AT ELSKE MED TÅLMODIGHED, AT TÅLE MED KÆRLIGHED Ivan og Daria blev gift i Vor Frue Kirke. På deres bryllupsdag, lige da bryllupsfølget nærmede sig kirken, rejste der sig pludselig en voldsom sommerstorm. Den kom ud af det blå og rev koldblodigt brudesløret af Daria. Sløret fløj som en ballon op mod himlen, snoede sig rundt i vinden og dalede, udmattet, ned i en mudret vandpyt. Alle gæsterne gispede. Lige så pludseligt faldt stormen til ro. Ivan løb straks ud for at redde sløret, men nåede det ikke. Det sneklædt hvide slør lå i en sort pyt. Daria, fortumlet, råbte til sin kommende mand: – Ivan, lad det ligge. Jeg tager ikke det slør på! De gamle damer, som altid sad ved kirken, begyndte straks at hviske sammen: Nu vil det unge pars liv være fyldt med storme og prøvelser … I den nærmeste blomsterhandler købte de til Daria en kunstig hvid blomst, som hun satte i håret. Der var ikke tid til at finde et nyt slør – man kan jo ikke komme for sent til sit eget bryllup! De to stod i våbenhuset foran alteret, holdt lysene til vielsen, gav deres løfter for Gud. Men før selve kirkevielsen havde de skrevet under i rådhuset og fejret et storslået bryllup for familie og venner. Tre år senere havde Ivan og Daria allerede to børn. Deres datter hed Sofie og deres søn hed Andreas. De levede et roligt familie-liv uden bekymringer. …Men efter ti års ægteskab bankede en ung kvinde på døren hos Ivan og Daria. Daria var altid gæstfri, både for ventede og uventede gæster. Alle blev budt hjerteligt velkommen, mætte og trøstet i samtaler. Men denne gæst var speciel. Ivan var ikke hjemme, da kvinden kom. Daria vurderede straks, at kvinden var smuk, venlig og meget ung. – Hej, Daria. Mit navn er Mille. Jeg er din mands kommende kone, sagde den fremmede. – Sikke noget! sagde Daria overrasket. – Har Ivan friet til dig for længe siden? fortsatte Daria. – Det har han. Men nu kan vi ikke vente længere. Ivan og jeg skal have et barn, sagde Mille uden spor af skam. – Nå … Det er jo lige en klassisk historie: kone – elskerinde – uægte barn… Ved du, vi er kirkeviet for evigt? Vi har børn, forsøgte Daria. – Jeg ved alt. Men vi elsker hinanden! Også for evigt! Du kan blive skilt i kirken – når din mand har været dig utro. Jeg har undersøgt det. Det er muligt! argumenterede Mille. – Kære, jeg anbefaler dig ikke at rode dig ind i andres familier! Vi finder ud af vores kærlighed selv, sagde Daria med stigende irritation. Mille trak på skuldrene, som om hun bare havde informeret om alt, og gik hurtigt. Daria smækkede hoveddøren. “Så meget hun ved… Ivan får du ikke!” rasede Daria. Hun begyndte at tænke over, at Ivan havde ændret sig i forholdet til hende og børnene. Alt det klassiske: overarbejde, rejser, pludselige fisketure… Alt, hvad utro mænd finder på. Men Daria pressede de sorte tanker væk. Måske havde hun bildt sig det hele ind, og Ivan var uskyldig? Om aftenen, da Ivan kom hjem, dækkede Daria bord. Hun vidste: man skal altid sørge for, at manden er mæt og glad, før man taler om problemer. Da Ivan takkede for maden, gik Daria lige på. – Ivan, er du forelsket? begyndte Daria, nu som den bedragede ægtefælle. – Ja, sagde Ivan forsigtigt. – Din elskerinde kom forbi i dag. Er det seriøst? – Jeg er et skvat! Jeg kan ikke leve uden Mille! Jeg har prøvet at bryde op, men kan ikke! Lad mig gå, Daria! bad Ivan. – Jeg lader dig gå… sagde Daria stille og vidste, at det var håbløst at appellere til hans samvittighed eller minde ham om børnene. Livet må dømme. Ivan flyttede til Mille. Daria gik til præsten i den lokale kirke for at få råd. Sognepræsten lyttede opmærksomt og lagde trøstende ord: – Min datter, kærlighed er tålmodig, den ophører ikke! Disse ord står i Skriften. Husk det. Du har ret til at blive næsten skilt, da din mand lever i synd. Men du kan også tilgive, bede og vente – Herrens veje er uransagelige… …To måneder senere mærkede Daria, hun ventede barn. Det var Ivans. Hun blev glad – måske et tegn. Måske ville Ivan vende hjem. …En lille søn kom til verden. Darias mor foreslog at kalde ham Johan – på dansk svarer det til Ivan. “Måske, min pige, kommer din Ivan tilbage, alt kan ske …” Darias mor hjalp med alt, passede alle børn, fortalte eventyr og oplærte dem i livets visdom. Ivan glemte ikke Sofia og Andreas. Han kom med gaver, tog dem med til stranden, sendte penge til Daria. Daria forbød børnene at fortælle Ivan om lillebror Johan. Men selvfølgelig kunne de ikke holde mund: Sofie afslørede det hele for sin far, da hun var på besøg. Ivan troede, Daria havde fundet en anden mand. Han anede ikke, at det var hans eget barn … Imens var Mille indlagt med svær graviditet. Ivan rendte i pendulfart efter frugt, syltede agurker og kridt – da Mille havde kalkmangel. Men det endte ulykkeligt. Mille fødte en lille død pige. Også anden graviditet endte med abort. Mille, sønderknust over tabene, ville tage en pause fra at få børn. Men skæbnen havde andre planer … Ivan blev hos Mille. Han bebrejdede sig selv alt det dårlige, der var sket. Imens begyndte Darias gamle studiekammerat, Valdemar, at komme forbi. Dengang på universitetet havde han bejlet til hende, men Daria fandt ham for vagtsom, humorløs og mors dreng. Da hun mødte Ivan, blev Valdemar valgt fra. En regnfuld efterårsdag i bussen satte en mand sig ved siden af hende: – Må jeg? – Ja da, svarede Daria uden at se op. – Savner du nogen? spurgte manden. – Hvad rager det dig? tænkte Daria, uden at sige noget. – Dasha, hej! Hvorfor så trist? Daria drejede sig endelig og udbrød: – Valdemar? Jeg har ikke set dig i hundrede år! Hvor er du, hvad laver du? – Fortæl nu om dig! Er du lykkelig med din? – Valdemar, kom hjem til mig! Din kone bliver ikke sur, hvis du bliver sent? sagde Daria, og de tog hjem til hende. Valdemar havde vin og frugt med – og noget til børnene. Under en følsom middag fortalte Daria alt til Valdemar. Han lyttede forstående og afbrød aldrig. Til sidst gav Daria ham et kys på kinden af taknemmelighed. Det viste sig, at Valdemar aldrig var blevet gift. Han begyndte at komme regelmæssigt. Alle børn fik små gaver, og Daria fik altid blomster. Daria lagde kortene på bordet: “Du må gerne komme, men jeg venter på min mand. Intet andet.” Valdemar anså endda dette for lykke. Han sagde: “Så betragter jeg dig som min søster og børnene som mine niecer og nevøer.” Imens kom der endelig glæde i Ivans nye familie. Mille fødte en sund datter, som de kaldte Bolette – den velsignede, tæt på Gud … Mille forsvandt ind i sit længe ventede og eftertragtede moderskab. Hun tænkte ofte tilbage på samtalen med Daria. Det var ikke let at bygge sin lykke på andres smerte. Først efter Bolette forstod hun, hvad hun havde påført Darias familie. Hun ønskede at bede på sine knæ om tilgivelse! Ivan elskede Bolette, overdængede hende med legetøj, gik til hende om natten, vuggede hende, elskede hendes badetid. Mille elskede at se ham som far. Tiden flød … Fem år gik. Børnene blev større, og de voksne voksede i livets visdom. Så blev Mille alvorligt syg, kun 30 år gammel. Ivan var desperat: hospitaler, læger, dyre behandlinger … Mille sagde farvel til livet, var nær en evig søvn. Lægerne sendte hende hjem for at dø. – Tag mig til din “ægte” kone. Please, Ivan, bad Mille. Ivan undrede sig, men sagde ikke nej. Daria vidste via Sofia, at Mille var døende. Så da Ivan ringede, sagde hun ja. Ivan bar Mille ind i huset. Alle var forsamlet og ventede forklaring. Daria pegede på sengen, og Ivan lagde forsigtigt Mille. – Lad mig være alene med Daria, hviskede Mille. Alle gik ud. Daria satte sig på sengekanten. – Tilgiv mig, Daria! Gud har ramt mig. Jeg beder dig: Tag Bolette! For mig findes kun Ivan og … dig. Lov mig, at du og Ivan vil tage vare på hende, tryglede Mille. Daria tog stille hendes hånd. – Mille, det er ikke Gud, der straffer, det gør vi selv. Jeg tilgav dig for længe siden. Bolette skal nok blive passet på. Bliv her med Ivan! Du og han har brug for støtte. Vores hus har plads nok. Du skal nok komme dig! Ingenting er umuligt for Gud! Bare du ikke mister håbet! sagde Daria. Som i en dansk eventyrstue blev der plads til alle i Darias hjem. Valdemar var der straks for Mille, sagde de rigtige ting, blev nærmest forelsket og elskede Bolette som sin egen – kaldte hende sin “lille marguerit”. Mille ville leve! Hun kæmpede, fandt styrken og troen med fællesskabets støtte. …Efter seks måneders kamp kunne Mille gå ud i haven. Livet vendte langsomt tilbage. Hun tænkte meget på Valdemar. Ivan holdt hun stadig af – men han var en andens mand. Den lektie havde hun lært, og Valdemar, han var god, og han elskede både Mille og Bolette. Mille var på vej tilbage til livet! …En dag under middagen sagde Mille: – Daria og Ivan! Bolette og jeg flytter nu med Valdemar. Tak for alt, for kærlighed og omsorg! I er sjældne mennesker! Aldrig vil jeg glemme jer! Tak, tak! Ivan og Daria så på hinanden. De vidste, hvad der var under opsejling mellem Mille og Valdemar … KÆRLIGHED. Kort forinden havde Ivan haft en dyb snak med Daria: – Daria! Uanset hvad der sker med Mille, vil jeg være sammen med dig! Dit storhjertede sind er uden grænser! Vil du tage mig tilbage? Vi må opdrage vores tre børn! Jeg vil krybe for dine fødder! Undskyld mig! – Og hvad tror du, Ivan? Selvfølgelig vil jeg! Måske burde jeg endda undskylde dig – jeg var nok ikke altid den bedste hustru, når du kunne falde for en anden! Livet er den største lærer! – Og hvad med Bolette, Ivan? Du er jo hendes far, hun elsker dig. – Ja, Bolette er min datter! Hun skal aldrig lide for min fejl. Hun er altid velkommen hos os. Valdemar, Mille og Bolette gjorde klar til at flytte. Mille kaldte Ivan hen til sig: – Elsk din Daria! Elsk hende over alt på jorden! Sådan en kvinde møder du aldrig igen. Farvel, Ivan. – Bliv lykkelig, Mille, svarede Ivan…

AT ELSKE MED TÅLMODIGHED, AT TÅLE MED KÆRLIGHED

Lad mig fortælle dig om Mads og Astrid, hvis ægteskab også var velsignet i kirken. Jeg husker stadig deres bryllupsdag, hvor hele selskabet næsten var fremme ved den gamle landsbykirke, da en uforudset sommerstorm slog ned over dem. Helt ud af det blå farede vinden ind, rev sløret af hovedet på Astrid sløret fór op som en hvid ballon, dansede rundt i luften og styrtdykkede så, skiftevis nådesløst og blidt, ned i en mudret vandpyt. Alle stod bare og gispede og vidste knap, hvad de skulle gøre. Stormen var på et øjeblik ovre. Mads satte i løb efter sløret, men nåede aldrig at fange det.

Der lå så det flotte, hvide slør midt i sort mudder. Astrid råbte fortvivlet:
Lad det ligge, Mads! Jeg nægter simpelthen at tage det på igen!

De gamle damer på bænken udenfor kirken begyndte straks at hviske sammen, du ved, sådan kun gamle landsbykjællinger kan gøre: Nu ville de unge få et liv fyldt med storm og modgang

I en fart købte nogen et kunstigt hvidt silkeblomst i kiosken, stak det op i Astrids frisure. Der var ikke tid til at lede efter et nyt slør. Man kan jo ikke komme for sent til sit eget bryllup!

Inde i våbenhuset stod brudeparret, levende lys i hænderne, klar til kirkens handling og deres evige løfter for Gud. Men allerede inden havde de været på rådhuset og blev borgerligt gift, festede med hele familien og vennerne for menneskene.

Tre år efter var den lille familie vokset. De havde fået tvillinger, Klara og William, og levede et roligt familieliv uden de store problemer.

Men ti år senere ringede det på døren hos Mads og Astrid.

Astrid, som altid havde et åbent hjem for gæster, bød velkommen til alle også de uventede. De blev trakteret med god mad, kaffe i stuen og en ordentlig omgang hyggesnak. Men denne eftermiddag var besøget specielt. Det var en ung kvinde, som kom, mens Mads ikke var hjemme.

Med det samme Astrid så hende, slog hun fast, at den her pige var både yndig, frisk, og meget ung.

Hej, jeg hedder Ida, sagde hun venligt. Jeg er… Mads’ kommende kone.

Astrid tabte pusten et øjeblik.
Nå da, så du har kendt Mads længe? spurgte Astrid med et søgt smil.

Ja, og nu venter vi barn sammen, så… jeg synes ikke, vi kan trække det længere, indrømmede Ida, totalt uforlegent.

Astrid grinede tørt:
Klassisk! Kone, elskerinde, og nu uægte barn på vej…
Ved du, vi er viet for livet, Ida? Vi har børn sammen. Kan du forstå det?
Det ved jeg godt. Men Mads og jeg elsker hinanden og ovre i kirken siger man jo, at man kan blive skilt, når manden ikke er tro. Så måske kan du… lade ham gå?

Seriøst, pige! Bland dig uden om. Det her er vores familieliv vi skal nok klare vores egne problemer selv! Astrid smækkede døren i.

Ida gik med et træk på skuldrene, nærmest ligeglad. Men Astrid var gal og chokeret.
Hun kunne mærke, at Mads var begyndt at opføre sig underligt. Pludselig var der flere overarbejdstimer, forretningsrejser, og lysten til at tage på fisketur eller jagt, hvilket han ellers aldrig havde gidet før. Kvinder fornemmer hurtigt sådanne forandringer og for hende var stemningen mellem dem blevet mærkelig og presset.

Men Astrid nægtede at lade tankerne løbe løbsk. Hun ville tro det bedste.

Da Mads kom hjem samme aften, lavede hun som sædvanlig hans livret. Hun vidste, at vejen til en mands sandhed ofte går gennem maven.
Efter aftensmaden spurgte hun:
Mads… Er du forelsket?

Han svarede stille, men ærligt:
Ja, det… det er jeg.

Ida har været her i dag. Jer to er det alvor?
Jeg er et skarn, Astrid. Jeg kan ikke leve uden Ida. Jeg har prøvet at slå op, men det lykkes ikke. Vil du ikke godt slippe mig fri?

Ja, Mads. Gå. Livet må selv finde sin vej…
Så flyttede Mads ind hos sin nye flamme.

Astrid tog ud i Vor Frue Kirke for at tale med præsten. Han lyttede og sagde trøstende:
Min datter, kærligheden tålmodiggør, den holder ud. Du har ret til skilsmisse, fordi din mand har syndet imod dig. Men du kan også tilgive, bede og vente. Herrens veje er uransagelige…

To måneder senere opdagede Astrid, at hun ventede sit tredje barn. Tanken om, at det var Mads barn, gav hende ro måske var det et tegn fra oven om, at alt ville falde på plads. Den trøst bar hende igennem graviditeten.

Hun fødte en dreng, og hendes mor foreslog navnet Jens, en klassisk dansk variant af Mads. Måske, min pige, vender Mads hjem en dag. Livet tager mærkelige drejninger…

Astrids mor hjalp med alt hentede børnene, lavede mad, fortalte godnathistorier og lærte dem livets små regler.

Mads glemte aldrig Klara og William. Han kom med gaver, tog dem på strandtur og sendte Astrid penge i en brun kuvert.

Børnene skulle dog ikke fortælle Mads om Jens. Men børn er børn Klara blærede sig selvfølgelig, da hun var på weekend hos ham. Mads troede, Astrid havde fundet en ny mand. Det stak ham i hjertet han anede ikke, Jens var hans egen søn.

Imens var det op og ned hos Mads og Ida. Ida var gravid flere gange, men først mistede hun et barn, senere endnu en gang. Sorgen var enorm Ida havde svært ved at komme sig, og hun ville hellere vente, inden hun prøvede igen. Livet havde sine egne planer.

Mads blev. Han følte skyld sørgede for Ida, mens hun kæmpede med sorgen.

Samtidig begyndte Astrids gamle studieven, Jesper, at komme forbi. Han havde engang været helt vild med hende, men Astrid havde aldrig set ham som mere end en ven og i dag var han stadig single uden egne børn.

En regnfuld efterårsdag satte Jesper sig ved siden af hende i bussen og indledte en snak om livet. Snart inviterede Astrid ham hjem til middag. Jesper købte god vin, frugt og slik med til børnene.

Efter et par glas rødvin fortalte Astrid Jesper alt, hvad hun havde på hjerte. Han lyttede, nikkede og sagde ikke andet end, at han forstod. Da hun fortalte sin historie til ende, kyssede hun ham på kinden som tak.

Jesper begyndte at kigge forbi med blomster og gaver, men Astrid sagde klart:
Du kan godt komme, men jeg venter stadig på, at Mads kommer hjem. Ikke andet.

Jesper svarede bare:
Så tager jeg dig som min søster og børnene som niecer og nevøer!

Imens ændrede livet sig også for Mads og Ida. Ida fødte endelig en sund, smuk lille pige, som hun kaldte Alberte et navn med betydning tæt på den velsignede. Hun gik op i moderskabet og tænkte ofte tilbage på mødet med Astrid. Stjålet kærlighed var ikke så sødt, som hun havde troet.

Efter Albertes fødsel forstod Ida for alvor, hvor meget smerte hun havde påført Astrid. Hun fik lyst til at lægge sig for fødderne af Astrid og bede om tilgivelse.

Tiden gik, børnene voksede, og fem år fløj. Ida blev alvorligt syg som kun 30-årig. Mads løb fra læge til læge, brugte tusindvis af kroner på behandlinger og medicin. Ida forberedte sig på at tage afsked.

En dag sagde hun:
Tag mig med hjem til Astrid.

Mads forstod ikke rigtig, men gjorde som hun bad om. Astrid havde allerede hørt nyt gennem Klara, at Ida var blevet uhelbredeligt syg.

Da Ida kom, måtte Mads bære hende ind på Astrids sofa. Hele familien var samlet, alle ventede forklaring.

Lad mig tale med Astrid alene, hviskede Ida.

Da døren lukkede sig, sagde hun svagt:
Undskyld, Astrid. Kan du tilgive? Vil du… tage Alberte og give hende et hjem? Jeg har kun dig og Mads nu. Lover du at elske hende og opdrage hende?

Astrid klemte hendes hånd.
Ida, vi straffer ofte os selv det behøver Gud ikke. Jeg har for længst tilgivet dig. Alberte får et kærligt hjem. Mads og du bliver her. I skal ikke stå alene med alt det svære.

Sådan flyttede de sammen i Astrids store gamle hus. Jesper var den første til at tage Ida til sig, var en støtte dag og nat, altid klar med trøst og smil. Han elskede lille Alberte og kaldte hende min lille tusindfryd.

Ida fandt styrke hun begyndte at gå ture i haven, nød solen, og lod håbet vokse. Ikke hurtigt, men sikkert kom hun sig. Hver dag blev livet lidt mere værd at leve.

Pludselig mærkede hun nye følelser for Jesper. Hun elskede stadig Mads men han var ikke hendes. Jesper elskede hende og hendes datter ubetinget, og sådan kan nogle familier blive skabt, hvor én persons kærlighed er nok for to. Hun håbede bare, kærligheden ville vokse.

En dag efter mange måneders fællesskab, bød hun under middagen farvel:
Astrid, Mads! Alberte, Jesper og jeg flytter ud. Tusind tak, for alt det I har gjort! Jeg har aldrig mødt nogen så godhjertet. Jeg vil aldrig glemme jer!

Mads og Astrid vidste fra blikket, at der var følelser mellem Jesper og Ida.

Før de gik, havde Mads en snak med Astrid:
Uanset hvad, Astrid, vil jeg hjem til dig igen. Dit hjerte har ingen ende på storhed. Vil du tage mig tilbage? Vi skal opdrage vores tre børn sammen!
Astrid omfavnede ham:
Selvfølgelig. Det har ikke altid været nemt, men vi er klogere nu.
Men hvad med Alberte? Hun er jo min datter, og jeg vil altid elske hende. Hun skal vide, at min dør altid er åben for hende!

Jesper og Ida gjorde sig klar til at flytte.

Ida krammede Mads tæt:
Husk at elske Astrid over alt andet. Vær god ved hende! Jeg vil altid bære dig i mit hjerte, Mads.
Bliv lykkelig, Ida, svarede Mads blidt.

Og sådan blev alle, på hver deres måde, en lille smule lykkeligere. For sådan er det med kærlighed den tåler, den håber, den tilgiver, og til sidst den fornyer os alle.

Rating
Mirabile dictu
AT ELSKE MED TÅLMODIGHED, AT TÅLE MED KÆRLIGHED Ivan og Daria blev gift i Vor Frue Kirke. På deres bryllupsdag, lige da bryllupsfølget nærmede sig kirken, rejste der sig pludselig en voldsom sommerstorm. Den kom ud af det blå og rev koldblodigt brudesløret af Daria. Sløret fløj som en ballon op mod himlen, snoede sig rundt i vinden og dalede, udmattet, ned i en mudret vandpyt. Alle gæsterne gispede. Lige så pludseligt faldt stormen til ro. Ivan løb straks ud for at redde sløret, men nåede det ikke. Det sneklædt hvide slør lå i en sort pyt. Daria, fortumlet, råbte til sin kommende mand: – Ivan, lad det ligge. Jeg tager ikke det slør på! De gamle damer, som altid sad ved kirken, begyndte straks at hviske sammen: Nu vil det unge pars liv være fyldt med storme og prøvelser … I den nærmeste blomsterhandler købte de til Daria en kunstig hvid blomst, som hun satte i håret. Der var ikke tid til at finde et nyt slør – man kan jo ikke komme for sent til sit eget bryllup! De to stod i våbenhuset foran alteret, holdt lysene til vielsen, gav deres løfter for Gud. Men før selve kirkevielsen havde de skrevet under i rådhuset og fejret et storslået bryllup for familie og venner. Tre år senere havde Ivan og Daria allerede to børn. Deres datter hed Sofie og deres søn hed Andreas. De levede et roligt familie-liv uden bekymringer. …Men efter ti års ægteskab bankede en ung kvinde på døren hos Ivan og Daria. Daria var altid gæstfri, både for ventede og uventede gæster. Alle blev budt hjerteligt velkommen, mætte og trøstet i samtaler. Men denne gæst var speciel. Ivan var ikke hjemme, da kvinden kom. Daria vurderede straks, at kvinden var smuk, venlig og meget ung. – Hej, Daria. Mit navn er Mille. Jeg er din mands kommende kone, sagde den fremmede. – Sikke noget! sagde Daria overrasket. – Har Ivan friet til dig for længe siden? fortsatte Daria. – Det har han. Men nu kan vi ikke vente længere. Ivan og jeg skal have et barn, sagde Mille uden spor af skam. – Nå … Det er jo lige en klassisk historie: kone – elskerinde – uægte barn… Ved du, vi er kirkeviet for evigt? Vi har børn, forsøgte Daria. – Jeg ved alt. Men vi elsker hinanden! Også for evigt! Du kan blive skilt i kirken – når din mand har været dig utro. Jeg har undersøgt det. Det er muligt! argumenterede Mille. – Kære, jeg anbefaler dig ikke at rode dig ind i andres familier! Vi finder ud af vores kærlighed selv, sagde Daria med stigende irritation. Mille trak på skuldrene, som om hun bare havde informeret om alt, og gik hurtigt. Daria smækkede hoveddøren. “Så meget hun ved… Ivan får du ikke!” rasede Daria. Hun begyndte at tænke over, at Ivan havde ændret sig i forholdet til hende og børnene. Alt det klassiske: overarbejde, rejser, pludselige fisketure… Alt, hvad utro mænd finder på. Men Daria pressede de sorte tanker væk. Måske havde hun bildt sig det hele ind, og Ivan var uskyldig? Om aftenen, da Ivan kom hjem, dækkede Daria bord. Hun vidste: man skal altid sørge for, at manden er mæt og glad, før man taler om problemer. Da Ivan takkede for maden, gik Daria lige på. – Ivan, er du forelsket? begyndte Daria, nu som den bedragede ægtefælle. – Ja, sagde Ivan forsigtigt. – Din elskerinde kom forbi i dag. Er det seriøst? – Jeg er et skvat! Jeg kan ikke leve uden Mille! Jeg har prøvet at bryde op, men kan ikke! Lad mig gå, Daria! bad Ivan. – Jeg lader dig gå… sagde Daria stille og vidste, at det var håbløst at appellere til hans samvittighed eller minde ham om børnene. Livet må dømme. Ivan flyttede til Mille. Daria gik til præsten i den lokale kirke for at få råd. Sognepræsten lyttede opmærksomt og lagde trøstende ord: – Min datter, kærlighed er tålmodig, den ophører ikke! Disse ord står i Skriften. Husk det. Du har ret til at blive næsten skilt, da din mand lever i synd. Men du kan også tilgive, bede og vente – Herrens veje er uransagelige… …To måneder senere mærkede Daria, hun ventede barn. Det var Ivans. Hun blev glad – måske et tegn. Måske ville Ivan vende hjem. …En lille søn kom til verden. Darias mor foreslog at kalde ham Johan – på dansk svarer det til Ivan. “Måske, min pige, kommer din Ivan tilbage, alt kan ske …” Darias mor hjalp med alt, passede alle børn, fortalte eventyr og oplærte dem i livets visdom. Ivan glemte ikke Sofia og Andreas. Han kom med gaver, tog dem med til stranden, sendte penge til Daria. Daria forbød børnene at fortælle Ivan om lillebror Johan. Men selvfølgelig kunne de ikke holde mund: Sofie afslørede det hele for sin far, da hun var på besøg. Ivan troede, Daria havde fundet en anden mand. Han anede ikke, at det var hans eget barn … Imens var Mille indlagt med svær graviditet. Ivan rendte i pendulfart efter frugt, syltede agurker og kridt – da Mille havde kalkmangel. Men det endte ulykkeligt. Mille fødte en lille død pige. Også anden graviditet endte med abort. Mille, sønderknust over tabene, ville tage en pause fra at få børn. Men skæbnen havde andre planer … Ivan blev hos Mille. Han bebrejdede sig selv alt det dårlige, der var sket. Imens begyndte Darias gamle studiekammerat, Valdemar, at komme forbi. Dengang på universitetet havde han bejlet til hende, men Daria fandt ham for vagtsom, humorløs og mors dreng. Da hun mødte Ivan, blev Valdemar valgt fra. En regnfuld efterårsdag i bussen satte en mand sig ved siden af hende: – Må jeg? – Ja da, svarede Daria uden at se op. – Savner du nogen? spurgte manden. – Hvad rager det dig? tænkte Daria, uden at sige noget. – Dasha, hej! Hvorfor så trist? Daria drejede sig endelig og udbrød: – Valdemar? Jeg har ikke set dig i hundrede år! Hvor er du, hvad laver du? – Fortæl nu om dig! Er du lykkelig med din? – Valdemar, kom hjem til mig! Din kone bliver ikke sur, hvis du bliver sent? sagde Daria, og de tog hjem til hende. Valdemar havde vin og frugt med – og noget til børnene. Under en følsom middag fortalte Daria alt til Valdemar. Han lyttede forstående og afbrød aldrig. Til sidst gav Daria ham et kys på kinden af taknemmelighed. Det viste sig, at Valdemar aldrig var blevet gift. Han begyndte at komme regelmæssigt. Alle børn fik små gaver, og Daria fik altid blomster. Daria lagde kortene på bordet: “Du må gerne komme, men jeg venter på min mand. Intet andet.” Valdemar anså endda dette for lykke. Han sagde: “Så betragter jeg dig som min søster og børnene som mine niecer og nevøer.” Imens kom der endelig glæde i Ivans nye familie. Mille fødte en sund datter, som de kaldte Bolette – den velsignede, tæt på Gud … Mille forsvandt ind i sit længe ventede og eftertragtede moderskab. Hun tænkte ofte tilbage på samtalen med Daria. Det var ikke let at bygge sin lykke på andres smerte. Først efter Bolette forstod hun, hvad hun havde påført Darias familie. Hun ønskede at bede på sine knæ om tilgivelse! Ivan elskede Bolette, overdængede hende med legetøj, gik til hende om natten, vuggede hende, elskede hendes badetid. Mille elskede at se ham som far. Tiden flød … Fem år gik. Børnene blev større, og de voksne voksede i livets visdom. Så blev Mille alvorligt syg, kun 30 år gammel. Ivan var desperat: hospitaler, læger, dyre behandlinger … Mille sagde farvel til livet, var nær en evig søvn. Lægerne sendte hende hjem for at dø. – Tag mig til din “ægte” kone. Please, Ivan, bad Mille. Ivan undrede sig, men sagde ikke nej. Daria vidste via Sofia, at Mille var døende. Så da Ivan ringede, sagde hun ja. Ivan bar Mille ind i huset. Alle var forsamlet og ventede forklaring. Daria pegede på sengen, og Ivan lagde forsigtigt Mille. – Lad mig være alene med Daria, hviskede Mille. Alle gik ud. Daria satte sig på sengekanten. – Tilgiv mig, Daria! Gud har ramt mig. Jeg beder dig: Tag Bolette! For mig findes kun Ivan og … dig. Lov mig, at du og Ivan vil tage vare på hende, tryglede Mille. Daria tog stille hendes hånd. – Mille, det er ikke Gud, der straffer, det gør vi selv. Jeg tilgav dig for længe siden. Bolette skal nok blive passet på. Bliv her med Ivan! Du og han har brug for støtte. Vores hus har plads nok. Du skal nok komme dig! Ingenting er umuligt for Gud! Bare du ikke mister håbet! sagde Daria. Som i en dansk eventyrstue blev der plads til alle i Darias hjem. Valdemar var der straks for Mille, sagde de rigtige ting, blev nærmest forelsket og elskede Bolette som sin egen – kaldte hende sin “lille marguerit”. Mille ville leve! Hun kæmpede, fandt styrken og troen med fællesskabets støtte. …Efter seks måneders kamp kunne Mille gå ud i haven. Livet vendte langsomt tilbage. Hun tænkte meget på Valdemar. Ivan holdt hun stadig af – men han var en andens mand. Den lektie havde hun lært, og Valdemar, han var god, og han elskede både Mille og Bolette. Mille var på vej tilbage til livet! …En dag under middagen sagde Mille: – Daria og Ivan! Bolette og jeg flytter nu med Valdemar. Tak for alt, for kærlighed og omsorg! I er sjældne mennesker! Aldrig vil jeg glemme jer! Tak, tak! Ivan og Daria så på hinanden. De vidste, hvad der var under opsejling mellem Mille og Valdemar … KÆRLIGHED. Kort forinden havde Ivan haft en dyb snak med Daria: – Daria! Uanset hvad der sker med Mille, vil jeg være sammen med dig! Dit storhjertede sind er uden grænser! Vil du tage mig tilbage? Vi må opdrage vores tre børn! Jeg vil krybe for dine fødder! Undskyld mig! – Og hvad tror du, Ivan? Selvfølgelig vil jeg! Måske burde jeg endda undskylde dig – jeg var nok ikke altid den bedste hustru, når du kunne falde for en anden! Livet er den største lærer! – Og hvad med Bolette, Ivan? Du er jo hendes far, hun elsker dig. – Ja, Bolette er min datter! Hun skal aldrig lide for min fejl. Hun er altid velkommen hos os. Valdemar, Mille og Bolette gjorde klar til at flytte. Mille kaldte Ivan hen til sig: – Elsk din Daria! Elsk hende over alt på jorden! Sådan en kvinde møder du aldrig igen. Farvel, Ivan. – Bliv lykkelig, Mille, svarede Ivan…