Ar og venskab: historien om en uovervindelig sjæl
Vi sidder på Lises altan på 15. sal i en nybygget lejlighed i en forstad til Aarhus. Lis og hendes far og bedstemor flyttede hertil for fire år siden. Hendes far er advokat i en byggefirma, der opførte dette hus. De valgte lejligheden med en stor altan specifikt til Lis, så hun kunne leve ud af sin passion. Faren havde råd til det. Altanen er isoleret: gulvvarme, radiatorer, væggene er dækket af relieffliser, bløde at røre ved. Lis er besat af stueplanter og akvariefisk. I lejligheden er der fem akvarier – et i hvert rum og et her på altanen.
Dette akvarium er hjørneformet, med blødt lys og et avanceret filtersystem, som jeg ikke forstår noget af, men Lis kunne snakke om i timevis. Indeni er der en keramisk borg med buer og små tårne. Fiskene svømmer ud fra dens vinduer som vagter i et undervandskongerige. Fire skarpe orange fisk, hvis navne jeg altid glemmer, og én usædvanlig – en pansermalle, som Lis kalder en bronze-pletakalli. Han er akvariets rengøringshjælp, renser alt.
Lis ved alt om sine fisk. Hun er aktiv på akvarieforum, skriver artikler til faglige hjemmesider, og der respekterer de hende. Med samme passion dyrker hun planter. Efter flytningen blev hendes værelser til blomstrende jungler. På altanen slynger efeu sig, der hænger potter med violer, og der står små nåletræer og bonsai.
Vi sidder i denne grønne oase og kigger ud ad det store vindue mod Århus Å, husenes tage og en park i det fjerne. Til højen for neden buldrer motorvejen mod Skanderborg og Silkeborg. Lis fortæller om en tur med sin far efter bær. De kørte så langt ud, at kun deres terrængående bil kunne komme frem. De samlede fulde kurve, og så brugte de tre dage med bedstemor på at lave syltetøj.
“Det er synd, far næsten aldrig er hjemme længere. Han arbejder selv om weekenden. Vejret er perfekt nu, men snart kommer regnen, og så når vi ikke at tage afsted. Mette, skal vi ikke prøve at tage billeder igen?” Lis ser på mig med bøn i blikket.
Jeg sukker. Vi går ind på hendes værelse – lige så grønt og hyggeligt som altanen. Lis sætter sig foran en hjemmelavet hvid baggrund. Jeg tager et par billeder, og så prøver vi at redigere dem på hendes laptop. Hun har brug for nye pasfotos, men det virker umuligt.
Billederne bliver ikke gode. Enten er jeg en dårlig fotograf, eller også er det noget andet.
“Lis, stop nu med at overtænke det. Der er en fotobutik nedenunder – jeg løber ned og aftaler noget.”
Lis nøler, men nikker til sidst. Hun kravler op i lænestolen på altanen,svøber sig i et tæppe og vender sig mod vinduet.
Jeg tager nøglerne og løber ned. Fotografen – en ung fyr – keder sig ved disken. Jeg forklarer, at vi har brug for pasfotos, men vi vil gerne tage dem hjemme på 15. sal.
“Det vil koste…”
“Det er ligegyldigt. Vi har brug for dem i dag, hurtigt.”
Vi går op igen. Fyren stopper op foran akvariet på altanen og stirrer fascineret på fiskene. Jeg vreder mig.
“Altså… Prøv at undgå at fokusere for meget på… Pigen har alvorlige ar i ansigtet, derfor kom hun ikke ned til butikken. Vær sød.”
“Klart. Kunden betaler, resten er ikke mit problem.”
Jåber på Lis. Hun kommer ud, indhyllet i tæppet som en puppe, sætter sig tavst foran baggrunden. Fotografen stiller sit kamera ind og kigger nysgerrigt på hende.
“Klart. Tag tæppet af.”
Lis fjerner langsomt stoffet og retter ryggen. Fotografens ansigt bliver blegt, og hans øjne viser chok.
“Hold da op…” siger han ufrivilligt.
“Tag billederne,” mumler Lis dæmpet.
Han skynder sig at tage billederne, og jeg følger ham til døren.
“Søster?”
“Nej, bedste veninde. Hun er utrolig, stærk…”
“Det tror jeg gerne. Men næste gang, så sig det lige på forhånd.”
“Det gjorde jeg jo…”
“Ja, men da jeg så det… Hvor længe har hun været sådan?”
“Toogtyve år.”
“Av… Stakkels pige.”
Jeg rækker ham pengene. Han vifter afvisende:
“Kom ned om en time, så er de klar.”
Jeg vender tilbage til Lis. Hun er tilbage på altanen, i tæppet, skuldrene ryster – hun græder. Jeg putter hende, stryger hendes hår og vugger hende som et barn.
“Det er okay, Lis. Alt går over, også det her. Se, løvene i parken er helt gule nu. Skal jeg løbe ned efter dine yndlings-ahornblade? Eller is? Vi kan lave en lille fest.”
“Der er is i fryseren, Mette. Spis… Jeg har ikke lyst.”
For ti år siden gik jeg gennem en velkendt hospitalsgang i Aarhus. Sygeplejersker, læger og portører smilede til mig, og jeg hilste på alle.
Ved skranken sad en ældre sygeplejerske:
“Mette, hvor længe har du været hjemme? Fire måneder? Skal du opereres igen?”
“Ja, Karen. Forhåbentlig sidste gang.”
“Vi må se, hvor vi kan placere dig… Første afdeling er under renovering, det er proppet. Selv børnestuen har ekstra senge.”
Jeg kiggede ind i børnestuen gennem ruden. Ti senge i stedet for seks, alle optagne.
“Der er plads på stue 12. Vil du det?”
“En halvbox? Ja tak!”
Karen sukkede og smilede skævt.
“Kom så. Der er en sød pige derinde, Lis Nielsen. I er jævnaldrende. Men… du skal lige vænne dig til hende. Hun har også været ildelidt. Meget.”
“Ildelidt? Det har jeg set før.”
Stue 12 var næsten luksus. Bad, toilet, et lille køleskab, to elektriske senge. Der var plads til et tv.
Jeg gik ind. Min seng ved døren var tom. Ved vinduet sad en lille skikkelse, indhyllet i et tæppe med hovedet dækket. Sygeplejersken tændte lyset og hjalp mig med at pakke ud. Pigen tav og stirrede ud under tæppet. Kun øjnene var synlige.
“Lille Lis, det her er Mette. Hun er sød, kom nu frem.”
Sygeplejersken trak i tæppet. Jeg blev stiv. Lis havde intet ansigt. Ingen hår, ingen ører, kun huller i stedet for en næse, næsten ingen læber. Halsen blev holdt oppe af en skumplastkrave. Ingen kinder – bare ar, ligesom dem på min ryg og ben. Men mine ar var skjult under tøjet. Hendes…Vi bliver siddende i stilhed, mens lyset fra byen glitrer som stjerner på den mørke himmel, og selvom vi ikke siger noget, ved vi begge, at sammen er vi stærkere.
