Freja kom til hende hver anden dag. Hun stillede mad og vand ved sengen og gik igen.
Jeg har en nabo, der hedder Freja. Hendes mor har boet alene i mange år. Engang kunne hun lave mad helt fantastisk. Hun elskede at bage og koge for hele familien og delte altid ud til naboerne.
Men Freja skammede sig over sin mor, fordi hun var en simpel bondepige, der havde arbejdet på landet hele livet. Efter mandens død blev hun ene. Freja besøgte hende kun sjældent, og moren begyndte at glemme ting, nogle gange endda at sige mærkelige ting.
En dag kom Freja på besøg, og der lugtede stærkt af brændte madvarer. Moren havde glemt at slukke ovnen.
“Hvad i alverden laver du? Du kan ikke engang varme mad op uden at sætte ild til hele huset!” råbte Freja.
“Kære, undskyld! Det er første gang, det sker!” forsøgte moren.
Hendes helbred blev værre med tiden. Hun havde svært ved at gå, selv i huset.
En dag ringede hun til Freja og sagde:
“Freja, jeg har det ikke godt! Mit blodtryk er steget! Kan du ikke komme over?”
“Hvad er jeg, en læge? Ring til en ambulance!” svarede Freja og lagde på.
Siden stoppede moren helt med at gå ud, og Freja måtte besøge hende hver uge. Hun købte de billigste varer til hende, gjorde lidt rent og tog skraldet med. Men hun blev altid rasende:
“Jeg forstår ikke, hvordan du kan skabe sådan et rod! Du bor alene! Er du ikke flov?”
Som regel smækkede Freja med døren og gik. Til sidst kunne moren slet ikke stå op. Freja kom hver anden dag, stillede mad og vand ved sengen og gik.
En dag kom hun, og moren var død.
Efter begravelsen begyndte Freja at besøge graven ofte. Hun gentog igen og igen:
“Hvor savner jeg min kære, elskede mor! Hun var den mest dyrebare og dejligste person i verden!”
Men huskede hun kun de gode ting? Havde hun glemt, hvordan hun svigtede sin mor, nægtede at hjælpe hende og lod hende i stikken? Hvordan kunne det lade sig gøre?
