At forblive et medmenneske
Midt i december i Aarhus var vejret koldt, blæsende og gennemtrængende vådt. Sneen dækkede kun lige akkurat fliserne rundt om rutebilstationen, og alt virkede næsten gråt i gråt her i ventesalen. Lokalet genlød af lyde: automathallens hvæsende varmeblæsere, den bløde skvalren fra kaffemaskinen i kiosken, og et sagte ekko af fjerne fodtrin. Dørene gik konstant op, og den evige træk slap ind sammen med folk med røde, vindbidte kinder.
Jeg stod lidt for mig selv ved de slidte bænke. Jeg var kun lige tilbage i byen for et kort arbejdsbesøg i Odense nu var jeg på vej hjem til København, med to skift foran mig. Denne rutebilstation var første og mest triste af slagsen.
Billetten var til en sen bus, og jeg havde over tre timers ventetid foran mig. Kedsomheden og kulden trængte ind under den mørkeblå uldfrakke, jeg engang havde brugt en mindre formue på. Det var ti år siden, jeg sidst havde været på disse kanter, og alt virkede mindre, mere slidt og uendeligt langt væk fra det liv, jeg nu kaldte mit eget.
Mine lædersko sagde tydelige klik-klik mod linoleummet. Jeg følte mig nærmest som et fremmedelement blandt de ventende ulasteligt klædt, håret sat som til forretningsmøde, en lækker taske over skulderen, som bestemt ikke var købt i en butik på denne side af landet.
Som altid scannede jeg automatisk rummet: kioskdamen, der med hængende skuldre stirrede på sin telefon. Et ægtepar i stille fortrolighed med en pose tebirkes mellem sig. En mand i en falmet termojakke, blikket fortabt ud i intetheden.
Jeg mærkede blikkene mod mig. Ikke fjendtlige. Bare nysgerrige hvem var denne, der så tydeligt ikke hørte til? Jeg følte det også selv. Det her ventede jeg blot på at forlade, som et mareridt der snart opløstes. I morgen tidlig ville jeg sidde i min lune lejlighed i København, langt væk fra denne provinsielle melankoli.
Det var netop, da jeg overvejede, hvor jeg skulle sætte mig, at han dukkede op.
En mand, omkring de tres, måske lidt ældre et ansigt som så mange andre, forblæst og næppe et, man bed sig mærke i. På skuldrene bar han en gammel, men pletfrit lappet jakke, i hånden en ulden øreklaphue, han havde taget af. Han var ikke gået i vejen; han stod bare pludselig foran mig, som tryllet frem af kuløren i lokalet, og begyndte at tale. Hans stemme var mærkeligt flad, uden de sædvanlige toner.
Undskyld, frk… Ved De, hvor man kan få lidt vand her?
Spørgsmålet hang i luften og virkede på samme tid både latterligt og sårbart. Uden rigtigt at se på ham, gestikulerede jeg i retning af kiosken, hvor plastikflaskerne stod højt stablet bag glasset.
Derovre i kiosken, svarede jeg hurtigt og forsøgte at gå forbi. En lille, irriteret prikke fór gennem mig: Få dog selv øje på det. Og hvem siger vand at få nu til dags? En anelse gammeldags.
Han nikkede og mumlede et svagt tak, men blev bare stående. Hodet bøjet, som skulle han samle kræfter til at gå de få skridt. Noget i hans ubehjælpsomhed fik mig til at bremse op.
Jeg lagde mærke til det. Ikke alder eller tøj. Men de små sveddråber ved hans tindinger, trods kulden. Fingrene, der uroligt kneb om huen. Den sygelige bleghed om munden, og et blik, som stirrede ind i gulvet uden at se.
Indvendigt stoppede jeg op. Min iver, irritation og selvtilstrækkelighed forsvandt på ét øjeblik. Uden at tænke spurgte jeg:
Har du det dårligt?
Stemmen lød blidere, end jeg kunne huske at have hørt den før. Jeg gik ikke uden om ham, men tog et skridt nærmere.
Han så op. Hans øjne rummede hverken bøn eller skam, kun rådvildhed.
Tryk vist… Svimmel… hviskede han. Lukkede øjnene som for at samle sig.
Og så reagerede jeg bare. Tog forsigtigt hans arm.
Kom, du skal ikke stå op. Vi sætter os herovre.
Jeg førte ham til nærmeste bænk, satte ham ned og satte mig foran ham i hug, uden skelen til tøj eller fremtoning.
Støt ryggen til. Tag det roligt. Træk vejret langsomt.
Jeg gik straks mod kiosken, kom tilbage med en flaske Kildevæld og et plastikkrus.
Drik bare lidt ad gangen.
Jeg fandt mit lommetørklæde i frakken og tørrede, uden at tænke, hans pande. Det eneste, der fyldte mig nu, var denne mand og hans korte, trækkende åndedræt, pulsen jeg mærkede på håndleddet.
Er der nogen, der kan hjælpe? min stemme skar igennem ventesalens stille summen. Vi har brug for en ambulance, hurtigt!
Pludselig blev den dovne rutebilstation forvandlet: ægteparret rejste sig, hustruen havde straks nervemedicin; en mand fandt sin telefon og ringede 112. Kioskdamen forlod sin skranke. Mennesker, jeg næppe havde set, dannede nu en kreds om os. Vi var blevet til en flok, et fællesskab i et andet menneskes krise.
Jeg blev siddende ved siden af ham, talte dæmpet, holdt hans kolde hånd i min. Lige her var jeg ikke mere den fremmede, ikke forretningsmanden fra storbyen, men et menneske, der gjorde hvad jeg kunne. Det var alt, hvad der skulle til.
Så, midt i stilheden, stak de første lyde fra ambulancens udrykning ind gennem dørren, og senere to i blå uniform med et lille, diskret dannebrogsflag på skuldrene.
Synet af beredskabet fik folk til at trække væk, så redderne kom ubesværet frem til bænken. Vores hjælpsomhed blev afløst af respektfuld stilhed. Da kvinden i uniform satte sig på hug og spurgte ind, forklarede jeg klart og roligt ikke med forhandlingens autoritet, men bare som et menneske der havde gjort hvad han kunne.
Han blev svimmel og utilpas, begyndte at svede. Vi gav ham noget vand og en nitroglycerinpille. Han er stabil nu.
Imens havde hendes kollega allerede målt blodtryk og lyste i mandens øjne. Manden kom til sig selv og svarede lavmælt på hvem han var, hvad han fejlede.
Redderen nikkede til mig.
Det var godt reageret, sagde hun. Vand var helt rigtigt. Vi tager ham med, så han kan komme i tryghed og få tjek.
Den ældre mand blev hjulpet på benene og lænede sig mod redderen. Men før han gik, søgte han med blikket rundt, fandt mig.
Tak, søn, sagde han hæst. Du… du reddede måske mit liv.
Jeg fandt ikke ord nikkede bare, mens adrenalinen langsomt sivede ud af kroppen. Jeg så dem gå ud til ambulancen, og med et gysende smæld var døren lukket igen. Kulden slog ind, og en ung kvinde mumlede Luk døren, det trækker.
Sirenen ebbede ud i det fjerne, og rutebilstationen gik tøvende tilbage til det gamle med folks trætte ansigter rettet mod deres telefoner eller vinduer.
Jeg stod lidt, kiggede på mine hænder. Røde mærker fra taskens håndtag. Hår og frakke pjusket efter min tur på knæene. Jeg gik ud på toilettet, vaskede ansigtet under den kolde hane, så mit spejlbillede i det matte spejl. Sminken var tværet ud, øjnene trætte, håret i uorden. Jeg lignede ikke det billede af succes, jeg plejede at se, men noget ægte, sårbart og menneskeligt.
Jeg tørrede ansigtet, gik uden at kigge tilbage på spejlet. Der var stadig lang tid til bussen, så jeg hentede selv en vand i kiosken. Den havde aldrig smagt så almindeligt og dog så vigtigt. Vand, som en usynlig tråd mellem mennesker når én har brug for hjælp og en anden tør række ud.
Jeg vendte tilbage til min bænk. Nu så jeg ikke længere kun forbi folk. Jeg lagde mærke til kioskdamen, der rakte en kop te til den bentønde ældre kvinde. En mand, der hjalp en ung mor med barnevognen op ad de tunge døre. De små ting dannede et billede af et stille fællesskab ikke trist, men båret af diskrete handlinger.
Mobilen summede i hånden noget om et regneark, der ikke stemte. Tidligere ville det have været det væsentligste. Nu skrev jeg blot: Vi taler videre i morgen. Lyden blev slået fra.
For i dag havde jeg husket en enkel sandhed: Vi tager roller på som chef, som ven, som succes. Men det er farligt, hvis man glemmer, hvem man er nedenunder. Hvis masken bliver til selve huden.
I dag, midt i træk og kulde, rev mit ydre lidt. Og et eller andet gammelt og ægte brød frem: Viljen til at blive bange på andres vegne. At sætte sig på det beskidte gulv uden tanke på fremtoning. At være, bare for et øjeblik, ikke chef, men bare en mand, der hjælper et andet menneske.
Det er ikke et spørgsmål om at fornægte sine roller, men om ikke at glemme, hvad der er indenunder dem. Og nu og da som i dag at lade det ægte få lov at skinne igennem. Bare for at række hånden ud.
Det er det, jeg har lært i dag. At forblive et medmenneske.
