Århundredets kidnapning
Jeg vil have, at mændene løber efter mig og græder, fordi de ikke kan fange mig! Freja læste drømmen op fra den lille seddel, mens latteren fra veninderne rungede i stuen. Med et glimt i øjet tændte hun ild til papirlappen. Asken lod hun falde i glasset og skyllede champagnen ned, mens de andre hujede.
Juletræets lys blinkede fraværende et øjeblik, for så at skinne endnu stærkere. Musikken steg, glas klirrede, og ansigterne blev til et sprudlende festfyrværkeri. Det dryssede guldstøv fra grenene eller måske husker hun det bare sådan nu…
Mor… Maaaard! Vågn op!
Freja tvang det ene øje op. Over hende stod et regulært fodboldhold.
Hvem er I? Burde jeg kende jer, børn?
De skøre unger bøjede hovederne og præsenterede sig:
Mor, husk det nu! Magnus 9 år, Jonas 7, Emil 5, August 3 år!
Hele holdet, klar til kamp, alle med skælmske smil og beslutsomhed i blikket. Denne slags mænd havde hun i hvert fald ikke ønsket sig løbende efter sig til nytår!
Hvor er jeres træner? Hov… hvor er jeres far? hæsede hun og rømmede sig. Hent et glas vand til mor, tak…
Hun lukkede kun øjnene et sekund og straks genlød det igen: Maaaard!!
To glas vand, en mandarinkile og en kop agurkesalat stod i hendes hænder. Den ældste vidste allerede, hvordan man får mor på benene efter en fest. De bliver hurtigt store.
Mor, vågn nu! Du lovede jo… klynkede de yngste.
Freja forsøgte ærligt at huske, hvordan hun var endt her, og hvad det var, hun havde lovet.
Film?
Neeej.
McDonald’s?
Nej!
Legetøjsbutik?
Åh moooar! Lad nu være med at lade, som om du ikke ved det! Vi er jo næsten klar, mens du stadig ligger her!
Hvor er det, I skal hen, vil mor gerne vide? Freja opgav.
Søde, kom nu, lød en rolig mandestemme. En høj, mørkhåret mand trådte ind. I hans hasselbrune øjne glimtede gyldne pletter. Hold da op sikke en flot fyr!
Vi er klar, bilen er pakket. På vejen handler vi ind og så afsted!
Freja kæmpede for at forstå, hvem han var, og hvorfor børnene kaldte hende mor. Der var kun tomhed i hendes hoved. Ingen idéer.
Mor, husk vores badebukser! Og tag også dine! råbte én inde fra børneværelset.
“Badebukser? Findes der også en pool? Hvilket eventyrligt liv lever jeg og hvorfor kan jeg intet huske…?”
Freja åbnede øjnene og lod blikket glide rundt. Intet føltes genkendeligt: ikke fotografierne på kommoden, ikke møblerne eller de tunge gardiner med fremmede mønstre. Alt var fremmed. Kun én ting var velkendt: en jule-stjerne, en rød julestjerne i glaseret pottepynt med små hvide perler. Den kendte hun.
Hun lukkede øjnene og trevlede forsigtigt op i gårsdagens minder. Hun havde fejret nytårsaften med sine veninder på restaurant, til hemmelig nisse, præcis som i studietiden, bare nu med designertasker, avancerede frisurer og konstant tidspres.
Veninderne glitrede, festlige og frie, som skolepiger på flugt fra sidste time. For en sjælden gangs skyld var de sluppet væk lige et øjeblik fra hverdagens trummerum: mænd, børn, madpakker, institution og gryder. Friheden lyste af dem.
Men Freja forblev rolig og smuk som altid. Hun var stadig ugift, sin egen chef. Ingen at melde til, vente på, ingen at stå til regnskab for.
Sidste brud blandt veninderne de drillede hende, fyldte glasset, blinkede.
Hun gav en veninde et gaveæske med ansigtscreme med “sort kaviar og guldfibre”. De grinede, at den slags smøre burde serveres på brød og til champagne. Photoshoot af æsken fulgte som blev det kunst snarere end kosmetik.
Til gengæld fik Freja selv jule-stjernen den røde julestjerne i den hvide potte med perler og en sjælden flaske bobler, veninden havde slæbt hjem fra et gammelt slot i Alsace; en af de flasker man kun åbner ved særlige lejligheder.
Hun læste sedlen om det var en skål eller nytårsdrøm, vides ikke og… så sort. Klassiker: kom, fald, vågn, gips!
Freja kastede et blik i spejlet. Stadig samme unge kvinde, behørigt sminket til nytårsaften. Hvor kom da alle disse børn og manden fra? Hun mindes hverken bryllup, fødsler eller at have haft småfolk på slæb, men kan alligevel navnene. Hendes egen mands navn aner hun ikke. Noget er galt…
Hun gik ud i entreen, hvor kufferterne stod sirligt linet op to store, en sort og en beige, begge med logo fra Magasin du Nord. Tre farverige børnetasker lå ved siden af.
Så vi skulle ikke bare på picnic i skoven. Men hvor så? På eventyr?
I det samme kom “manden” ind. Hurtigt og rutineret greb han kufferterne, som om det var det mest naturlige i verden, og skubbede hende blidt mod døren.
Vi når det kun, hvis vi skynder os, sagde han stille.
Freja kastede automatisk et blik på sin venstre hånd og stivnede. Intet bryllupsring. Heller ikke på hans finger. Endnu en gåde…
Børnene satte sig én efter én ind i minibussen. Taskerne blev kastet på plads, bælter klikkede knivskarpt koordineret. Manden placerede sig roligt bag rattet. Freja åndede ud og satte sig foran.
Han rakte straks en kop kaffe. Lun med mælk præcis, som hun afskyr det! Det gjorde ondt på en mærkelig måde.
Lad os komme afsted, sagde han, sendte et blink bagud.
Bilen satte i gang. Jo længere de fjernede sig, desto tungere blev uroen i kroppen.
Bagved summede børnene, grinede, kappede om ordet. Manden kørte koncentreret, kastede indimellem et drillende blik til Freja, som om de delte en afsløret hemmelighed. Som om han vidste noget, hun havde glemt.
Freja stirrede ud på motorvejen. Alt virkede tydeligt: familie, bil, rejse. Men intet gav mening.
De nåede ud over bygrænsen og videre. Freja blev mere og mere overbevist om, at de omkring hende ikke var hendes familie men fremmede! Hun blev kidnappet!
Men hvorfor kendte hun så børnenes navne? Det hele snurrede, men én ting stod klart hun måtte gøre noget ved det her!
Freja rettede sig op og knugede kaffekoppen, lod som om hun bare holdt øje med vejen. Indvendigt gled hun ind i et andet gear ikke længere forvirret, men overlevelsesklar.
Efter en halv time brød børnene ud i kor:
Far, vi skal tisse!
Jeg er tørstig!
Er der snacks?
Manden drejede ind på en tankstation, og alle pilede ud. Chancen var der! Frejas hjerte hamrede. Mens de andre kiggede væk, listede hun forbi caféen, ned mod bilen, sprang ind men nøglerne manglede.
Der var du vi ledte efter dig, lød hans rolige stemme fra vinduet.
Nu er vi her alle, så kører vi igen, fortsatte han blødt. Slap af, skat, jeg kører videre.
En time senere tonede lufthavnen frem forude glas, beton, biler, mennesker. Bilen blev sat på p-plads, alle vadede ind.
Freja var på kogepunktet. Hun ville ikke fragtes til Gud-ved-hvor hun nægtede at være offer! Hun faldt langsomt bagud fra gruppen, lod dem gå et par meter foran, og pludselig satte hun af:
Hjælp! Det er en bortførelse! hylede hun til en sikkerhedsvagt.
Vagten handlede straks. Hun blev lagt på maven, hænderne låst med håndjern. Folk omkring med våben, radioer, alvor.
Vent! Giv mig et sekund! råbte manden, hun troede havde kidnappet hende.
Det er en nytårsprank! Vi er ikke farlige! Ingen kidnapning!
Freja hørte stemmen som gennem vand. Så ligesom på film så hun dem. Bag en reklamevæg stod veninderne, grinende, opløste af spænding, nogle nærmest lettede.
Mor! råbte børnene og løb over til en af de andre kvinder, midt blandt de grinende veninder. De andre tryglede vagterne om at slippe “bortføreren”.
Freja blev løftet op, håndjernene fjernet. Verden stoppede med at dreje. Hun stod i lufthavnens kaos med hjertet galopperende og forstod pludselig: hun var ikke blevet kidnappet.
Hun… var blevet taget gas på?
Da adrenalinen borede væk, begyndte hun at høre venindernes stemmer:
Det var én stor prank.
Et kæmpe, dyrt, gennemtænkt rollespil.
Veninderne talte alle i munden på hinanden. Sandheden var: de havde længtes efter at præsentere Freja for “en god fyr”. Ham, der havde haft et godt øje til hende i årevis. Men han havde ikke turdet invitere hende ud han kendte hendes stærke personlighed.
Freja sagde altid: Nej tak, jeg klarer mig selv.
Derfor måtte veninderne improvisere ikke introducere, men kaste hende direkte ind i “familielivet”: En mand, der ordner alt, sørger børneholdet, laver kaffe og smiler hamrende charmerende hele vejen.
Vi ville bare have, at du mærkede det, ikke tænkte, indrømmede veninderne.
Freja kunne ikke blive rigtig vred længere. Kvindelogik er måske ikke subtil, men effektfuld.
Ja, det var lidt af et chok. Ja, hjertet sad i halsen, men forsøget var ægte! Nogle gange skal der kun én morgen, tre børn og en kop kaffe til for at finde ud af, om man savner selskab af en mand.
Og der stod han pludselig “Hovedpersonen” i hendes nye film-scene og smilede, med det der drillende blik, der mindede om katten fra Shrek. Hans øjne dansede af guldpletter. “Børnene” klamrede sig til ham som det viste sig, var de blot hans nevøer, ellevilde over at lege med onkel.
Skynd jer, ellers misser I flyet! kom veninderne i tanke om. Check-in nu!
Igen, bortførelse? blev Freja pludselig i tvivl. Hvor havde de egentlig tænkt sig at tage mig med? Syden? Middelhavet? Svømme med fisk og spise mango?
Han rakte hånden frem mod hende.
Jeg hedder Mads. Må jeg have lov at kidnappe dig endnu engang? sagde han med et skævt smil.
Freja glimtede til veninderne. De stod helt stille, ventede på hendes dom. Hun kastede et blik på de pakkede kufferter. Og så mødte hun Mads’ varme øjne.
En tanke fløj gennem hovedet: Hvad har jeg egentlig at miste?
Lad os køre! udbrød Freja, smilede til sig selv og vidste, at denne “kidnapning” ville være hendes livs mest underholdende eventyr.
Næsten mumlende tilføjede hun: Men kun hvis børnene bliver hjemme…
Veninderne udbrød latter, Mads’ grin blev endnu bredere, og den travle lufthavn forvandlede sig pludselig til begyndelsen på noget helt nyt sjovt, varmt og overraskende hjemligt.
Nogle gange stjæler livet os ikke.
Det bringer os bare brat derhen, hvor vi i virkeligheden altid har hørt til.
