Anne Pedersdatter sad på bænken i hospitalets lille have og græd stille for sig selv. I dag fyldte hun halvfjerds år, men hverken søn eller datter var kommet for at sige tillykke. Godt nok havde hendes værelseskammerat, Grethe Sørensdatter, sendt hende et smil og overrakt en lille gaveog den venlige rengøringsdame, Mette, havde givet hende et æble i anledning af fødselsdagen. Selve plejehjemmet var pænt nok, men personalet var travlt og havde ikke overskud til omsorg.
Alle vidste, at gamle folk blev bragt her af børn, som efterhånden syntes, de var blevet en byrde. Anne var heller ingen undtagelse. Hendes søn havde bragt hende hertil, under påskud af, at hun trængte til lidt hvile og pleje, men sandheden var, at hun stødte svigerdatteren fra sig. Det var jo hendes lejlighed, men sønnen fik hende overbevist om at give ham skødet. Da han bad hende underskrive papirerne, lovede han, at intet ville forandre sig; hun skulle blive ved med at bo hjemme. Men så flyttede han og hele hans familie ind, og snart begyndte stridighederne med svigerdatteren.
Ingrid, svigerdatteren, var konstant utilfredsmaden var ikke, som den skulle være, badeværelset var for beskidt, og listen fortsatte. I begyndelsen stod sønnen ellers bag Anne, men snart stoppede han også med det og begyndte at hæve stemmen. Senere begyndte de at hviske sammen, og når Anne kom ind, blev der stille med det samme.
Så, en morgen, begyndte sønnen at tale om, at hun havde godt af lidt ferie, at komme til hægterne. Anne så ham i øjnene og spurgte tungt:
Vil du sende mig på plejehjem, søn?
Han rødmede, tøvede og svarede undvigende:
Nej, mor, det er jo bare et opholdssted. En måned, så kommer du hjem igen.
Han bragte hende derhen, fik hurtigt papirerne i orden og forlod hende så, med et løfte om snart at ses igen. Siden da havde hun kun set ham én ganghan kom med to æbler og to appelsiner, spurgte, hvordan det gik, men lyttede knap til svaret, før han hastede væk.
Nu havde Anne boet her i næsten to år.
Da den første måned var gået, og sønnen stadig ikke havde hentet hende hjem, ringede hun til lejlighedenmen en fremmed stemme svarede. Det viste sig, sønnen havde solgt hendes hjem, og ingen vidste, hvor han var blevet af. Anne græd i et par nætter, men inderst inde havde hun vel vidst, at hun aldrig ville komme tilbage. Allermest gjorde det ondt at tænke på, at hun engang havde gjort sin datter uret for drømmen om sønnens lykke.
Anne var vokset op i en landsby. Hun giftede sig med sin barndomsven Hans, og sammen drev de et lille landsted. De levede beskedent, men ingen manglede noget. En dag kom en gammel ven fra Odense og fortalte Hans om livet i byenhøj løn, en lejlighed, muligheder. Og så blev Hans fyr og flamme. Snart var livet solgt, og de flyttedede fik faktisk straks en bolig i Odense, købte møbler, og en gammel Folkevogn blev det også til.
Det var i denne Folkevogn, Hans endte i en ulykke. Allerede anden dag på hospitalet døde han. Tilbage stod Anne med to små børn, Frederik og Trine. For at brødføde dem måtte hun om aftenerne vaske trapper rundt omkring i byen. Hun håbede altid, børnene en dag ville hjælpe hende tilbage.
Men sådan skulle det ikke gå. Sønnen kom i uføre, og Anne måtte låne penge for at holde ham ude af fængsel, gælden tog år at betale af. Da Trine giftede sig og fik et barn, gik det ellers godt et år, indtil sønnen begyndte at blive alvorligt syg; nu måtte Trine kvitte jobbet for at rende fra det ene hospital til det andet. Lægerne rodede rundt med diagnoser, intet hjalp.
Først sent fandt de endelig den rette diagnose. Kun et institut i København kunne hjælpe, køen var lang. Mens Trine løb fra hospital til hospital, forlod hendes mand hende, men han lod hende heldigvis beholde lejligheden. På hospitalet mødte Trine en enkemand, hvis datter havde samme sygdom; de blev forelskede og slog sig sammen. Efter fem år blev han selv alvorligt syg, og nu var der brug for penge til en stor operation.
Anne havde lagt penge til side for at hjælpe sin søn med et indskud til en lejlighed, men da Trine spurgte, nænnede hun ikke at give dem, det var jo til et fremmed mandfolk. Min egen søn har brug for pengene, tænkte hun. Hun nægtede, og Trine blev meget såret. På vej ud sagde hun, at hun ikke længere havde nogen morog at Anne ikke skulle regne med hende, når livet blev svært.
Nu var der gået tyve år uden kontakt. Trine fik alligevel sin mand rask, og sammen tog de børnene og flyttede til havet. Hvis Anne kunne gøre alt om igen, ville hun, men fortiden kan ingen lave om.
Langsomt rejste Anne sig fra bænken og begyndte at gå mod plejehjemmets indgang. Pludselig hørte hun:
Mor!
Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vendte sig tøvende. Trine stod der. Benene ville næsten ikke bære, men datteren nåede frem og greb hende.
Jeg har endelig fundet dig Bror ville ikke sige adressen, men jeg truede med retten, fordi han solgte lejligheden ulovligt. Så blev han tavs…
Sammen gik de ind og satte sig på sofaen i foyeren.
Undskyld, mor at jeg har været væk så længe. Først var jeg vred, så trak jeg det ud, og til sidst blev det flovt. Men for en uge siden drømte jeg om dig. I drømmen gik du alene gennem en skov og græd. Da jeg vågnede, var der uro i mit hjerte. Jeg fortalte min mand det hele, og han sagde, jeg skulle besøge dig og tilgive. Jeg tog til din gamle adresse, men dér boede fremmede. Jeg ledte længe, men jeg fandt dig.
Kom, pak dine ting, du skal med mig hjem. Vi bor i et stort hus ud til havet. Min mand har sagt: Går det dig dårligt, skal din mor bo hos os.
Anne trykkede sig ind til datteren og grædmen nu var det glædestårer.
Ær din far og din mor, for at du må leve længe i det land, Herren din Gud har givet dig.
