“Hun kom? Hvem har inviteret dig, ærligt talt? Det havde været bedre at hjælpe økonomisk,” svarede moster koldt.
“Er du kommet? Og hvem bad dig komme? Pengene kunne have været en større hjælp,” mumlede moster Marie tørt.
Mette rynkede brynene over den vedholdende ringeton, der lige havde vækket hende.
Hun stirrede forvirret på telefonen det var hendes kusine, som hun ikke havde snakket med i over to år.
“Sover du? Så heldig, jeg kan ikke holde op med at græde…”
“Ja, selvfølgelig sover jeg, klokken er halv to om natten,” sukkede Mette og kiggede på vækkeuret.
“Hvis du sover så roligt, må det betyde, du ikke har hørt det endnu?” sagde kusinen mystisk.
“Lise, kan du komme til sagen?” sukkede Mette. “Jeg skal tidligt op.”
“Du kan sove senere. Der er sket en ulykke i familien!” sagde Lise, som om Mette havde gjort noget galt.
“Hvad for en ulykke?” spurgte Mette og frygtede, det var hendes mor.
“Onkel Tobias døde i morges,” hulkede Lise. “Pludseligt. Moster Marie er knust. Der er ingen penge. Vi skal samle ind til at hjælpe. I morgen tager min bror og jeg til landsbyen. Kommer du med?”
“Nej, jeg kan ikke. Jeg kommer kun til mindehøjtideligheden.”
“Så overfør pengene til mig, vi giver dem til moster i morgen,” insisterede Lise. “Fem tusind kroner.”
Mette overførte pengene med det samme og faldt tilbage i søvn.
Hun var ikke særlig ked af det hun havde ikke snakket med sin fars familie i årevis.
Efter hans død havde de skåret båndene, påstået at Mette og hendes mor ikke længere var familie.
Alligevel syntes hun, det ville være uhøfligt ikke at hjælpe.
Efter overførslen hørte hun ikke fra nogen. Lise glemte hende med det samme.
Mette prøvede flere gange at ringe for at høre, hvornår mindehøjtideligheden var, men Lise svarede ikke.
Til sidst fandt hun ud af det gennem fælles bekendte og tog afsted for at sige farvel til onkelen.
Moster Marie modtog hende med et surt blik, som om Mettes tilstedeværelse generede hende mere end mandens død.
“Du kom… Hvem bad dig komme? Pengene havde været mere til hjælp,” sagde hun hånligt.
“Jeg sendte jer fem tusind kroner,” svarede Mette.
“Sjovt nok har jeg ikke set en krone,” fnøs moster Marie vantro.
“Jeg gav pengene til Lise…”
“Åh, nu fabler du,” hun foldede armene. “Hun og Anders gav mig kun syv tusind. Tre tusind hver. Du blev ikke nævnt.”
“Jeg forstår ikke,” Mette kiggede sig efter Lise.
Men som ved et mirakel var hun forsvundet. Mette fandt hende til sidst udenfor ved hegnet.
“Lise, gav du ikke pengene til moster Marie? Hvor blev de af?” spurgte Mette irriteret.
“Jo, det gjorde jeg,” svarede hun modstræbende.
“Hun sagde, pengene kun kom fra dig og Anders…”
“Hun tager fejl,” sagde Lise ligegyldigt.
“Du gav hende syv tusind?”
“Ja.”
“Det var til os to, ikke tre!”
“Nå, men hvem skal ellers betale benzin, hva?” Lise så op og trak på skuldrene.
“Fem tusind for to hundrede kilometer? Og hvorfor skal jeg betale for din tur?” spurgte Mette.
“Skal jeg give dig pengene tilbage, eller hvad?” spottede hun.
“Ja, det skal du!”
“Ikke nu, jeg overfører dem senere,” Lise vendte sig og gik, hovedet højt.
Mette havde ikke lyst til at blive i huset længere. Hun ringede efter en taxa og kørte.
En uge senere ringede hendes mor grædende.
“Skatter, er det sandt, du gav penge til onkel Tobias begravelse og så tog dem tilbage?”
“Jeg gav penge, jeg tog dem ikke!”
“Moster Marie fortæller hele landsbyen, du tog dem. Hun er fornærmet, fordi du ikke blev modtaget med åbne arme,” sagde hendes mor trist. “Jeg skammer mig over at gå rundt her.”
“Mor, det var ikke sådan!” Mette var rasende over sladderen. Hun forklarede, hvad der virkelig var sket.
“Lise gav mig aldrig pengene tilbage,” afsluttede hun.
“Hun tog pengene fra moster Marie og påstod, du krævede dem tilbage! Den frækhed! Jeg håber, de bliver hængende i halsen på dem!” råbte hendes mor.
Mette overvejede at ringe til Lise, men valgte at spare sine nerver og ignorerede hende.
Men et par måneder senere dukkede kusinen op igen.
“Vi sætter en mindesten til onkel Tobias. Det bliver syv tusind fra dig,” sagde Lise affærsmæssigt.
“Nej, jeg giver ikke en krone mere!”
“Holdning til familie!” skreg Lise. “Jeg er chokeret.”
“Ja, jeg troede heller ikke, jeg ville blive snydt og derefter høre rygter om mig selv.”
“Hvad snakker du om?”
“Du tog moster Maries penge og gav dem ikke tilbage, og så påstod du, det var mig… Og nu tror du, jeg vil hjælpe igen? I sagde, mor og jeg ikke var familie efter far døde så hvorfor skal jeg hjælpe nu?”
Mette blokerede Lises nummer og lod det være det.
