Anna Kirstine, den pige skal videreuddannes. Sådanne lysende hoveder findes ikke ofte. Hun har en særlig begavelse for sprog, for litteratur. Du skulle se hendes tekster!
Min datter var tre år, da jeg fandt hende under en bro, lodden i mudder. Jeg opdragede hende som min egen, selvom folk hviskede bag min ryg. Nu er hun lærer i byen, mens jeg stadig bor i mit lille hus, hvor jeg gennemgår minder som kostbare perler.
Gulvet knirker under mine fødder igen tænker jeg, at jeg burde reparere det, men jeg kommer aldrig til det. Jeg sætter mig ved bordet, tager min gamle dagbog frem. Siderne er gule som efterårsløv, men blækken bærer stadig mine tanker. Udenfor blæser det, og en birk gren banker mod vinduet, som om den beder om at komme ind.
Hvad larmer du sådan for? siger jeg til den. Vent nu bare, foråret kommer snart.
Det er morsomt at tale med et træ, men når man bor alene, virker alt omkring en levende. Efter de frygtelige tider blev jeg enke min Steffen døde. Hans sidste brev gemmer jeg stadig, gult af alder, slidt i folderne læst så mange gange. Han skrev, at han snart kom hjem, at han elskede mig, at vi skulle leve lykkeligt Og en uge senere fik jeg beskeden.
Gud gav mig ikke børn, måske var det bedst i de år var der ikke noget at leve af. Landsbyens formand, Niels Kristensen, prøvede at trøste mig:
Vær ikke ked af det, Anna Kirstine. Du er stadig ung, du kan giftes igen.
Jeg gifter mig ikke mere, svarede jeg fast. Jeg elskede én gang, og det er nok.
På kollektivet arbejdede jeg fra solopgang til solnedgang. Brigadefører Pedersen råbte engang:
Anna Kirstine, du burde gå hjem, det er sent!
Jeg når det, svarede jeg. Så længe hænderne arbejder, bliver sjælen ikke gammel.
Mit lille landbrug bestod af en gede, Mikkeline, lige så stædig som mig selv. Fem høns de vækkede mig bedre end nogen hane. Naboen Clara grinede tit:
Er du sikker på, du ikke er en kalkun? Hvordan kan det være, at dine høns larmer før alle andres?
Jeg dyrkede grøntsager kartofler, gulerødder, roer. Alt fra jorden. Om efteråret lavede jeg syltetøj saltet agurk, marinerede tomater og svampe. Om vinteren, når man åbnede en glas, var det som om sommeren vendte tilbage.
Den dag husker jeg, som var det i går. Marts var fugtig og kold. Om morgenen dryppede det, om aftenen frøs det til. Jeg gik i skoven for at samle brænde ovnen skulle fyres. Der var masser af dødt træ efter vinterstormene, man skulle bare samle det. Jeg samlede en bunt og gik hjem forbi den gamle bro, da jeg hørte gråd. Først tænkte jeg, det var vinden, men nej det var tydeligt en barnlig hulk.
Jeg gik ned under broen og så en lille pige, lodden i mudder, hendes kjole gennemblødt og flænget, øjnene fulde af frygt. Da hun så mig, tav hun, men rystede som et aspeløv.
Hvem er du, lille ven? spurgte jeg stille, for ikke at skræmme hende mere.
Hun tav, blinkede bare med øjnene. Læberne var blå af kulde, hænderne røde og hævede.
Du er helt gennemfrossen, sagde jeg mere til mig selv. Kom, jeg tager dig med hjem og varmer dig op.
Jeg løftede hende let som en fjer. Jeg svøbte hende i mit tørklæde og holdt hende tæt. Men i mit hoved undrede jeg mig hvad slags mor efterlader sit barn under en bro?
Brændet måtte jeg lægge fra mig det var ikke tid til det nu. Hele vejen hjem var hun tavs, holdt bare fast om min hals med sine kolde fingre.
Da jeg kom hjem, var naboerne der med det samme nyheder spreder sig hurtigt i landsbyen. Clara var den første:
Gud, Anna Kirstine, hvor fandt du hende?
Under broen, svarede jeg. Forladt, tydeligvis.
Åh, hvilken sorg sukkede Clara. Hvad vil du gøre med hende?
Hvad mener du? Jeg beholder hende.
Er du blevet vanvittig, Anna Kirstine? græd Mette, en anden nabo. Hvordan skal du kunne føde en pige?
Gud vil give os, hvad vi har brug for, afbrød jeg.
Først tændte jeg ovnen, varmede vand. Pigen var fuld af blå mærker, tynd med fremstående ribben. Jeg badede hende i varmt vand, svøbte hende i en gammel trøje der var ingen børnetøj i huset.
Er du sulten? spurgte jeg.
Hun nikkede forsigtigt.
Jeg gav hende resterne af suppen fra i går og et stykke brød. Hun spiste begærligt, men forsigtigt tydeligvis ikke vant til at tigge.
Hvad hedder du?
Hun tav. Enten var hun bange, eller også kunne hun ikke tale.
Jeg lagde hende i min seng, selv sov jeg på bænken. Om natten vågnede jeg flere gange for at tjekke, om hun sov. Hun lå sammenkrøbet, hulkede i søvne.
Næste morgen gik jeg til kommunen for at melde fundet. Formanden, Jens Sørensen, slog blot ud med hænderne:
Der er ingen meldinger om et savnet barn. Måske er hun fra byen
Hvad gør vi nu?
Ifølge loven skal hun i børnehjemmet. Jeg ringer til distriktet i dag.
Mit hverv snappede:
Vent, Jens. Giv mig tid måske dukker forældrene op. Indtil da bliver hun hos mig.
Anna Kirstine, tænk dig nu om
Der er ikke noget at tænke over. Beslutningen er taget.
Jeg gav hende navnet Marie efter min mor. Jeg tænkte, måske ville forældrene dukke op, men ingen kom. Og Gudskelov jeg var allerede knyttet til hende.
Først var det svært hun talte slet ikke, stirrede bare rundt i huset, som om hun ledte efter noget. Om natten vågnede hun skrigende, rystende. Jeg holdt hende tæt, strøg hendes hår:
Det er okay, lille skat. Nu skal alt være godt.
Jeg syede tøj til hende af gamle klude. Farvede dem i forskellige farver blå, grøn, rød. Det var simpelt, men glad. Clara klappede i hænderne, da hun så det:
Åh, Anna Kirstine, du har virkelig guld i hænderne! Jeg troede kun, du kunne arbejde med en skovl.
Livet lærer dig at være syerske og barnepige, svarede jeg, glad for ros.
Men ikke alle i lands
