At finde den skyldige viste sig at være svært. Børnene, i deres iver efter at løbe ned til åen, havde glemt at lukke papegøjen ind i buret. Da farmor vendte hjem fra Brugsen, åbnede hun vinduet på vid gab. Resultatet blev fatalt: Da vi først om aftenen savnede Villy, stod det klart, at vores flotte grå amazonpapegøje var forsvundet sporløst.
I tre dage og tre nætter satte vi alt til side og ledte som vanvittige gennem hele sommerhusområdet efter vores forsvundne ven. Men det var nyttesløst. Ingen havde set Villy. Børnene lod tårerne løbe ned ad kinderne, farmor sukkede tungt og jamrede “Åh, åh, åh”, mens min mand og jeg bebrejdede både unge og gamle til højre og venstre.
Vores egen hund, airedaleterrieren Molly, kunne dog ikke “slippes løs” på nogen disse dage. Molly var i dyb sorg. Hun levede kun op, hvis det ringede på døren. Med høje gøen for hun ud i entreen, men stoppede brat, lyttede, indså sin ensomhed og luntede tilbage til sit tæppe. I fire år havde “hundekoret” altid lydt, når vi fik gæster for Villy kunne gø så mesterligt, at det engang imellem lød bedre end Molly.
At gø var det første “papegøjestykke”, Villy lærte. Helt grøn, både i fjer og sind, begyndte han at irritere katten, Misse, på denne måde. Når Misse lå sammenkrøllet, sneg han sig tæt på og gøede hende lige i øret. Misse sprang op med et skingert “miav!”, Molly kom farende med sit eget bark, og kaos herskede i huset.
Misse tolererede Villy, selvom hun næppe brød sig om ham. Molly derimod elskede fuglen inderligt. “Banditten” sad ofte på Mollys hoved både bogstaveligt og billedligt og skældte ud, imiterende farmors skarpe tone:
Hvem spiser resten af grøden?
Og efter en kunstpause, tørt:
Vi har ikke svin i huset!
Molly reagerede på papegøjens formaninger, som børnene gjorde på farmors: slet ikke. Når Villy blev for nærgående, tøvede Molly ikke med at puffe ham væk med sin ru tunge.
Villys forsvinden var et slag for os alle undtagen Misse. Efter to uger, hvor vi havde slået os til tåls med, at vi aldrig ville se vores snakkesalige ven igen, begyndte rygterne at svirre. En ny fugl, grøn med rød pande, sås i kragenes flok, som plyndrede havens kirsebær. Den var ekstra dristig, råbte højt og kunne endda “bande” på klingende dansk. Dette slukkede næsten vores lille håb, for den slags sprog adskillte vi voksne, men sagde nødigt højt. Men vi tænkte, måske havde Villy på sine fri fod tillagt sig sprog, lige så nemt som Misse fik lopper så vi genoptog jagten.
Ti dage senere havde vi heldet med os. Jeg bøjede mig over grøntsagsbedet, da jeg hørte en velkendt:
Nå, hve så?
Der sad min Villy, på et kirsebærtræ midt blandt sine kragevenner.
Villy, kom nu herhen, min lille ven. Kom, mor vil give dig solsikkefrø…
Villy vippede hovedet og så på mig.
Vi savner dig alle, Villy også far, Signe, Mads og Molly. Kom hjem, lille ven…
Jeg rakte forsigtigt hånden mod grenen, men…
Hæ, de skarnsdrenge! sagde Villy med præcis den sarkastiske tone, formanden for haveforeningen brugte, og fløj med hele flokken væk.
Villy levede i det fri helt til efteråret for alvor satte ind. Han dukkede jævnligt op omkring huset, men ville ikke tale med nogen af os. Han svarede på vores bønner om at vende hjem med en filosofisk kragen og fløj sin vej igen.
Senere på efteråret begyndte folk at se Villy alene, oftere og oftere. Han sad mut på hegnet eller i træerne, opblødt og forpjusket men lod sig stadig ikke fange. Så måtte vi tage det tunge skyts i brug: Molly. Hvad hun hviskede til ham, ved jeg stadig ikke, men ind kom de, med Villy stolt på ryggen af sin trofaste, rustrøde hund.
