– Kommet tilbage? Og hvem har dog inviteret dig? Det havde været bedre, hvis du hjalp med penge, – sagde tante Mette tørt.
Freja rynkede panden ved den irriterende ringetone, der vækkede hende.
Hun så forundret på telefonens skærm – det var hendes kusine, som hun ikke havde talt med i over to år.
– Sover du? Tænk, jeg kan ikke lukke et øje. Har grædt alle tårerne ud…
– Ja, det er nat, jeg sover selvfølgelig, – Freja kiggede på sin vækkeur, der viste halv to om natten.
– Hvis du sover så roligt, så ved du sikkert ikke noget endnu? – fortsatte kusinen kryptisk.
– Jytte, kom nu til sagen, – gabte Freja i telefonen. – Jeg skal tidligt op.
– Du skal nok nå at sove. Der er sorg i familien, – sagde kusinen med en bebrejdende tone, som om Freja havde noget med det at gøre.
– Hvad for noget? – spurgte Freja forskrækket og frygtede, at der var sket noget med hendes mor.
– Onkel Knud er død i dag, – hulket Jytte. – Helt uventet. For tante Mette var det et stort chok. Ingen penge. Vi skal samle ind til hjælp. Jeg tager til landsbyen i morgen med min bror. Kommer du med os?
– Nej, jeg kan ikke. Jeg kommer kun til mindehøjtideligheden.
– Så send mig penge, så giver vi dem til tante i morgen, – mindede Jytte om den økonomiske hjælp. – Fem tusind kroner.
Freja sendte straks det nødvendige beløb til kusinen via telefonen og lagde sig til at sove igen.
Hun blev ikke særlig påvirket af den triste nyhed, da hun for længst havde mistet kontakten med sin fars familie.
Efter hans død havde de afvist Frejas familie og sagt, at de ikke længere var relaterede.
Freja syntes, det ville være grimt at holde sig ude af det og besluttede at hjælpe.
Efter at have sendt pengene, hørte hun ikke fra nogen. Jytte glemte straks alt om hende.
Freja prøvede flere gange at ringe til hende for at spørge om mindehøjtidelighedens dato, men kusinen tog ikke telefonen.
Med besvær fandt hun ud af det gennem fælles bekendte og tog afsted for at sige et sidste farvel til manden.
Tante Mette mødte sin niece med et utilfreds ansigt, som om hun var mere irriteret over Frejas tilstedeværelse end over tabet af sin mand.
– Kommet tilbage… Hvem har dog inviteret dig?! Det havde været bedre med lidt håndøre, – sagde hun med foragt.
– Jeg har overført fem tusind kroner til dig, – indvendte Freja.
– Mærkeligt, jeg har ikke modtaget noget, – fnøs tante Mette mistroisk.
– Jeg gav dem til Jytte…
– Åh, hold da op, – sagde hun med hænderne på maven. – Hun og Arne gav mig kun ti tusind. Fem fra hver. Du stod ikke på den liste.
– Jeg forstår ingenting, – Freja begyndte at lede efter kusinen med øjnene.
Men Jytte var ingen steder at finde. Det lykkedes Freja at finde hende udenfor ved hegnet.
– Jytte, har du ikke givet penge fra mig til tante Mette? Hvor er de så? – spurgte Freja irriteret.
– Jo, jeg gav dem, – svarede kusinen modvilligt.
– Hun sagde, pengene kun var fra dig og Arne…
– Hun forveksler noget, – svarede Jytte ligegyldigt.
– Gav du ti tusind?
– Ja.
– Det er jo for to personer, ikke tre!
– Og hvad så? Nogen skal også betale for benzinen, – Jytte rullede med øjnene og skar ansigt.
– Fem tusind? Det er kun to hundrede kilometer. Og hvorfor skal jeg betale for jeres transport? – Freja stillede spørgsmål.
– Vil du have, jeg skal give dig pengene tilbage, eller hvad? – spurgte Jytte sarkastisk.
– Ja, det vil jeg!
– Ikke nu, senere, – Jytte vendte rundt og gik væk med næsen i sky.
Efter alt det havde Freja ikke længere lyst til at blive i det fremmede hus, da tantens reaktion og kusinens handling fik hende til at fortryde, at hun overhovedet tilbød hjælp.
Hun bestilte diskret en taxi og tog hjem. Ugen efter ringede hendes mor grædende.
– Er det sandt, at du først gav penge til Knuds begravelse og derefter tog dem tilbage? – spurgte hun næsten grædende.
– Ja, men jeg har ikke taget noget tilbage.
– Tante Mette går rundt i landsbyen og siger til alle, at du tog pengene. Hun blev fornærmet over, at hun ikke tog imod dig med åbne arme, – sagde moderen sørgmodigt. – Jeg skammer mig over at gå rundt i landsbyen, alle kigger skævt.
– Mor, det var ikke sådan! – Freja blev vred over sladderen, familierne havde startet.
Hun fortalte straks sin mor, hvad der faktisk skete i tante Mettes hus.
– Jytte gav mig aldrig pengene tilbage, – afsluttede Freja sin historie.
– Jytte har taget pengene fra tante Mette, det betyder, at hun sagde, at det var dig, der krævede dem tilbage! Hvilken skamløshed! Må de sætte sig på tværs i halsen! – sagde moderen oprevet.
Da Freja hørte det, ønskede hun først at ringe til Jytte, men besluttede så ikke at spilde sine nerver og stoppede blot med at tale med hende.
Men et par måneder senere gjorde kusinen pludselig opmærksom på sig selv igen.
– Familien har besluttet at rejse en gravsten for onkel Knud. Du skal give syv tusind, – meddelte Jytte med en professionel tone.
– Nej, jeg giver ikke en øre mere!
– Sikke en opførsel mod familien, – sukkede Jytte i telefonen. – Det havde jeg ikke forventet, ikke forventet, kan jeg ærligt sige.
– Jeg havde heller ikke forventet at blive taget ved næsen og så få spredt sladder om mig.
– Hvad mener du?
– Har du taget mine penge fra tante Mette?
– Nej!
– Du lyver!
– Jo, jeg tog dem, og hvad så? – svarede Jytte udfordrende. – Du bruger sjældent penge på familien alligevel.
– Måske, fordi du kun husker mig i tragiske situationer?
– Hvad er så meningen med en familie? Så, vil du give pengene eller ej?
– Nej. De penge, du tog fra tante Mette, gav du ikke tilbage til mig, du beholdt dem, men gjorde som om det var mig, der tog dem. Tror du, efter alt dette vil jeg have noget med dig at gøre? Desuden, efter fars død sagde I alle, at mor og jeg ikke længere var familie, så jeg skylder jer ingenting! – svarede Freja og blokerede kusinens nummer for aldrig at skulle lytte til hende igen.
