Line vandrede længe ned ad gaden. At opleve sådan en forræderi fra de tætteste personer gjorde livet svært at bære. Hun havde betragtet ham som sin egen søn. Det viste sig, at han altid gemte på noget. Line kunne aldrig lide faste udtryk, men nu passede de. Hun havde altid ment, at der ikke findes onde mennesker, blot dumme handlinger. Det er netop disse handlinger, der får nære mennesker til at lide.
Med Jens var det hendes andet ægteskab. Det første mislykkedes, og hun havde svært ved at komme sig. Hun havde lovet sig selv aldrig at gifte sig igen, men tiden gik, og tingene ændrede sig. De arbejdede sammen i mange år, og Jens var gift med Lines bedste veninde. Da Line havde det svært med sin første mand, var de der for hende. Alle vidste det. Da Marie blev syg, indså Line, at det var tid til at betale tilbage. Hun samlede penge ind til operationen, vaskede, lavede mad og gjorde rent, mens veninden lå på hospitalet. Men alle anstrengelserne var forgæves; Marie gik bort.
Efter sin kones død var Jens usikker. Det faldt på Line at arrangere begravelsen. Hun hjalp også med at opdrage Martin. Da de havde mindehøjtidelighed for Marie, sagde Jens pludselig:
– Bliv hos os.
Line accepterede. Martin kunne ikke klare sig uden en mor. En fremmed kvinde ville næppe elske et fremmed barn. Om det var kærlighed eller vane, blev de en god og harmonisk familie. Martin begyndte at kalde Line for mor, men hun stoppede ham:
– Du har en mor, Marie. Glem hende aldrig.
De slog deres små lejligheder sammen til én stor, og alt blev skrevet på Jens. Han foreslog flere gange, at de skulle gifte sig, men Line afviste ham. Hvorfor? Ville de have flere børn? De havde nok at gøre med Martin, der godt nok var sød, men også livlig. Pædagogerne i børnehaven klagede, og skolen ringede dagligt. Jens blev vred, skældte ud, og forsøgte endda med en hård hånd.
Men Line forsvarede ham:
– Husk på, hvordan du var. Du var vel heller ikke en engel. Jens smilede, mens han mindedes sin barndom.
– Skal alle være lige så ubetænksomme? Min far gav mig en ordentlig omgang…
– Men blev du bedre af det?
– Nej, men alligevel. Hvordan lærer man forskellen på godt og skidt?
Line blev trist af minderne, og tænkte på, hvordan alt blev anderledes, da Jens døde. Han var kun 45, og trombose burde ikke have taget ham. Havde han været syg, kunne de have forberedt sig, og han kunne have lavet sit testamente. Men hans død var så pludselig og meningsløs, at det føltes som om Line også døde.
Martin var nu voksen, studerede og havde en kæreste. Line forventede intet ondt fra ham. Men han, som kom med sin mormor efter begravelsen og sagde:
– Lejligheden tilhører mig og mormor. Du er ingen her. Du har en måned til at flytte.
Line kunne ikke få et ord frem, så chokeret var hun. Hvis sønnen, hun havde opdraget, kunne smide hende ud som en fremmed, så havde hun fejlet som mor. Hele hendes liv havde været spildt. Men hvor skulle hun nu hen, hvordan skulle hun leve? Måske skulle hun starte helt forfra?
To uger senere havde Line stadig ikke fundet ud af, hvad hun skulle. Hun havde ikke fortalt det til nogen; stoltheden forbød det. Hun var stolt af ham, pralede af hans succeser. Hvordan han selv kom ind på universitetet og havde en sød kæreste. Og nu? Han var ikke hendes søn længere. Hun havde ikke længere en plads i hans liv.
Line vendte og drejede sig, kunne ikke sove. Der blev ringet på døren. Modvilligt rejste hun sig, tog en morgenkåbe og tændte for lyset. Jens havde mange gange sagt, at hun skulle spørge, hvem det var, men Line stolede på mennesker. Hun håbede aldrig at opleve noget dårligt. Martin stod der:
– Mor Line, tilgiv mig. Det var mormor, – tårene gjorde det svært for ham at tale – hun sagde, at du ville tage det hele. At du ville tage en ny mand ind, og jeg intet ville få. Jeg ved ikke, hvordan det skete. Bliv her, så længe du vil. Det er dit hjem. Jeg har brug for, at du er mor, som før. – Line græd, mens Martin tørrede hendes tårer væk.
– Hvorfor brugte du ikke din nøgle? – spurgte Line.
– Jeg ville ikke invadere dit liv.
– Dumme dreng, hvad er mit liv uden dig?
De stod længe i døråbningen og kiggede på hinanden, grædende. Til sidst kom Line igen til sig selv.
– Hvad står vi her for? Skal vi ikke ind og drikke te?
– Jo, jeg har så meget at fortælle dig!
