Bænken i gården
Viktor Svendson trådte ud i gården lige efter klokken ét. Hovedet dunkede han havde spist det sidste af julefrokostsalaterne i går, og i morges havde han pakket julepynten væk. Derhjemme var det alt for stille. Han trak huen ned over ørerne, stak mobilen i lommen og gik langsomt ned ad trappen, mens han som altid holdt fast i gelænderet.
Januarsolen faldt ind over gården, hvor stierne var skovlet og snebunkerne stod urørte ikke et menneske var til at se. Viktor børstede sneen af bænken ved indgangen til opgang to. Sneen faldt lydløst ned fra de kolde brædder. Det var det perfekte sted til at sidde og tænke, mest fordi der sjældent var nogen han kunne sidde her fem minutter, få ro i hovedet, og så gå op igen.
Er der plads til én til? lød det fra en stemme bagved.
Viktor drejede hovedet. En høj fyr, omkring femoghalvtreds, iført en mørkeblå jakke. Ansigtet virkede bekendt, men han kunne ikke lige placere ham.
Sæt dig endelig, der er masser af plads, svarede Viktor og rykkede sig lidt. Hvilken lejlighed bor du i?
Nummer 43, anden sal. Flyttede ind for tre uger siden. Mads hedder jeg.
Viktor Svendson, sagde Viktor, mens de gav hinanden hånden. Velkommen til vores lille rolige hjørne.
Mads fandt en pakke smøger frem.
Må jeg godt ryge?
Det er bare at gå i gang.
Viktor havde ikke røget i over ti år, men duften af tobak førte ham straks tilbage til tiden på redaktionen, hvor han havde brugt det meste af sit liv. Han tog sig selv i at indfange lugten og måtte lige skubbe tanken væk.
Har du boet her længe? spurgte Mads.
Siden syvogfirs. Hele kvarteret var egentlig spritnyt dengang.
Jeg har arbejdet lige om hjørnet, i Medborgerhuset ved Vesterbro. Jeg var lydtekniker.
Viktor satte sig straks op:
Nå for pokker for Valdemar Jørgensen?
Præcis! Kender du ham?
Jeg skrev et portræt om ham engang. Det var til jubilæumskoncerten i niogfirs. Kan du huske da Augustbanden spillede?
Jeg kan nærmest recitere hele koncerten fra start til slut! grinede Mads. De trak et gigantisk anlæg ind, strømmen slog gnister…
Snakken gik bare af sig selv. Navne og gamle historier dukkede op nogle sjove, andre mere bittersøde. Viktor opdagede, at han egentlig burde gå hjem, men der dukkede hele tiden en ny vinkel op: musikere, teknik, backstage-sladder.
Det var længe siden Viktor havde haft en længere samtale. De sidste år på redaktionen havde han kun skrevet hurtige indslag, og efter pensionen havde han nærmest lukket sig inde. Han havde bildt sig selv ind, at det var nemmere sådan ikke at forpligte sig, ikke at skulle tilpasse sig nogen. Men nu mærkede han, at der var et eller andet, der tøede op indeni.
Ved du hvad, sagde Mads, mens han slukkede sin tredje cigaret, jeg har hele arkivet liggende derhjemme. Plakater, billeder. Og liveoptagelser, som jeg selv har mixet hvis du har lyst at se?
Hvorfor dog det, tænkte Viktor. Så skal jeg jo til at komme forbi, snakke mere. Hvis nu han foreslår at blive venner, så vælter hele min rutine. Og hvad kan jeg egentlig få ud af det?
Det kunne da være hyggeligt at kigge, svarede han. Hvornår passer det?
Allerede i morgen, hvis du har tid. Ved femtiden? Der er jeg lige kommet hjem fra arbejde.
Det passer fint, sagde Viktor, fandt sin mobil frem og åbnede kontakterne. Skriver du lige mit nummer ned? Hvis der sker noget, så siger vi bare til.
Om aftenen lå han og vendte sig i sengen, kunne ikke falde i søvn. Gennemgik samtalen igen og igen, alle detaljerne fra de gamle historier. Han tog flere gange mobilen for at aflyse og finde på en undskyldning. Men han ombestemte sig ikke.
Næste morgen blev han vækket af en besked. På skærmen stod der: Mads, naboen.
Har du ombestemt dig? lød det lidt tøvende i røret.
Nej, svarede Viktor. Jeg kommer klokken fem.
