BARN PÅ PERONEN: 25 ÅR SENERE BANKER FORTIDEN PÅ DØREN
Jeg fandt en baby ved jernbanesporet og opvoksede hende som min egen datter 25 år senere bankede hendes fortid på døren.
»Vent hvad var det?«
Jeg stoppede brat op på vej til stationen, da en lyd gennembrød stilheden. Den bidende februarwind rev i min frakke, piskede mig i ansigtet og førte et svagt, vedholdende klynk med sig næsten overdøvet af stormens hyl.
Lyden kom fra sporet. Jeg vendte mig mod det gamle, forladte signalkur, der knap var synligt under sneen. Ved siden af skinnerne lå en mørk bunke.
Forsigtigt gik jeg nærmere. En slidt, beskidt tæppe skjulte en lille skikkelse. En lille hånd stak frem rød af kulde.
»Herregud« hviskede jeg med bankende hjerte.
Jeg knælede ned og løftede hende op. En baby. En lille pige. Ikke mere end et år gammel, måske yngre. Hendes læber var blå. Hendes gråd svag, som om hun ikke engang havde kræfter til at være bange.
Jeg trykkede hende ind til mig, åbnede min frakke for at varme hende og løb så hurtigt jeg kumne ind til landsbyen. Til Birthe Nielsen, vores eneste sygeplejerske.
»Mette, hvad i alverden?« Birthe så bundtet i mine arme og gispede.
»Jeg fandt hende ved sporet. Hun var næsten frosset ihjel.«
Birthe tog babyen forsigtigt og undersøgte hende. »Hun er underkølet men hun lever. Tak gud.«
»Vi skal ringe til politiet,« tilføjede hun og greb telefonen.
Jeg stoppede hende. »De sender hende bare til børnehjemmet. Den tur overlever hun ikke.«
Birthe tøvede, åbnede så et skab. »Her. Jeg har noget modermælkserstatning fra min sidste barnebarns besøg. Det må holde for nu. Men Mette hvad har du tænkt dig?«
Jeg så ned på det lille ansigt, der trykkede sig ind mod min trøje, hendes ånde varm mod min hud. Hun var holdt op med at græde.
»Jeg opdrager hende,« sagde jeg stille. »Der er ingen anden vej.«
Sladderen begyndte næsten med det samme.
»Hun er femogtredive, ugift, bor alene og nu samler hun forladte babyer op?«
Lad dem tale. Rygter har aldrig interesseret mig. Med hjælp fra nogle venner i kommunen ordnede jeg papirerne. Der var ingen familie. Ingen havde meldt et barn savnet.
Jeg gav hende navnet Astrid.
Det første år var det hårdeste. Sove-løse nætter. Feber. Tænder. Jeg vuggede hende, trøstede hende, sang vuggeviser, jeg knap kunne huske fra min egen barndom.
»Mor!« sagde hun en morgen som ti-måneder og rakte armene ud efter mig.
Tårerne løb ned ad mine kinder. Efter alle disse år med ensomhed kun mig og mit lille hus var jeg nu nogens mor.
Som to-årig var hun en lille orkan. Jagtede katten. Trak i gardinerne. Ville vide alt. Som tre-årig kendte hun alle bogstaver i sine billedbøger. Som fire-årig fortalte hun hele historier.
»Hun er højt begavet,« sagde min nabo Gerda og rystede forbavset på hovedet. »Jeg ved ikke, hvordan du gør det.«
»Det er ikke mig,« smilede jeg. »Lad hende bare skinne.«
Som fem-årig arrangerede jeg transport, så hun kunne gå i børnehave i nabobyen. Hendes pædagoger var målløse.
»Hun læser bedre end de fleste syv-årige,« fortalte de mig.
Da hun startede i skole, havde hun lange kastan
