**Dagbogsnotat – En aften med Bedstemor**
“Der kommer arbejdsmanden,” sagde Karen Jensen med en kold stemme, da Anna kom hjem. Hun var hans kone Mettes bedstemor – en kvinde af den gamle støbning, hårdt pakket i socialistiske idealer. Hun kunne ikke fordrage ham. Ikke hans cowboybukser, ikke hans t-shirt, og allermindst hans arbejde som frisør. “En rigtig mand skal have et rigtigt mandearbejde,” brummed Anna. “Min mand var smed hele sit liv, indtil partiet forfremmede ham. Men denne her? Klipper hår hele dagen. Det er kvindearbejde, og han opfører sig også sådan – alt for fin.”
Hun lænede sig tungt på sin stok og råbte: “Mette! Din mand er kommet!”
Mette kom farende ud af køkkenet – forkælet rød om kinderne – og gav ham et hurtigt kys. “Føj, kælne kærtegn,” spottede bedstemor. “Jeg er sulten, hvornår er aftensmaden færdig?”
Mette foldede hænderne: “Anna skal bare lige vaske hænder, så er det klar.”
Bedstemor skar en grimasse: “For fem minutter siden sagde du, at der var en halv time til!”
Mette famlede efter undskyldninger: “Det gik bare hurtigere end ventet –”
“Ah, så jeg skal vente på denne pattekat?” råbte Anna og stampede efter hende ind i køkkenet. “Vent lige – din lumske!”
Fra køkkenet lød der pludselig latter.
Anna stod ved håndvasken og spåede om en lang, trist aften – aftensmad, gammeldags danske film på DVD (bedstemor hadede alt nyt, der var for “umodent”), og så tidlig sengetid kl. ni.
Han havde prøvet at overtale Mette til at splejse en lejlighed, men hun bedede ham om at bide det i sig: “Hun er hård, men hun er alene. Og hun tog mig ind, da min mor efterlod mig på fødestuen.” Så han gav efter. Familien stod altid forrest for ham – hans egen landsby havde hjulpet ham, da han kom til København. Nu gengældte han det med penge og arbejdspinde.
Hun råbte igen: “Vasker du dig eller hvad? Kragerne stjæler dig!”
Ved bordet kød Anna stadig af på hans arbejde, mens hun proppede sig med Mettes mad: “Hvad er der nu svært ved at klippe hår? Prøv at feje gader i stedet – så kan vi tale arbejde!” Anna begyndte igen på sin yndlingshistorie om hendes mand, der arbejdede på værftet som 15-årig. Anna kæmpede en sur kamp mod at vise ham, hvor ubetydelig han var.
Men hvad kunne han gøre? Det var begyndt da han var ti – hans mor kom hjem med håret fuld af tjørner. “Klip det af, før far ser det,” havde hun sagt. Han huskede den underlige fryd, da han første gang holdt en saks. Han klippede det skævt, men til hans overraskelse grinede hun: “Hvor er jeg bleven ung!” På gården viste hun det stolt frem, og snart kom alle kvinderne. Så valget om uddannelse var let.
Mette mødte han i Kongens Have, hvor hun samlede løv. Uden at tænke gik han hen til hende. De faldt for hinanden – virkelig faldt. Senere fortalte hun om sin far, der døde ung, og sin mor, der forsvandt. Bedstemor tog hende uden at tøve.
Selvom hun ikke brød sig om Anna, lod hun dem bo der. Men hun undlod ikke at hakke på ham.
En nat hørte Anna bag døren. Bedstemor lå bleg og famlede efter medicin. Han gav hende pillerne og ringede efter en ambulance.
I fjorten dage var der fred. Ingen brok, ingen gamle. film. Men så kom hun hjem.
“Nå, Anna, hvad skal vi se i aften?” spurgte hun, første aften.
Han stirrede.
Hun grinede: “Hvorfor den mine? Jeg er frisk igen.” Så sagde hun stille: “Tak. Lægen sagde, du reddede mig. Du kunne have ladet mig dø – men det gjorde du ikke. Nu er du også min familie. Hvis jeg brokker mig, så ignorer det. Det er bare vane.”
For nylig fik Mette glædeligt nyt – de ventede barn. Selv bedstemor fik en sjus (da Mette ikke så det).
Livet er alligevel smukt, når du kigger ordentligt efter.
