Nyårs-overraskelsen
Lise skyndte sig hjem, uanset isen under fødderne. Selvfølgelig – i hendes taske lå der to flybilletter. Sydpå ventede en forhåndsbestemt hotelværelse. De havde længe drømt om at fejre nytåret ved havet, i varme og uden bekymringer. Ikke stå ved komfuret, men slappe af og svømme i poolen. Føle sig som i en eventyrverden.
Men altid var der noget, der kom i vejen. Enten manglede der penge – de sparede op til udbetalingen på en lejlighed. Eller de glemte simpelthen at købe billetter og booke hotel i tide i hverdagens hektik…
Nu havde de deres egen lejlighed. Der var kun lidt tilbage at betale. Tid til at tænke på børn. Og hvis ikke nu, så ville de med en baby ikke kunne opfylde deres drøm længe. Derfor besluttede Lise at give Mads en nytårsgave.
Selvfølgelig ville hendes svigermor uden tvivl brokke sig over, at Lise spildte penge på nonsens. At der ikke var noget at lave ved havet om vinteren. Og hvad med hende og faren? Hvorfor havde hun ikke spurgt dem? Der ville komme sure miner og anklager. Kort sagt, hun ville få en ordentlig omgang. Svigermor kunne allerede godt lide hende knap så godt, og nu var det ufatteligt at tænke på, hvad der ville ske. Nå, hun ville ikke slå Lise ihjel. Hun ville overleve det på en eller anden måde. Men hvor ville hun overraske Mads! Hvilken fest hun ville give ham!
Hvis hun havde spurgt, ville svigermor øjeblikkeligt have lavet en scene, og overraskelsen ville være ødelagt. Og de ville næppe komme afsted til havet. Tanken om, at gaven måske ikke ville falde i god jord hos manden, eller at han pludselig havde andre planer, strejfede ikke Lise. Mads havde altid sagt, han ikke forstod meningen med at proppe sig med salater hele aftenen foran tv’et. Han elskede selskaber og fest.
Indtil i dag havde konvolutten med billetterne ligget i hendes skrivebordsskuffe på arbejdet. I dag besluttede hun at tage den med hjem og give den til Mads. De skulle afsted om to dage.
Da hun kom hjem, lagde Lise konvolutten under juletræet, så Mads umiddelbart ville se den. Hun skiftede tøj og begyndte at lave aftensmad, mens hun lyttede efter, om døren ville gå op. Hun kiggede på uret igen og igen.
Klokken halv ni begyndte hun at blive bekymret. Madten på komfuret var kold, men Mads var stadig ikke kommet hjem. Hendes humør styrtdykkede. Hun ringede til ham flere gange, men hans telefon var slukket. Lise flakkede rundt i lejligheden, gik hen til vinduet og så, om hans bil kom kørende. Frygtelige tanker myldrede frem i hendes hoved, den ene værre end den anden. Hun tastede hans nummer igen og igen, men hver gang sagde en robotstemme køligt, at telefonen var slukket eller uden for dækning.
Lise jagtede de mørke tanker væk og sagde til sig selv, at Mads måtte have hængt ud med venner. Men hvorfor havde han slukket telefonen? Hvorfor havde han ikke sagt noget?
Hun så endda ud ad døren et par gange. Engang havde hendes far drukket sig fuld med venner. De bragte ham hjem, men vidende morens strenge temperament, turde de ikke vise sig. De satte ham op ad væggen ved døren og gik. Heldigvis kom en nabo sent hjem, så ham sove på trappen og ringede på.
Men der var ingen ved døren, og ingen fodtrin på trappen. Lise havde allerede glemt billetterne og sin overraskelse – hun ville bare vide, at Mads var okay.
Hun tænkte ikke på at gå i seng. Hun satte sig på sofaen, trak benene op under sig og forberedte sig på at vente hele natten. En livlig telefonmelodi lød i nattestilheden som et skud. Lise rystede, greb mobilen og sprang op.
*Mads, hvor er du? Hvad sker der?* råbte hun i røret.
*Intet er sket,* svarede en fremmed kvindestemme, sød som honning. Lise holdt telefonen væk fra øret og kiggede på skærmen – det var Mads’ nummer. *Din Mads sover. Som en baby,* sang stemmen.
*Hvor sover han? Hvorfor? Hvem er det?* spurgte Lise, selvom hun allerede vidste svaret.
Da hun havde fortalt en veninde om sin nytårsgave, havde veninden fnøst og fortalt en historie om sin søster. Hun havde givet sin mand et fælles abonnement til svømmehal og sauna. De gik et par gange. Så blev manden forkølet, og der kom travlhed i vejen.
Søsteren besluttede at gå alene. Ved receptionen fandt hun ikke sit medlemskort, som hun altid havde med. Pigen bag disken sagde, at kortet var blevet brugt for en halv time siden. I det øjeblik forstod hun, hvem der havde taget det. Et kvarte senere så hun sin mand komme ud af omklædningsrummet arm i arm med en ung kvinde. Sådan fandt hun ud af hans utroskab. Veninden havde sagt, at hun ikke hadede overraskelser – men man skulle passe på.
Alt dette fløj gennem Lises hoved på et splitsekund. Stemmen vækkede hende.
*Mads sover hos mig. Han har det fint, rolig nu. Kan du gætte, hvem jeg er? Han elsker mig. Vi har været sammen i et halvt år. Han kunne ikke sige det til dig. Jeg besluttede at hjælpe ham.* Linjen gik død.
Lise sank sammen på sofaen med telefonen i hånden. Skærmen blev mørk, ligesom hendes liv, hendes håb, den glade forventning om nytåret og turen sydpå. Alle følelser forsvandt, bortset fra smerte og en uudholdelig sorg.
Hvor mange gange havde hun hørt sådanne historier? Læst om dem på nettet? Det kunne ikke ske for dem. De havde været sammen i seks år. Var det nok til at blive trætte af hinanden? Det kunne ikke passe. Mads ville komme hjem og sige, det var en joke.
Lise ringede igen. Telefonen var stadig slukket. Hun forestillede sig en halvnøgen blondine i en kåbe, der tog hans telefon fra lommen, låste sig inde på badeværelset og ringede til hende. Hun kunne se det smukke ansigt, som en kopi af alle de glamourøse piger på nettet. De læber, opsvulmede af lidenskabelige kys.
*Et halvt år. Så siden juli. De sover sammen, ikke bare går en tur. Og jeg har planlagt en nytårsgave hele tiden.* Lise vidste ikke, hvad der var værst – mandens utroskab eller hendes forgæves forsøg på at gøre ham glad.
Den glemte konvolut lå stadig under juletræet. Mærkeligt nok fældede hun ingen tårer. Tanker fløj gennem hovedet på heHun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og vidste, at den eneste vej frem var videre.
