Bag muren — der er ikke stilhed
»Skru dog ned for den forbandede fjernsyn!« råbte Birthe Nielsen og hamrede en næve mod væggen. »Det er midt om natten, folk skal sove!«
Svaret var musik, der drønede endnu højere. Det lød, som om nabolejligheden var blevet til en koncertsal, hvor alle verdens orkestre spillede på én gang.
»Mor, bliv nu ikke så ophidset,« sagde Mette træt og kiggede ud fra køkkenet med en kop te i hånden. »Tal dog pænt med dem i morgen.«
»Pænt?« Birthe drejede sig mod datteren, og hendes øjne luede af harme. »Jeg har prøvet at tale pænt i en hel måned! Men de lader, som om de er døve! Eller overhører mig med vilje!«
Bag muren buldrede der igen, fulgt af mandestemmer, latter og tramp af fødder. Birthe greb sig om hjertet.
»Herregud, hvad er det dog for noget! Før boede fru Kristensen derinde — hun hvile i fred — der var ro og fred. Men nu…«
Mette satte teen på køkkenbordet og gik hen til sin mor.
»Mor, hvorfor bliver du så ophidset? De er unge, de vil jo bare more sig. Kan du ikke huske, hvordan Poul og jeg løb rundt i lejligheden, da vi var børn?«
»Det var om dagen! Og vi var børn! Men de der…« Birthe viftede hånden mod væggen. »Voksne mænd, der opfører sig værre end umodne drenge.«
Pludselig stoppede musikken. I stilheden kunne man høre den gamle køkkenur tikke og en svag hvisken bag muren.
»Der kan du se,« sukkede Mette lettet. »Måske har de selv indset, at de går over grænsen.«
Men glæden var forhastet. Efter få minutter lød der en lang, klagende hylen. Ikke menneskelig — dyrisk.
»Hvad var dét?« Mette blev bleg.
»En hund,« konstaterede Birthe mørkt. »Nu har de også fået en hund. En stor én, hvis man skal dømme efter lyden.«
Hunden hylede, som om dens sjul brød i to af sorg. Lyden svævede mellem hyl og klynken, før den igen steg til et ulideligt niveau.
»Mor, måske har den det dårligt? Måske den har brug for hjælp?«
»Hvilken hjælp? De er fuldstændig ligeglade med alle!« Birthe hamrede igen mod væggen. »Hold dog kæft derinde! Hører I? Få styr på den hund!«
Svaret var mumlende stemmer, men ordene var uforståelige. Hunden tav et øjeblik, før den begyndte at hyle igen med frisk kraft.
Birthe sank ned i lænestolen og lagde hænderne på knæene.
»Mette, jeg kan ikke mere. Jeg er helt udkørt. Hver nat det samme. Enten musik, fjernsyn eller den forbandede hund. Jeg har ikke sovet i ugevis.«
Datteren satte sig på lænestolens arm.
»Har du ringet til politiet?«
»Ja, de kom. Snakkede med dem. Så var der stille én dag, og så startede det igen. Politiet siger, der ikke er beviser. Hvordan skal man bevise støj? Når de kommer, tier de, men så snart de er væk…«
Bag muren lød der igen brag. Denne gang som om tunge møbler blev flyttet. Gnidninger, bump, og så mere skraben.
»Klokken er ét om natten, og så flytter de møbler,« mumlede Birthe. »Normale mennesker gør ikke sådan noget.«
»Mor, måske er der sket noget? Måske larmer de ikke af ond vilje?«
»Mette, er du ved at forsvare dem?«
»Nej, men… kan du huske, hvad bedstemor fortalte om onkel Erik? Han lavede også støj om natten, men det viste sig, at han var syg. Hvad hed det nu? Alzheimer. Han vidste ikke, hvad han gjorde.«
Birthe tænkte sig om. Støjen bag muren var underlig. Ikke som almindelige larmende naboer. Der foregik noget uforklarligt, næsten mystisk.
»Nå, men sådan er det,« rejste hun sig beslutsomt. »Jeg går derind og taler med dem. Finder ud af, hvad der foregår.«
»Mor, klokken er ét!«
»Og hvad så? De sover jo ikke! Hvis de larmer, sover de ikke.«
Birthe tog sin morgenkåbe på og listede ud på trappeopgangen. Nabodøren var helt almindelig, bortset fra nummeret — otteogtredive — der var dækket til med tape, som om nogen havde prøvet at skjule det.
Hun ringede på. Der lød en melodi inde i lejligheden, men ingen åbnede. Støjen fortsatte, og hunden hylede igen.
»Åben døren!« råbte Birthe højt. »Jeg er jeres nabo!«
Stilhed. Så lyden af fodtrin. Langsomme, forsigtige.
Døren gik på klem, sikkerhedskæden hang stadig. I sprækken viste der sig et øje — gråt og træt.
»Hvad vil du?« spurgte en mandestemme.
»Jeg bor ved siden af. I larmer meget… altså, musik og hundehyl. Folk kan ikke sove.«
»Hvilken musik?« Stemmen lød oprigtigt forvirret.
»Hvilken musik?! Kan du ikke høre det?«
Bag muren spillede der melodier. Stille og triste, men alt for højt til den tid på natten.
»Jeg hører ingen musik,« svarede manden.
Birthe stod helt målløs.
»Men… hvordan kan det være? Den spiller lige nu!«
»Fru Nielsen, er du syg? Skal vi ringe efter en læge?«
»Nej da! Jeg er helt rask! Og jeg hører udmærket!«
Døren smækkede i. Birthe blev stående på trappen og lyttede. Musikken fortsatte, men nu lød den endnu mere underlig. Som om den kom langvejs fra, fra en fjern fortid.
Da hun kom ind igen, sad Mette med øret mod væggen.
»Og?« spurgte Birthe.
»Mærkeligt, mor. Jeg hører musik, men den lyder… ikke rigtig. Som fra en gammel grammofon.«
»En grammofon? Hvem har en grammofon nu om dage?«
»Det ved jeg ikke. Og… jeg tror, jeg hører stemmer. En mand og en kvinde. De taler, men jeg kan ikke høre, hvad de siger.«
Birthe pressede også øret mod væggen. Ja, bag muren spillede der gamle sange, fra hendes ungdom. Og mellem versene kunne man høre stemmer — bløde og kærlige.
»Måske hører de et drama?« foreslog Mette.
»Klokken ét om natten? Og hvorfor sagde manden så, han ikke hørte musik?«
»Det ved jeg ikke, mor. Måske er han døv?«
De lyttede ved væggen. Sangen stoppede, en ny begyndte. Endnu ældre. Stemmerne blev svagere, forsvandt i en hvisken.
»Mor, husker du, hvad bedDe næste dage sad Birthe og Mette hver aften og lyttede til de gamle melodier bag væggen, indtil en sen efterårsaften, hvor musikken forsvandt for sidste gang, og de vidste, at kærlighedens tid hos dem bag muren endelig var nået til sin fredfyldte afslutning.
