**Arv ved havet – når familie bliver til fremmede**
Jeg sad i køkkenet, da Mikael kom ind og sagde: “Tanja, min bror Jørgen ringede. Han og Marina kommer forbi lørdag. Kun de to, uden partnere. Han sagde, han ville tale om noget vigtigt.”
“Sjovt, hvad kan være så vigtigt, at det ikke kan omfatte koner eller børn?” Tanja kneb øjnene sammen. “Nej, lad vær’ at gætte. Jeg ved det allerede. Det handler om arven. To måneder er gået, og nu er de klar.”
Mikael nikkede tavst. Han havde følt det lige siden tante Lise skrev dem, Tanja og deres datter Nanna, ind i testamentet – en lejlighed i København og et sommerhus i Nordsjælland. I fire år passede de på hende, mens hun var syg. De andre familiemedlemmer? De kom kun om sommeren for at nyde sommerhuset, men når den gamle dame bad om at blive kørt derud for frisk luft, var alle “optaget.”
Lørdag klokken fire præcis stod Jørgen og Marina i døren. Uen indledning satte de sig i stuen.
“Vi skal tale om sommerhuset,” begyndte Jørgen med det samme. “Lejligheden er fint nok, den kan I beholde. Men sommerhuset… Vi har altid passet det.”
“Nej,” svarede Tanja koldt. “I har ikke passet det. I har brugt det. I har nydt det uden at hjælpe. Og forresten, hver gang tante bad jer om hjælp, så kom I ikke.”
“Og hvem skulle bruge tid på hende? Vi har børn, børnebørn, arbejde!” udbrød Marina.
“Men nu har I pludselig krav,” sagde Mikael. “Mærkeligt, ikke?”
“Har I overhovedet kørt hende ud til sommerhuset?” spurgte Marina spidsfindigt.
“Vi havde ikke et sommerhus, men vi købte to sanatorieophold til hende,” svarede Tanja roligt. “Og vi står i testamentet. Det er fællesejet. Vi sælger det.”
“Seriøst?” grinede Jørgen. “For nogle kvadratmeter i et forfaldent hus vil I skændes med familien?”
“Hvis det er så forfaldent, hvorfor holder I så så hårdt på det?” svarede Mikael.
Dagen efter ringede telefonen.
“Hvad fanden, Mikael? Vi er taget derud med Viktor for at hente vores ting – og låsene er skiftet!”
“Ja. Både på porten og huset. I burde have sagt til. Kom lørdag med os og Tanja, så kan I tage jeres ting. Men ikke før.”
Da han lagde på, vendte han sig mod Tanja.
“Hvordan vidste du, de ville styrte derud?”
“Kender du ikke din familie? Hvis vi ikke havde skiftet låsene, havde de tømt stedet for den sidste søm.”
De solgte sommerhuset. Efter at have solgt deres gamle lejlighed købte de en treværelses i Skagen, i et nyt hus lige ved havet. Ti minutters kørsel til stranden.
Nanna flyttede ind i tante Lises lejlighed, mens hun læste på andet semester. Mikael fik arbejde i havnen, Tanja begyndte at undervise i en lokal skole. Det skulle være en rolig, ny tilværelse. Men sådan gik det ikke.
Fra marts begyndte telefonen at ringe ustoppeligt. Familie, der havde glemt dem i årevis, huskede pludselig de “kære.” Først var det Marina:
“I tog sommerhuset fra os, så nu har vi ingen steder at tage hen. Vi kommer til jer i juli. Hele familien, inklusiv Jørgens barnebarn.”
“Marina, vi har ikke inviteret nogen. Vi bor her, vi driver ikke et hotel. Hvis I vil på ferie, så book noget i forvejen.”
“Har du set priserne på hoteller i Skagen?!”
“Nej. Men hvis de er for dyre for jer, så find et billigere sted. Men ikke her. Vi har ikke gæster.”
“Så Tanjas forældre må komme, men ikke din egen søster?!”
“Det var Tanjas forældre. Hvis mine forældre levede, ville de også være velkomne. Men fem voksne og børn i to uger? Nej tak.”
“Vent bare! I ender alene – ingen vil huske jer!”
“Bare rolig. Siden vi flyttede, har vi fået så mange ‘slægtninge,’ at vi kunne fylde to huse. Alle husker os fra maj til september. Resten af året er der stilhed.”
En stilhed, der nu er det mest værdifulde i deres liv.
