Sofie Nielsen

Det skete en sen vinteraften i en lille by nær Aarhus. Min mand var på nattevagt, og jeg var hjemme alene

**Tinskindet lys** Da Mads kom tilbage til sin by, skjult mellem de grønne bakker i Midtjylland, var

Lars bemærkede drengen for første ved brødhyllderne i den lille købmandsbutik på udkanten af Aarhus.

Da bussen standsede midt på den travle gade, klyngede passagererne sig bare fastere til stængerne.

Først forsvandt hendes vanter. Så nøglerne. Derefter det gamle tørklæde. Man kunne skylde det på alderen

Tilbage til sig selv Den aften forstod hun, at manden løj. Ikke ved hans tonefald, ikke ved hans ord

Jeg kom for sent til min regionaltog. Ikke fordi jeg var forsinket – jeg tøvede bare. Dumt, irriterende

Morgenluften var tung, som om den bar på en uværdig hemmelighed. Stilheden i lejligheden var ikke fredfyldt

På opgangen duftede det af stuvet kål og gammel el-ledning. Den velkendte aftenlugt sivede gennem sprækkerne

Lars sad på bænken ved busstoppestedet og så de langsomme biler køre forbi på den våde vej.