At leve til guldbrylluppet
I dag har jeg tænkt meget over de sidste femogtyve år, hvor jeg har været gift med Jens. Jeg er blevet halvtreds nu, og Jens er to år ældre. Vores liv har sådan set lignet de fleste andres her i landsbyen. Hus, have, høns, job og så vores søn, Mads, som for længst er flyttet til København. Han blev færdiguddannet som maskinmester og arbejder nu på værftet derinde.
For ikke så længe siden kom Mads hjem på weekend, og han havde en pige med.
Mor, far, det her er Signe. Vi vil giftes til sommer, vi har lige snakket med kommunen om papirer, sagde han.
Hej, sagde Signe genert, mens kinderne rødmede.
Hej Signe, kom indenfor og føl dig som hjemme. Her er der ikke de store fine fornemmelser, sagde jeg, mens jeg dækkede op til aftensmad.
Både Jens og jeg kunne straks lide Signe, og de tog tilbage til byen om søndagen. Da Mads senere ringede og fortalte, at brylluppet blev til sommer, blev vi så glade begge to.
Men der var en ting, der nagede mig. Hvem havde troet, at jeg som halvtredsårig skulle blive forelsket i vores nabo oven i købet min mands gamle ven, Mikkel?
Mikkel kom ofte forbi især når hans kone, Mariann, var ude at køre som togfører. Hun var væk i mange dage ad gangen, men virkede ikke bekymret. Deres datter, Freja, bor i Odense men kom indimellem hjem og havde mad med til sin far, når Mariann var væk. Så talte de ofte i telefon sammen, og når Mariann endelig havde fri, var hun hjemme i en lille uge, inden hun tog afsted igen.
Mikkel, du skal lige se den skruemaskine, jeg købte på torvet i byen. Den er simpelthen genial, råbte Jens, inden han gik ud i skuret.
Så snart Jens var ude, stod Mikkel tæt på mig. Han lagde armene rundt om min talje og kyssede min hals. Jeg kunne mærke adrenalinen rulle gennem kroppen. Heldigvis hørte jeg døren fra bryggerset og trak mig væk for at tørre bordet af og holde blikket nede. Jeg vidste, mine øjne lyste.
Jens tænkte ikke over mit røde ansigt eller Mikkels næsten nervøse smil, men rakte ham bare pakken med skruemaskinen.
Den er god, sådan en skal man have. Det skal fejres, sagde Jens og skænkede cognac op. Vil du ikke have et glas med, Lisbet?
Nej, drenge, jeg er helt kvæstet. Tror, jeg går ind og hviler. Med spejlet som skarpt vidne kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv: Lisbet, du er jo værre end en konfirmand se lige dine øjne, de gløder jo!
Maven er blevet lidt rundere det sidste år, brystet fyldigere, ansigtet dejligt rundt, men øjnene har altid været mit stærkeste kort. Lidt for huslig måske, men jeg ved jo godt, hvordan man tager sig ud til fest; lidt læbestift, et yndigt kjole, de brune høje sko og så er jeg en af de kønneste i landsbyen. Jeg har set på Mikkel i årevis, altid syntes han var attraktiv og forleden dag fortalte han, at han havde følt det samme for mig.
Mikkel er fjireoghalvtreds, gift med Mariann og på talefod med alle naboerne. En eftermiddag på vej til Brugsen kaldte han:
Lisbet, kom lige jeg har brug for lidt hjælp til at lave frikadeller.
Åh Mikkel, jeg har travlt til Brugsen, sagde jeg, ærgerlig over at jeg ikke havde fået sat håret eller lagt en smule blush.
Alligevel svingede jeg om hjørnet og gik direkte ind til ham, og inden jeg havde set mig om, stod jeg i hans favn og vi kyssede lidenskabeligt.
Brugsen løber ingen steder, hviskede han. Jeg kan ikke huske, hvor længe frikadeller skal stege.
Ti minutter, svarede jeg grinende. Du har altså prøvet det før, Mikkel.
Ja, man oplever meget for første gang for tiden, skævede han og lagde mere an.
Pludselig lå pelsen på gulvet og hans hænder i min nakke.
Mikkel, jeg er jo gift.
Og? Jeg er gift, men jeg vil dig, Lisbet. Jeg ser jo, hvordan du ser på mig, og jeg tror ikke, Jens ser dig længere.
Jens havde ikke set på mig sådan i årevis. Ord fulde af beundring var for længst forsvundet. Og ja, jeg lod mig rive med og var utro. Første gang nogensinde. Jeg havde ellers altid troet på trofasthed. Men det var som om, jeg overbeviste mig selv om, jeg fortjente det.
Efter et stykke tid ringede døren. Det var Freja.
Nå, hej Lisbet, sagde hun, da hun så mig.
Hej Freja, jeg lærte din far at lave frikadeller. Han klarer sig jo ikke uden Mariann, grinede jeg.
Freja gik ud i køkkenet og pakkede varerne ud til sin far.
Ja, far kan ikke lave mad uden mor, og han bliver altid så sulten.
Nå, jeg må videre, sagde jeg, Freja fortæller dig nok alt om madlavning.
Mit blod brusede, kinderne brændte, og jeg vidste, jeg havde forelsket mig i naboen, som hele mit liv havde været Jens’ ven, men nu føltes som min.
Jeg gik derover flere gange og snart begyndte naboerne at sladre.
Du render godt nok tit i Brugsen, sagde Jens en dag drillende. Og hvad lavede du hos Mikkel?
Åh, han kan ikke finde ud af frikadeller uden Mariann, og Freja var der også.
Mikkel begyndte at tale mere frit:
Hvis de fanger os, Lisbet, må vi bare sige sandheden: at vi er forelskede, sagde han. Mariann klarer sig nok, måske har hun også nogen. Og Jens… Han skal bare vide, hvad der foregår.
Mikkel, hvad laver vi? Vi er jo voksne, grinte jeg.
Kærlighed har ingen alder, sagde han og lagde armene om mig.
Skammen forsvandt lidt efter lidt. Jeg følte, jeg havde fortjent det her eventyr.
I to uger fortsatte det. Én gang måtte jeg gemme mig hos Mikkel i skuret, mens Jens stod og snakkede udenfor.
Samme aften konfronterede Jens mig.
Jeg ved alt… Naboen Per fortalte, at han havde set dig gå ind til Mikkel. Vi har sølvbryllup om tre dage alle gæsterne er inviteret og alt er bestilt. Og så har du…
Jens, tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Vi kvinder bliver også tossede en gang imellem… Jeg kan kun undskylde.
Vi holder festen, Lisbet, og bagefter skilles vi. Du får selv lov at forklare dig over for Mads. Hans mor opfører sig som en tosset teenager.
På selve sølvbrylluppet sad jeg smuk i min nye kjole, med perlekæde om halsen, og så på Mikkel, som sad alene Mariann var endnu ikke hjemme fra sin tur.
Nogle så på mig med slet skjult hån hele landsbyen talte om mig og Mikkel. Jeg mærkede det, men var ligeglad.
Lad dem mene, hvad de vil. De kender jo ikke kærlighed, tænkte jeg, mens latteren omkring bordene klingede.
Mikkel holdt også en tale:
Må vi få lov til at fejre endnu et sølvbryllup om 25 år, begyndte han, og skålede med en snaps. Alle fulgte trop.
Efter festen gjorde Jens det klart: Nu måtte vi skilles. Det kunne ikke blive ved med at stå på åbenlyst, og han talte heller ikke længere med Mikkel.
Senere gik jeg over til Mikkel, måske for moralsk støtte.
Men da jeg gik ind, så jeg straks hans udstrakte arm: Kom ikke nærmere, Lisbet.
Mariann er hjemme, sagde han lavmælt.
Har du ikke sagt noget?
Hvad skulle jeg sige? Vi havde lidt sjov, Lisbet. Jeg elsker jo Mariann. Nu kan jeg mærke, hvor meget hun betyder. Alt andet var et eventyr.
Men jeg? Jens ved det hele. Jeg har gjort mig så umage for dig.
Beklager, Lisbet. Men jeg elsker min kone. Du skal også være glad med Jens.
Jeg gik derfra uden flere ord. Den aften satte Jens sig overfor mig.
Nu må det være nok. Jeg kan ikke leve med den skam.
Jeg brød sammen og tudede. Klart, for trods alt elskede jeg jo Jens, kendte hans vaner, hans lune, og vi har så meget sammen. Måske var det bare den blinde forelskelse, der skulle ud af kroppen.
Jens, undskyld, du havde ret jeg var en klovn. Lad os blive sammen. Vores Mads skal jo giftes, om lidt får vi børnebørn.
Jens kunne tilgive, det vidste jeg, og inderst inde vidste jeg jo også, han holdt af mig på sin egen rolige måde.
I dag lever vi godt sammen. Nu har vi to vidunderlige børnebørn, som Mads og Signe kommer med, når de besøger os. Vi glæder os hver gang.
Mikkel lever stadig i landsbyen, har gang i lidt af hvert, når Mariann er væk, men han besøger aldrig Jens længere. Venskabet døde. Mariann er nu gået på pension og skænderierne mellem de to fylder stadig nabolaget. Men hvem har ikke sine skøre sager i parrets hytte?
Tak for at du læste med og for din støtte. Jeg ønsker dig alt det bedste.
