“Føde som 47-årig? Er du blevet helt tosset? Du er 47 år gammel!” råbte Annes kollega og bedste veninde, Mette.
“Men hvad skal jeg gøre, Mette? Barnet er der jo allerede,” svarede den kommende mor og trak skuldrene op.
“Hvad skal du gøre? Du lyder som farmor Karen fra en gammel landsby. Der er masser af løsninger! P-piller, vacuum…”
“Mette, jeg vil ikke dræbe mit barn!” afbrød Anne skarpt. “Vi ved ikke engang, om jeg kan bære det. Men hvis det er Guds vilje, bliver det født.”
“Åh, giv dog op,” svarede Mette og rullede med øjnene. “Du er så naiv!”
Anne gik hjem i en forvirret stemning. Hun fortrodte, at hun havde fortalt om graviditeten til Mette før sin mand, Lasse. Men på samme tid var hun lettet over at have taget en beslutning. Mettes bebrejdelser havde faktisk bare gjort hende endnu mere sikker på, at hun skulle beholde barnet. Nu skulle hun bare fortælle det til sin mor og sin voksne søn, Mads.
Hun var ikke bange for at tale med Lasse. Han havde altid drømt om et barn, lige siden de fandt sammen.
De var begyndt at bo sammen for ti år siden, da Anne blev skilt fra sin første mand, Mads far. Skilsmissen gik hurtigtdommeren behøvede ikke engang at spørge grunden, fordi Rune dukkede op fuld i retten. Dommeren stillede et par spørgsmål og sagde bare: “Jeg forstår. Fraskil dig hamder er ikke noget at tænke over.”
Samme dag forsvandt Rune ud af hendes liv, men ikke før han havde erklæret, at han ikke havde tænkt sig at betale børnebidrag.
Anne sagsøgte ham ikke engang. Hun var bare lettet over at være fri af den byrde, hun en gang havde lukket ind i sit liv. Efter skilsmissen besluttede hun sig for, at hun aldrig igen ville binde sig til en mand.
Men så dukkede Lasse op på arbejdspladsen. Han begyndte at gå efter hende med det sammepå en lidt kejtet, men sødt oprigtig måde. Anne kunne godt lide det. En måned efter de mødtes, begyndte de at date. Endnu en måned senere introducerede Anne Lasse for sin 11-årige søn. De blev hurtigt venner.
“Onkel Lasse, du skal komme forbi igen!” sagde Mads.
“Det skal jeg nok,” lovede Lasse.
Og det gjorde han. Han kom med gaver og slik til drengen og endte snart med at sove over hos Anne. Hun lagde knap nok mærke til, at han flyttede ind.
“Anne, skal vi ikke have en lille pige?” spurgte Lasse efter et års tid sammen. Hun var 38 på det tidspunkt og syntes, det var for sent at få børn. Hun trak bare på skuldrene men gik straks til lægen og fik sat en spiral.
Lige da parret begyndte at tale om et fælles barn, måtte Lasses ekskone tage på kurophold. Deres fælles datter, Emma, blev hjemme, fordi hun var forkølet.
“Kan du ikke tage Emma et par dage?” spurgte hun Anne.
Anne havde ikke noget imod det. Emma var en sød og velopdragen pige. Men hver dag ringede Lasses eks fra kurbadet og spurgte, hvordan det gik. Lasse fortalte alt i detaljer. Anne fik en følelse af, at de pludselig genoptændte deres gamle følelser. Hun elskede Lasse og var bange for at miste ham. Derfor besluttede hun sig for at føde ham en datter, så han ikke løb tilbage til sin eks.
Men efter spiralen blev fjernet, kom graviditeten ikke. Anne gik til lægen, fik undersøgelser. Der var ingen problemer. De foreslog at undersøge Lasse. Men på det tidspunkt havde han allerede opgivet drømmen om børn:
“Jeg går ikke til nogen læge! Hvis det ikke skal være, så er det sådan det er. Vi har Emma og Madsog så må vi vente på børnebørn.”
Anne prøvede at overtale ham, men han nægtede. Så hun accepterede det. Og såbum!
“Du er seks uger henne. Graviditeten udvikler sig normalt. Hjertebank plus…”
“Hvordan skal jeg kunne bære et barn som 47-årig?” spurgte Anne lægen.
Den erfarne gynækolog smilede og sagde:
“Du er ikke den første. Mennesker bærer, føder og opdrager børn i den alder Men det er dit valg. Beslut dig.”
Hun var i tvivl, så hun fortalte det først til Mette. Men efter den ubehagelige samtale med hende, var hendes beslutning endelig taget.
“Nej, nu er det nok! Ingen kan overbevise mig om andet! Jeg skal have en datter, og ingen kan forhindre mig i at give hende livet!” tænkte hun på vej hjem. Hun ringede til Lasse og sagde, at de skulle snakke om noget vigtigt.
“Hvad er der nu?” spurgte han, så snart hun kom ind ad døren.
“Det er ikke mig. Det er os. Vi bliver forældre snart.”
“Er du gravid?”
“Seks uger. Jeg har været til ultralyd i dag.”
“Åh, Anne! Vi er næsten 50 begge to. Hvordan skal vi opdrage det?”
“Lasse! Hvordan-hvordan? På den gode måde! Kunne du ikke bare støtte mig?”
“Jeg er jo ikke imod det! Jeg er glad, Anne!” sagde Lasse og tog sig sammen. “Jeg blev bare nervøs. Men du har ret. Vi klarer det! Jeg har i lang tid tænkt på at lave et værksted i udhuset. Jeg kan arbejde der, tjene lidt ekstra. Nu har jeg endnu mere motivation.”
“God idé. Vi får brug for pengene.”
Efter at have fået sin mands støtte, besluttede Anne at fortælle sin mor næste dag. Den kommende bedstemor havde selv født sin eneste datter som næsten 40-årig, så Anne regnede med, at hun ville forstå. Men morens reaktion var negativ:
“Ved du, at risikoen for at få et barn med sygdom er meget højere i din alder? Du tager en chance! Lad være med at være dum. Afbryd, mens du kan.”
“Mor, hvad siger du? Vil du ikke gerne have endnu et barnebarn at passe?”
“Hvor skulle jeg få kræfterne? Jeg bliver snart selv til et plejebarn. Jeg skal bare nå at blive gammel!”
“Det når du! Du er i fin form. Unge kunne misunde dig!”
“Vrøvl! Jeg hjælper ikke. Jeg har allerede passet Mads for dig. Den her må du selv klare.”
“Mor, jeg har en mand!”
“Ja, men ikke officielt.”
“Hvad har det med noget at gøre?”
“Alt! Du havde også en mand med det første barn. Og hvad skete der? Han forsvandt.”
“Det er ikke det samme! Rune drak hele tiden og stjal mine penge. Lasse har forsørget mig i ti år.”
“Men han gifter sig ikke! Tænk dig omhvorfor har han ikke friet endnu? Du fortalte ham om graviditeten, og han sagde ingenting. Det er godt,
