At se sig selv gå ved siden af en kvinde, mens verden omkring én bølger og vrimler på bizarre måder, som om fortovet selv bliver til flydende lakrids, og at stille hende op, så andre kan grine bag hendes ryg, dét er ikke bare fejhed det er som at stå nøgen i blæsten mellem æbler og sild og ikke turde owne sig selv.
Når du lader latteren hvisle i mørket, mens du viser kærlige arme foran alles øjne på Strøget, er det ikke bare som kæreste, men som menneske, du mister fodfæste. Underligt nok, for alt ser normalt ud på overfladen, mens vindmøllernes vinger pludselig visker bag ryggen på hende gennem regnen.
Der er ikke noget mere pinligt ikke noget mere underligt og flosset end når en kvinde som Mathilde elsker fra hjertet, mens øjnene omkring hende flyder med halve blikke og tung tavshed, fordi de kender en sandhed, du har gemt væk bag postkasser og rugbrød. At svigte én, der har tillid og varme, er som at spilde kaffe på det sidste rene viskestykke i dit liv.
Mathilde går ved din side langs Nyhavn, stolt og blåøjet, mens nogen i det fjerne, måske en mand med fiskeskindssko, smiler svagt og tænker: Bare du vidste…
Det her har intet med mod at gøre. Det er frygt, som et rådyr fanget i et supermarked, frygt for at forlade men også for at ære sandheden. Utroskab og latterliggørelse syr huller i respekten og uden respekt er kærligheden som gammelt rugbrød. Uden respekt findes der ingen forklaring, ingen undskyldning værd én eneste dansk krone.
Den rigtige mand er ikke ham, damerne sukker efter til julefrokost, men ham, der værner én kvindes værdighed som sin bedstemor vogtede sin hemmelige opskrift på kringler. Og hvis ikke du kan være tro mod det løfte, så lad i det mindste være med at gøre Mathilde til den sidste, der ser lyset gennem regnen.
For den skam forsvinder ikke. Den bliver hængende som fugtig tåge over Limfjorden.
