Kære dagbog,
Jeg har ligget i sengen i flere dage nu, uden at kunne tage mig sammen til at rejse mig. Det gjorde egentlig ikke ondt nogen steder, det var bare som om al energi var væk. Hovedet snurrede, kroppen var tung, og jeg følte ikke, der var nogen grund til at stå op.
Hvorfor skulle jeg dog det? tænkte jeg. Alle store ting i mit liv er jo gjort: mine børn er voksne og klaret sig selv, mine forældre har jeg fulgt til deres sidste hvilested. Nu sidder jeg bare her, uden noget formål. Årene er fløjet forbi uden jeg for alvor lagde mærke til det.
Jeg gad ganske enkelt ingenting. Jeg betragtede stuen: hist og her hang spindelvæv ned fra loftet sådan havde jeg aldrig haft det før. Udenfor vinduet kunne jeg se min gamle urtehave, nu groet til med ukrudt. Lidt lys sivede ind, jeg lukkede øjnene og sov stille hen.
I drømmen besøgte min mor mig. Jeg blev forskrækket det er tre år siden, hun døde, og kun én gang tidligere har jeg set hende i en drøm. Hun så kærligt på mig, hun rakte armene ud, akkurat som hun plejede, før en usynlig mur standsede hende.
Min søde pige, sagde hun i morgen er din sidste dag …
Jeg fór op i sengen, hele kroppen rystede.
Hvad mener du, sidste dag? Allerede? Hvorfor så tidligt?! jeg råbte ud i rummet uden svar.
Billedet dukkede op i mit hoved: Jeg lå her, stiv og kold i sengen. Ungerne, familie og bekendte samledes. Huset rodet, haven tilgroet og tomt for mad. Jeg fór rundt, uden at vide hvad jeg skulle tage fat på først.
I køkkenet fandt jeg hurtigt mel og gær frem hvis jeg lever til aften, kan jeg bage boller, tænkte jeg og smilede trist. Jeg fandt en spand vand, tørrede støv af i alle hjørner, samlede rodet væk, vaskede gulv. Først da jeg stod i den nyrensede stue, udbrød jeg:
Så! Huset er i orden!
Nu til haven. Jeg huggede ukrudtet væk i et væk uden at mærke sult eller træthed kun tanken om den sidste dag kørte rundt i mit hoved.
Da jeg endelig var færdig med den sidste række, kunne jeg knap stå på mine ben.
Jeg må hvile, tænkte jeg. Nej, først skal jeg tjekke dejen.
Inde i huset duftede det af friske boller.
Godt, så kan børnene få dem med te i morgen, tænkte jeg og smagte på en. Lækre! De smuldrede som sommerfuglevinger.
Jeg satte mig ved vinduet og så ud over grøntsagerne.
Det er nu underligt, hvor godt det er at være til.
Men altså, tiden er kommet, jeg må gøre klar.
Jeg fandt min fine kjole frem den havde jeg aldrig haft anledning til at tage på. Jeg satte mit korte, grå hår, gav mig selv lidt læbestift og så mig selv i spejlet.
Sådan, det ser jo helt brudt ud! tænkte jeg og trak på smilebåndet. Ikke til at begrave, men til bryllup.
Du kan ikke kæmpe mod skæbnen … Jeg lagde mig hen for at dø. Men før jeg nåede at falde hen, hørte jeg en bil stoppe foran huset og dytten.
Det er sikkert til naboen, tænkte jeg, det sker tit.
Noget senere blev der banket på døren flere gange.
Hvor barnagtigt, tænkte jeg, og listede hen til vinduet. Bilen var ukendt, jeg trak lidt på skuldrene. Tænk en smart vogn! Må være faret vild.
Jeg åbnede døren. Foran mig stod en mand, velklædt og rar at se på. Jeg betragtede ham.
Er du Anneline? spurgte han.
Ja, svarede jeg.
Jeg er kommet for at tale med dig. Undskyld, jeg blev forsinket på vejen …
Har du brug for noget? spurgte jeg.
Ja … han tøvede.
Du er nok faret vild, mente jeg.
Nej, nej! Det er dig, jeg vil møde. Undskyld det sene tidspunkt.
Hm, det er sent, meget sent. Hvad vil du?
Jeg ved det, undskyld, jeg bor langt væk og kørte forkert flere gange.
Han så kvajet ud. Jeg kunne mærke min skepsis.
Jeg hedder Søren, og jeg ville møde dig.
Hvordan kender du mig? spurgte jeg.
Jeg har skrevet til dig på Skype men du er der sjældent. Til sidst fandt jeg frem. Jeg havde lyst til at komme forbi.
Hvad pokker skal jeg gøre med dig, tænkte jeg.
Søren, jeg er ikke meget for at møde folk længere, mit liv er lidt sat, du må hellere tage hjem igen.
Du har nok ret, jeg skulle vel have ringet Farvel Anneline.
Han gik hurtigt mod bilen, men vendte om, rakte en æske chokolade frem mod mig.
Undskyld, sagde han.
Så var han på vej mod bilen igen.
Jeg fik ondt af ham. Tænk at have kørt hele vejen, sikkert sulten også.
Søren, vent! Jeg kan da byde på te.
Han smilede, vendte straks om.
Meget gerne, Anneline.
Vask hænder, viskestykke hænger dér, sagde jeg, mens jeg hældte te op og satte boller på bordet.
Er du sulten? spurgte jeg.
Meget!
Enkelt! Tag for dig.
Jeg kunne også mærke sulten heldigvis havde jeg lavet meget mad. Vi lo og ønskede god appetit samtidig.
For første gang i lang tid nød jeg min mad. Det var underligt rart og udramatisk at sidde med ham. Søren var snakkesalig og venlig, og efter en times samtale var det mærkeligt, som om jeg altid havde kendt ham.
Hvis du har brug for hjælp, skal du bare sige til, Anneline.
Jeg så på ham og smilede.
Hjælp? Jo tak, mit skur hænger skævt, og hegnet er væltet …
Han blev stille.
Jeg hjælper gerne, jeg ordner det hele, sagde han og begyndte at gøre klar til at gå.
Tak, Søren … alt smagte skønt. Du skal ikke bede om at måtte overnatte, det forstår jeg, men god tur hjem.
Tak og farvel, Anneline!
Jeg gjorde køkkenet rent og satte mig, før jeg gik i seng faktisk for at vente på døden.
Jeg sov straks. Dagens strabadser havde sat deres spor.
Om natten kom moren igen i drømmen.
Hvorfor forsvandt du i går, barn? Du hørte ikke færdig. I dag var din sidste dag som ensom. Vi ser, du mistrives alene, derfor har vi sendt dig en engel. Lad ham blive, pas på ham.
Hvem? Han er jo allerede væk, jeres engel. Han blev bange for arbejdet.
Mor velsignede mig og forsvandt i lyset.
Tidligt næste morgen lød der motorstøj udenfor. Jeg kiggede ud og så en stor lastbil med brædder og bygningsmaterialer. Mænd begyndte at losse af.
Hvad i alverden? Jeg har ikke bestilt noget!
Jeg nåede knap ud, før jeg så Søren, der guidede dem.
Da de var kørt, gik jeg ud og så på stablen af træ.
Jeg kunne jo bygge et nyt hus med det her!
Senere kom endnu en vogn, denne gang med havehegn og stålplader som min nabos fine nye hegn, jeg altid har misundt.
Mændene gik straks i gang, Søren selv stod også med værktøj.
Jeg forsøgte at protestere.
Søren, det er altså ikke nødvendigt, begyndte jeg.
Kære Anneline, træk du bare ind i varmen, vi tager os af det hele.
Jeg var forvirret. Mænd havde aldrig rigtig taget sig af mig før. Jeg har haft to, men ingen af dem hjalp egentlig til jeg har altid måtte klare alting selv.
Der blev arbejdet i dagevis. Nyt hegn, nyt skur, gulvet blev fikset, ovnen repareret. Men jeg kunne ikke lade være med at være mistænksom. Hvad ville han? Måske skulle jeg give ham lidt penge for alt det?
Men jeg har jo ingen penge.
Da Søren kom ind, træt men glad, sagde jeg:
Søren, jeg er dig evigt taknemmelig, men hvorfor gør du alt det?
Slap nu af, Anneline …
Jeg rakte ham nogle kontanter.
Tag dem, det er ikke meget, men jeg betaler hvad jeg kan.
Har du da slået dig, Anneline? Sagde han og trak på skuldrene.
Men jeg insisterede. Tag dem nu, arbejde skal lønnes.
Søren gik bare ud. Lidt efter hørte jeg bilen køre væk. Han kom ikke tilbage, hverken den næste eller næste uge …
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hjertepinen bed sig fast. Jeg kunne ikke tænke på andet jeg var jo blevet forelsket, som en skolepige.
Hvorfor jog jeg ham væk? Hvordan skal jeg undvære ham? tænkte jeg, som om jeg havde kendt ham hele livet.
Jeg slentrede planløst langs vejen, indtil min nysgerrige nabo, Gertrud, stoppede mig.
Anneline, skal du ikke holde på sådan én som ham? Se alt hvad han har gjort!
Men han tog jo afsted, svarede jeg.
Kom nu! Hans bil holder stadig på svinget udenfor byen om natten.
Hvor? spurgte jeg.
På vejen ind til landsbyen …
Men jeg løb allerede, i håb om at finde ham. Men ingen bil, ingen Søren.
Hun driller mig bare, sukkede jeg og gik hjem igen.
Natten kom, og jeg kunne ikke sove. Jeg tog tæppet om skuldrene, satte mig ud i tusmørket.
Hvorfor skal jeg være så ulykkelig? Og sådan en fjols, hviskede jeg, mens tårerne væltede ud.
Pludselig mærkede jeg arme omkring mig, kys på mine kinder og mine læber, våde af sorg.
Anneline, du må ikke græde! sagde Søren.
Søren, hvor var du? Hvorfor gik du?
Jeg kunne ikke køre, Anneline. Jeg elsker dig.
Jeg elsker også dig, mere end livet.
Jeg klyngede mig til min engel, sendt af min mor.
Tak, mor, hviskede jeg og græd denne gang af lykke.
