Anna Petersen sad i hospitalsparken på en bænk og græd. I dag fyldte hun 70, men hverken søn eller datter kom eller ønskede tillykke. Heldigvis havde værelseskammeraten, fru Jensen, sagt tillykke og endda givet hende en lille gave. Endda rengøringsassistenten Maja havde fejret hende med et æble i anledning af fødselsdagen. Plejehjemmet var pænt, men personalet var generelt ligeglade. Alle vidste jo, at det var børnene, der satte deres forældre her, når de blev en byrde. Også Anna Petersen blev bragt her af sønnen, som sagde, hun skulle slappe af og komme til kræfter – men i virkeligheden var hun kun til besvær for svigerdatteren. Lejligheden var hendes, men sønnen fik hende overbevist om, at hun skulle skrive skødet over til ham. Da han bad hende skrive under, lovede han, at alt ville blive som før – men snart flyttede hele familien ind hos hende, og der begyndte en krig med svigerdatteren, der altid var utilfreds – maden var ikke lavet rigtigt, der var snavs på badeværelset, og meget andet. Sønnen forsvarede hende først, men begyndte så selv at råbe. Bagefter lagde Anna Petersen mærke til, at de gik og småsnakkede, og når hun kom ind, blev de tavse. En morgen begyndte han så at tale om, at hun havde brug for at hvile sig og komme til undersøgelse. Moderen så ham i øjnene og spurgte bittert: – Sætter du mig på plejehjem, min søn? Han rødmede og svarede forlegent: – Nej, mor, det er bare et rekreationshjem. Du bliver der en måned, så kommer du hjem igen. Han kørte hende derhen, underskrev papirerne og skyndte sig bort, med løftet om snart at komme igen. Kun én gang kom han: han havde to æbler og to appelsiner med, spurgte til hvordan det gik, og før hun nåede at svare færdigt, var han væk. Nu havde hun boet her i to år. Da måneden var gået, og sønnen aldrig kom, ringede hun hjem. Fremmede svarede, og hun fandt ud af, at han havde solgt lejligheden – og ingen vidste, hvor han var. Anna Petersen græd nogle nætter, men hun vidste jo godt, at hjem kom hun aldrig igen – og hvorfor så græde? Mest ondt gjorde det, at hun en gang havde såret datteren for at gøre sønnen lykkelig. Anna kom fra en landsby og giftede sig med sin barndomsven Peter. De havde hus og lidt landbrug, ikke rige, men sultede heller ikke. Så kom en gammel nabo hjem fra København og fortalte Peter, hvor godt livet var i byen – god løn og lejlighed med det samme. Peter blev tændt, solgte alt, og de flyttede til byen, hvor de fik en lejlighed, købte møbler og en gammel bil. Så kom Peter ud for en ulykke i bilen og døde kort efter på hospitalet. Efter begravelsen stod Anna alene med to børn og måtte vaske opgange om aftenen for at klare sig. Hun tænkte, børnene ville hjælpe, når de blev voksne. Men sådan gik det ikke. Sønnen kom ud i noget rod, og hun måtte låne penge for, at han ikke skulle i fængsel, og det tog hende to år at betale tilbage. Datteren Dorte blev gift og fik et barn, men så begyndte sønnen ofte at være syg, og hun måtte sige sit arbejde op for at gå på hospitaler. Lægerne havde svært ved at finde en diagnose, men til sidst fik han en sjælden sygdom, der kun blev behandlet ét sted i landet, og ventetiden var lang. Dorte mødte en enkemand på hospitalet, som havde en datter med samme sygdom. De blev kærester. Fem år senere blev hans helbred dårligt, og han skulle opereres for noget dyrt. Anna havde penge, som hun egentlig ville give sin søn til udbetaling på lejlighed – da Dorte bad om hjælp, nænnede hun ikke at give penge til “en fremmed”, sønnen havde større behov syntes hun – og hun nægtede. Dorte blev vred og sagde, at hun ikke ville se sin mor mere – og hvis hun fik problemer, skulle hun ikke søge hjælp hos hende. I tyve år talte de ikke sammen. Dorte fik heldigvis kuréret sin mand, og siden flyttede de med børnene til havet. Hvis Anna kunne vende tiden om, ville hun gøre alt anderledes. Men fortiden kan man ikke ændre. Anna rejste sig langsomt fra bænken og gik tilbage mod plejehjemmet – så hørte hun pludselig: – Mor! Hjertet sprang et slag over. Hun vendte sig om. Dorte. Benene svigtede hende, men Dorte tog fat i hende. – Endelig har jeg fundet dig… Bror ville ikke give din adresse, men jeg truede med at gå rettens vej pga. ulovligt salg af lejligheden, så blev han stille… De gik ind, satte sig i hallen. – Tilgiv mig, mor, at jeg ikke har talt med dig så længe. Først var jeg vred, så blev det udskudt og til sidst pinligt. Men for en uge siden drømte jeg om dig; du gik og græd i skoven. Jeg stod op med tungt hjerte, fortalte min mand det hele, og han sagde: Kør, og få fred. Jeg kom, men der boede fremmede. Jeg søgte brors adresse, fandt den – og nu er jeg her. Pak dine ting, du skal med os hjem. Vi har hus ved havet, et stort et – og min mand sagde: hvis din mor har det dårligt, skal hun bo hos os. Anna trykkede sig grådkvalt ind til sin datter – men nu var det glædestårer. Ær din far og din mor, så du må få et langt liv i det land, Herren din Gud har givet dig.

Agnete Madsdatter sad på en kold bænk under lindetræerne i hospitalsparken og græd stille. I dag fyldte hun halvfjerds, men hverken hendes søn eller datter havde meldt deres ankomst, eller bare sendt en besked. Kun hendes værelsesveninde, Kirsten Jensdatter, havde givet hende et lille hjemmelavet kort, og rengøringsdamen Tove bød hende et rødt æble og smilte varmt det var dagens eneste gestus, for ellers lod personalet i ældrecenteret til at svæve rundt bag glasvægge, drønseriøse og næsten usynligt ligeglade.

Alle vidste, gamle folk blev anbragt her, nej ikke kørt, men trillet ind, så de unge kunne fortsætte, glatte som blanke sølvkroner, uden det snavs af besvær. Hendes søn, Troels, havde også trillet hende ind kaldte det ferie og du skal lige have det bedre, mor men hun havde set for længe ind i svigerdatterens kolde fjordøjne til at tro på de ord.

Lejligheden havde været Agnetes. Men efter mange aftener med bleg kaffe pressede Troels hende til at skrive under. Du får det som før, mor, jeg lover det! Men løfteres have blomstrer kun om natten. De rykkede allesammen straks ind, og svigerdatteren begyndte snart sin sagte krig maden var aldrig rigtig, der var kalkrand i badekarret, hvert åndedrag blev til klage. Først sagde Troels imod, men til sidst begyndte også han at hæve stemmen. Og så begyndte de at hviske, og blev tavse som sommerfugle, hver gang Agnete trådte ind.

En morgen begyndte Troels forsigtigt at tale om, hvor dejligt det ville være for hende at komme på et ophold. Gennem et sløret tågespejl hørte hun sig selv spørge: Er det alderdomshjemmet, Troels? Han blev rød som en radise, klappede hende på hånden: Nej, mor, det er jo bare et sanatorium en lille pause snart er du hjemme igen. Men da papirer var skrevet, forsvandt han ud i kulden. Han kom kun én enkelt gang: Nogle gamle Ingrid Marie-æbler, to appelsiner, spurgte undrende til hendes helbred, forsvandt så som vinden, før hun færdiggjorde sin sætning.

Nu havde hun boet her i to år. Da måneden var gået og Troels ikke kom, ringede Agnete til sin egen lejlighed. I røret var fremmede stemmer; Troels havde solgt lejligheden. Ingen vidste hvor han var nu. Agnete græd nogle nætter, men tavsheden sænkede sig, for hun vidste jo, ingen ville hente hende hjem. Hendes datter var væk men det havde hun selv været med til. I sin tid blev hun uvenner med Rikke, datteren, for at beskytte Troels.

Agnete blev født i en landsby uden for Odense. Hun giftede sig med sin barndomsven, Peder. De havde et rødt bondehus og nogle får. De levede ydmygt, men mættede. Så kom en gammel ven forbi, fortalte, hvordan alt i København var bedre: høj løn, og boliger blev givet væk som smørrebrød. Peders øjne lyste da op. De solgte alt og flyttede. Virkelig, kommunen skaffede dem straks en lejlighed. Møbler blev købt, og en gammel Opel Kadett. Men i denne Opel ramte ulykke dem en dag vendte Peder ikke hjem.

Allerede på anden dag i hospitalet døde han. Efter begravelsen stod Agnete alene med to børn. For at holde dem varme og mætte vaskede hun trapper i byens opgange, sent om aftenen. Hun forestillede sig sine børn som solide, voksne, der en dag ville hjælpe men livet snoede sig i drømmende siksak.

Troels kom ud i noget rod, og Agnete måtte låne penge, så han ikke røg bag tremmer. Gælden slugte år af hendes liv. Datteren, Rikke, blev gift, fik et barn. Men hendes søn blev syg diagnosen forblev et spind, lægerne så kun skygger. Til sidst blev det navngivet i et institut på Rigshospitalet, men ventelisten var som uendeligt hav. Manden forlod Rikke, men hun fik heldigvis lov at beholde lejligheden. Så mødte hun en enkemand på hospitalet, som også havde en syg datter. De flyttede sammen. Fem år senere blev hendes nye mand syg, og nu skulle der samles penge ind til hans operation.

Agnete havde noget stående, de skulle egentlig gives til Troels som udbetaling på en lejlighed. Da Rikke spurgte om hjælp, nænnede Agnete ikke at give penge væk til en fremmed sønnen var jo hendes blod. Så sagde hun nej. Rikke blev hård i stemmen: Du er ikke længere min mor, og hvis du får brug for mig vend dig endelig ikke mod mig.

Tjue år gik som i søvn. Rikke fik manden rask, tog børnene og flyttede til en by ved havet. Hvis hun havde kunnet vende tiden, havde Agnete gjort andet men drømmelyset roterer aldrig baglæns.

Langsomt rejste Agnete sig fra bænken og gik ind mod det hvide plejehjem. Mor! lød det pludselig, som hatteklædt gennem tåge. Hjertet galopperede. Hun vendte sig; det var Rikke, hendes pige, høj og bleg som dug. Agnete snublede næsten, men Rikke greb hende i favnen.

Endelig fandt jeg dig sagde Rikke, stemmen som en fløjte. Troels ville ikke give din adresse, så jeg truede med domstolen det havde han ikke lyst til Sammen gik de op langs den stjernerandede gang og satte sig på en blå sofa.

Undskyld jeg ikke fandt dig før, sagde Rikke, først var jeg vred, så skammede jeg mig, så blev det hele bare efterslæb. For en uge siden drømte jeg, du gik grædende rundt i en skov. Da jeg vågnede, svømmede skyld som havvand over mig, jeg græd og betroede mig til min mand, og han sagde: Kør og lav fred. Jeg kom forbi din gamle adresse fremmede mennesker alle vegne. Men jeg fandt Troels nye stedet og nu er jeg her. Pak, mor, du skal med mig hjem. Vi bor i et stort hus ved stranden, du kan høre havet om natten. Min mand sagde hvis din mor har det skidt, så tager du hende hjem.

Agnete lagde kinden mod datterens skulder, græd men nu var det glædens tårer, som små klare regndråber. Hun hørte en stemme, gammel og dyb, synge gennem drømmen: Ær din far og mor, så du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud har givet dig.Da de to kvinder trådte ud i den lavthængende aftensol, knitrede kastanjetræerne over dem, og Agnete mærkede ru bark mod fingerspidserne, da hun slap bænkens støtte for sidste gang. For første gang i årevis føltes hendes knogler lette, nærmest unge, og taknemmeligheden voksede i hende som en stille strøm. Rikke holdt armen rundt om hende, og da de kom ud på parkeringspladsen, ventede en bil med åbne døre og duften af sand og salt fra havet.

De satte sig ind, skævede til hinanden gennem smil, og da motoren brummede i gang, lod Agnete blikket glide ud over den gamle park, hvor hun havde lagt så mange minder fra sig. Hun vinkede ikke farvel, for hendes hjerte bar allerede det, hun ønskede at tage med. Rikke tændte radioen, og ud kom en gammel melodi en sang, de havde sunget om aftenen i det røde bondehus. De nynnede stille sammen.

Agnete smilede, så dybt at hun mærkede sine egne rødder, og for hvert sving de tog, blev vejen bredere, himlen lysere. Bag sig efterlod hun kulden, tavsheden og glemslen; foran ventede havet, duften af nybagt brød, børnebørns stemmer i et åbent køkken. Hun tænkte ikke på det tabte, men på det spirende på foråret, der altid lader sig finde, hvis nogen bare rækker ud.

Bilen tog den sidste drejning mod byen ved havet. Agnete lod vinduet glide ned, mærkede vinden røre hendes kinder og lukkede øjnene, mens lyset bølgede over hendes ansigt. Hun hviskede et lille tak, til det ingen kunne høre, men alle kunne forstå. Så begyndte hendes nye begyndelse, med hjerte og hænder åbne, som om hele verden var parat til at bære hende hjem.