Anna Mortensen gik gennem regnen og græd. Tårerne løb ned ad hendes kinder og blandede sig med de kolde regndråber.
En ting er da godt regnen falder! Ingen ser mine tårer, tænkte hun stille for sig selv.
Men hun tænkte også: Det er min egen skyld! Jeg kom på det forkerte tidspunkt. Uden invitation.
Hun gik grædende videre. Og så grinede hun pludselig, idet hun kom i tanke om en gammel dansk vits, hvor en svigersøn spørger sin svigermor: Skal du ikke engang ha en kop kaffe, mor?
Og nu var hun havnet i samme rolle som moren fra den historie.
Hun græd og grinede på skift, hendes følelser væltede rundt indeni.
Da hun kom hjem, tog hun de våde klæder af og lagde sig under tæppet. Nu græd hun ustyrligt, uden at forsøge at skjule det ingen var der til at høre hende. Kun den gyldne fisk i det runde akvarium ved vinduet svømmede tavst rundt.
Anna havde altid været en kvinde, mænd lagde mærke til. Men trods hendes charme, blev det aldrig til noget med faren til hendes søn, Mikkel. Han drak meget. I starten var det til at leve med han blev bare træt og sov. Men senere blev han voldsomt jaloux. På alle! Selv da Anna svarede en ældre herre på gaden, blev han gal.
En dag, da hun smilte venligt til naboen, mistede han fatningen helt.
Han slog hende længe og kontrolleret. Foran deres barn.
Mikkel fortalte senere til sin mormor og morfar, præcis hvad der var sket, med alle detaljer. Annas mor græd:
Er det for dette, jeg opdragede min datter? For at hun skulle slås af sådan et drukkenbolt?
Faren sagde ingenting, men tog sin jakke og gik. Han fandt svigersønnen nu eks og smed ham ud fra fjerde sal. Mens han faldt, brækkede han endda armen.
Faren rystede sin knyttede næve mod ham og råbte: Kommer du tæt på min datter igen, så er det slut! Jeg ender i fængsel, men du ødelægger ikke Annas liv mere!
Manden forsvandt for bestandigt. Anna valgte ikke at gifte sig igen. Hun skulle jo opdrage barnet. Man ved aldrig, hvad for en mand man får.
Mange mænd forsøgte senere at indlede noget med hende, men Anna kunne ikke. Hun havde fået nok af Mikkels far.
Anna led ingen nød materielt. Hun havde et godt job som ernæringsteknolog og arbejdede på en lille restaurant i Aarhus. Hun klagede ikke over livet.
Hun sparede op til en lejlighed, og da hun endelig havde penge nok, besluttede Mikkel sig for at gifte sig med sin kæreste, Karen, en kvik og hjertevarm pige med et rigtigt gammeldansk navn.
Anna sad tilbage i sin gamle lejlighed, mens børnene fik en flot bryllupsfest og overdraget den nye, toværelses lejlighed. Sådan skal det være de har familie, de har brug for det mere end jeg, tænkte hun.
Nu begyndte hun at spare op til en bil til dem. Man kan ikke køre rundt i den gamle Skoda for evigt.
Egentlig havde hun ikke planlagt at besøge Mikkel i dag. Hun havde aldrig for vane at påtrænge sig sine børn. Men regnen overraskede hende, lige i nærheden af deres hus, og hun havde end ikke en paraply. Så voldsomt regnede det, at en paraply næppe havde hjulpet.
Anna besluttede sig for at søge ly og tage en snak med Karen kvindetilkvinde, med en kop kaffe.
Da Karen åbnede døren, stod hun bare og kiggede overrasket på sin svigermor. Hun tilbød ikke engang at komme indenfor, men spurgte koldt i entreen:
Anna Mortensen, havde du brug for noget?
Anna blev forvirret og begyndte at undskylde:
Jo, altså… det regner…
Men regnen er jo stoppet nu! Du har jo ikke langt hjem, sagde Karen og så ud mod vinduet med armene over kors.
Ja, jo, nikkede Anna stille og gik ud igen, overvældet af tårer, ned i den våde gade.
Hun græd længe, indtil hun faldt i søvn. I drømmen kom den gyldne fisk fra akvariet.
Fisken voksede sig stor og bevægede lydløst munden. Men Anna forstod alt, den sagde.
Du græder? Hvor dumt! Fik du ikke engang en kop kaffe? Hvem gemmer du penge til en bil for? Skal du leve hele dit liv for dem? Se på dig selv! Du er klog og smuk. Du har penge hvorfor spare dem op til børnene? De værdsætter det ikke. Rejs ud i verden. Lev lidt for dig selv.
Anna vågnede, da mørket lagde sig.
Fiskens mund åbnede og lukkede stadig, men Anna forstod ikke fiskesproget længere. Til gengæld forstod hun nu det vigtigste: Man må aldrig ofre sig for utaknemmelige mennesker. Især ikke for dem, der ikke engang byder på kaffe eller tilbyder at vente tålmodigt på, at regnen stopper.
Anna tog pengene, som hun havde sparet op til børnene, og købte sig en rejse til havet.
Hun rejste af sted, slappede af, og kom hjem solbrun og glad.
Sønnen og svigerdatteren opdagede det slet ikke, for de kom kun til hende eller ringede, når de havde brug for penge eller en børnepasser.
Anna begyndte også at åbne op for nye bekendtskaber og fik til sidst en beundrer. En spændende mand den elegante direktør for hendes restaurant. Han havde længe haft øje for hende, men hun havde altid kun prioriteret Mikkel og Karen. Nu faldt alting endelig på plads både arbejde og privatliv.
For nylig kom Karen forbi.
Hvorfor kommer du ikke forbi mere? Hvorfor ringer du ikke? Mikkel har fundet en ny bil! sagde hun og slog blikket ned.
Karen, ville du mig noget? spurgte Anna og lagde armene over kors.
Karen skulle lige til at sige noget mere, da en mand stak hovedet ud fra stuen.
Annika, skal vi have kaffe?
Det skal vi! smilede Anna.
Inviter gæsten med, lød det venligt fra manden.
Nej, Karen skal hjem. Hun drikker alligevel ikke kaffe, vel?
Anna lukkede døren efter Karen, og med et smil til den gyldne fisk tænkte hun:
SÅDAN skal livet leves!
Livets lektie: Nogle gange må man stoppe med at give alt til dem, der tager det for givet og vælge at leve for sig selv, med glæde og stolthed.
