at hente storebror fra fodbold, lillebror i skole og så ind for at købe bananer. De små, som farmor elskede.
For hendes mor, som måske et øjeblik ville tro, at farmor stadig var her. Og det er kun at tage et par skridt ned ad gangen, ikke bemærke hjælperens blik, åbne døren til stuen og se den gamle lænestol, som slet ikke passer ind, men som bliver stående her, så længe nogen kan huske. Og så høre:
– Maria, hvornår renser du betrækket? Hvor mange gange skal jeg sige det! Har du husket bananer? Farmor kommer snart. Hun spurgte efter dem.
– Selvfølgelig, mor. Sæt dig bare. Jeg laver en kop te.
Og pladsen vil være besat. Og endnu et øjeblik vil Maria mærke varme hænder mod kinden. Fange det strenge, men kærlige blik. Og svare med et smil, når moren spørger:
– Hvad er det, du har i håret, Maria? Hvor er din kam? Kom med den, så redder jeg dig! Det er blevet alt for sent Det er sengetid nu. Hvad vil du have til morgenmad i morgen grød eller pandekager?
Fordi, selv når livet bryder sammen, er den største gave, vi kan give hinanden, at pleje kærligheden, også hos dem, vi snart må sige farvel til. For vi er børn, forældre eller bedsteforældre men vi er altid hinandens familie.
